Claus Deleurans vittige og vidende annaler holder hof på “Tyve danske tegneseriefavoritter”s fjerdeplads.
Før dette års Copenhagen Comics spurgte festivalen en lang række tegneserieskabere, oversættere, anmeldere, gallerister, forlæggere og andre, der beskæftiger sig professionelt med mediet, om deres danske tegneseriefavoritter. I alt 250 titler fandt vej til bruttolisten, og de 20 mest populære endte på udstillingen.
Bagefter blev nogle af stemmeafgiverne bedt om at begrunde deres favoritter. Teksterne, de skrev, kan nu læses her på Nummer 9.
Den danske tegneserie er først i nyere tid blevet begunstiget med ærværdige institutioner af den slags, som kan levere krudt til en rigtig kanon – professionelle uddannelser, specialiserede kritikere, akademiske tegneserieforskere og så videre. Derfor er der heller aldrig opstået en bredt anerkendt dansk tegneseriekanon. Listen her giver et bud på, hvilke værker, der nyder højest agtelse i tegneseriemiljøet.
—
4. Illustreret Danmarkshistorie for Folket
af Claus Deleuran, 1988-1996
“For godt 14 milliarder år siden startede verdens-altet pludselig sig selv, sikkert fordi det fik lyst.”
Sådan lyder det på den første side af det første bind af Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for Folket. Herefter går det ellers vildt for sig med betragtninger om tid, rum, stof og ånd, og man erkender hurtigt, at danmarkshistorien slet ikke kan fortælles uden lange afstikkere til Rom, Kina, Asgård, den femte dimension og de bundløse vandhullers kosmiske dyb.
I Claus Deleurans danmarkshistorie kan man finde koncentreret viden om hårmode i bronzealderen og side efter side om forskellige dyrs mytologiske betydninger. Intet er for småt til at blive undersøgt og nænsomt forklaret. Tegneren må have troet, at han havde al tid i verden til at fortælle os om det hele – selvom sådan forholdt det sig jo desværre ikke, han døde alt for tidligt i slutningen af vikingetiden. Deleurans grundighed er simpelthen så vidunderligt nørdet. Og det hele er lavet før Google og Wikipedia!
Illustreret Danmarkshistorie for Folket sparer ikke på detaljerne om mærkelige monstre, vikinger i blodrus og kristne martyrer, der lider alle mulige gyselige skæbner. Det burde være meget uhyggeligt. Men det er faktisk meget hyggeligt. Jeg bruger den selv som godnatlæsning i perioder, hvor jeg synes at verden er lidt for kaotisk.
Når man er færdig med at læse Illustreret Danmarkhistorie for Folket forstår man, at det hele hænger sammen, og man er knap så fortabt i tid og rum som før, men føler sig omfavnet af verdensaltet som et familiemedlem i en vanvittigt stor og sær familie, som er selve hele menneskeheden.
– Ina Korneliussen, tegneserieskaber og -formidler