Tilegnet Stan Lee (1922-2018)
I femte udgave af bloggen læser jeg den yngste af de store superhelte. Han er New Yorks skarptungede netslynger. Han er nørdernes og tanternes skytsengel. Det er Spider-Man!
Sidst læste jeg DC’s Batman, så jeg fandt det kun rimeligt at der i tilgift skal læses noget Marvel. Langt hen ad vejen er jeg diktator her på bloggen og jeg valgte Spider-Man. Bum. Hvorfor så det? Dels er han nok, fra mit perspektiv, den mest relatable og elskede Marvelhelt ever. Også trækker han, som Batman gør, dybe spor tilbage til min barndom.
Old-school skurke-dialog
Han er også en så interessant kontrast til Batman, netop fordi han er så tonemæssigt anderledes – mere vildtvoksende, yngre, farverigere, mindre forknyt. Spider-Man har haft en lang historie siden han først dukkede op Amazing Fantasy #15 fra 1962, skabt af Stan Lee & Steve Ditko. Jeg henviser her til vore superhelteeksperter fra Supersnak.
Spidermans lange historie præsenterer mig for samme muligheder og problemer som Batmans gjorde: Hvordan skriver man noget nyt og spændende om noget så velkendt? Jeg vil forsøge at vride hjernen og sætter min lid til at læserne kender den grundlæggende historie om Peter Parker.
Historien mellem hænderne
Sjældent Billede af Spider-tegner Steve Ditko (1927-2018)
Med Spider-Man gjorde jeg præcist det modsatte af hvad jeg gjorde med Batman. Da læste jeg nyklassikerne Year One (Miller & Mazzucchelli) og The Long Halloween (Loeb & Sale) samt nogle nyere issues (Capullo & Snyder). Med Spider-Man læste jeg alt det gamle fra debuten frem til nummer #38. Steve Ditko/Stan Lee-æraen. Blade der strækker sig fra karakterens debut i 1962 til 1966. Sjældent har jeg så gribende følt og mærket et tidsspring.
Jeg bliver stadig benovet når jeg kigger i bladene. ”Du sidder med er en uundværlig del af vestlig popkulturs historie”, hvisker de. Dette er en naturligvis en ren akademisk efterrationalisering. Langt stærkere er det, når bladene taler for sig selv. Korte, punchy historier, farvestrålende kostumer og altid-klar eksposition.
Man aner straks både den ældre eventyr-pulp-tradition som superheltene er vokset ud af, plus det ”nye”- den farvestrålende og fantastiske storbybeskytter. Troperne som i lang tid gennemgående karakteriserede superheltegenren og som i dag er det, det fleste ser som konstituerende for den. Det hele kan stadig ses i fuld flor og before it was cool i disse optryk. Alene dét er oplevelsen værd.
Spider-Mans idémand Stan Lee (1922-2018)
Helten der er mig
Heldigvis kan Spider-Man mere end at være et historietrip. Det mange, med rette, særligt hæfter sig ved med Spider-Man, er hans hverdagslighed. Hans menneskelighed. På trods af sine superkræfter har Peter Parker pige-, penge, og familieproblemer.
Det er svært at være teenager – også for Peter Parker!
Steve Ditkos tidlige tegninger af den ranglede og bebrillede Peter Parker viser, at det gode menneske ikke behøver ligne en græsk gud. Med ungdommens særlige problemer, lige fra den pylrende Tante May til mobberierne fra skolebøllen Flash Thompson, er Peter Parkers personlige liv under masken med til at humanisere og revolutionere superheltegenren. Spider-Man bliver en følelsesmæssig forlængelse af Peter Parker. Helten bliver ligesom os, en del af os. Stan Lees karakterisering og Ditkos tegninger danner et skønt hele.
Dette træder for eksempel tydeligt frem i Spider-Man #9: ”The Man They Called Electro”. Tante May er syg, så Peter Parker må deale med både sorg, pengeproblemer og eksamensangst – alt imens han konfronterer den nye farlige superskurk Electro.
Peter Parker har nemlig også unikke superproblemer – så der er dobbelt op på problemer. Skurke, hemmelig identitet og alt det der ellers følger med.
Alligevel, og på trods af alt dette, er Peter Parker altid klar til at gøre sit bedste for dem, han elsker. På den måde bliver Spider-Man ikke blot en mere human superhelt, men filosofisk set en humanistisk superhelt. Han finder sin eksistensberettigelse i livet omkring sig og i dem han elsker. I det bundalmindelige liv, der anses for vigtigt nok i sig selv. Det dem, der tramper på dette skrøbelige gode, som skal stoppes. Han værner om alt i det små, som vi kender.
NEVER GIVE UP – Spider-Man #33
Sving lidt højere
På den måde bliver han virkelig your friendly neighborhood superhero. Og det gør han naturligvis i New York City. Jeg ved ikke helt hvorfor, men for mig har New York altid været en vægtig del af glæden ved Spider-Man. Måske er det fordi jeg selv er inkarneret københavner, at ideen om storbyen helt automatisk fylder noget særligt. Dens larm og liv, summen og brummen. Der sker ligesom altid noget.
Måske er det fordi det ligger i figuren selv – at han på ikonisk vis svinger sig mellem skyskraberne. Måske er det fordi byen (paradoksalt nok) tilføjer en slags konkret jordnærhed, som går godt med den humanitet som Peter Parkers privatliv også bidrager med. New York danner rammen om det, der skal beskyttes og holdes af.
Dette er en nuanceforskel fra for eksempel Batman. Batman virker drevet af sin personlige vrede og frustration over det, han har tabt. Spider-Man synes i højere grad drevet af kærligheden til alt det, der er tilbage. Det en vigtig pointe i sig selv – men det er en superhelt vi har med at gøre. Så selvfølgelig skal den skrues up to 11. Dette illustreres perfekt synes jeg, faktisk ikke af Spider-Man, men af mediemillionæren J. Jonah Jameson.
Fra #10: Spider-Man er også rent moralsk et supermenneske.
Han kan ikke komme sig over heltens store uselviskhed og over hvor lille han selv er i sammenligning. Så han bliver jaloux og bitter. Spider-Man tør helt konkret kæmpe for sine værdier. Det ville klart være både nemmere og tryggere at blive hjemme hos tanten. Lade være med at gøre alt hvad man kan. Men det ville være for nemt. I stedet for at spørge: ”Hvad ville Jesus have gjort?” kunne man måske spørge: ”Hvad ville Peter Parker havde gjort?”
Jeg læste: Amazing Spider-Man Epic Collection (1): Great Power & Amazing Spider-Man Epic Collection (2): Great Responsibility. Tegninger og – senere plot: Steve Ditko. Forfatter: Stan Lee.
Udgivet af Marvel Comics.
I Ekspedition Classico tygger nørd og litterat Aske Sparrebro sig som ny tegneserielæser gennem alle de klassikere, han slet ikke vidste han havde forsømt. På bloggen dykker han hver gang ned i et nyt univers, værk, eller figur med særstatus og skriver om læseoplevelsen. Og han modtager gerne forslag – der er så meget derude!
Del på
