Efter Urban: interview med en berørt stribetegner

– Men det er da bestemt afgørende for Im Beruf, at Urban går ned. I første omgang, fordi serien mister sin platform; sit vindue ud til verden – og alle de kommercielle fordele, der følger med det. Men det er mere end en platform, der går tabt. Im Beruf er vel – som andre stribeserier – en form for fællesskab. Og det er lidt vemodigt. Det er jo det, der er magien – at der med tiden opstår en form for fællesskab mellem læseren og serien. Jeg har jo opfattet mig selv som satiretjener for Urbans læsere. Og hvem tjener jeg nu? Så jo. En lille smule kondoleren er vel berettiget.

– Jeg har elsket at have Urban som platform, og er dybt taknemmelig for den chance, som Henrik Bay gav mig og serien tilbage i 2008 – da den dengang startede som sommerstribe. Jeg har elsket det faktum, at avisen både var stor og landsdækkende og samtidig én af de største underdogs i det danske mediebillede. Der er jo få ting i DK, som er omgærdet med så mange negative fordomme fra parnasset, som gratisaviser er. Hvis man er tvivl, så gå ind på Politikens hjemmeside og se Politikens læseres reaktioner på, at Urban lukker … Jeg ku’ godt li’ underdog-positionen. Det har været kreativt udfordrende – og benzin på bålet!)

– Men som sagt, tror jeg stadig på Im Beruf, og vil kæmpe videre for, at Im Beruf får en ny platform!

Tegneserier i stribeform har jo siden deres fødsel sidst i 1800-tallet dannet parløb med trykte aviser. På godt og ondt, men lige nu mest ondt, for trykte medier har det mildest talt ikke for godt for tiden. Lige nu tegner der sig et billede af, at trykte aviser simpelt hen bliver niche-fænomener. Kan stribeserier overleve på sådanne betingelser? Eller kunne der tænkes nye udgivelsesplatforme, der samtidig brødføder stribetegnerne?

– Der er ingen tvivl om, at de trykte medier er trængte for tiden. Jeg ved, at min chefredaktør de sidste par år næsten hver måned gik de økonomiske poster igennem for at se, hvor der kunne spares. Og jeg er stolt af, at Im Beruf overlevede det pres. For chefen kunne nemt have sløjfet serien for at give plads til noget andet – f.eks. et gratis blogindlæg. Konkurrencen er helt sikkert skærpet, men jeg tror ikke, det er derfor, at stribeserien i DK oplever en krise. At give mediekrise og finanskrise skylden for stribeseriens tilstand i DK er en sovepude-undskyldning.

– Jeg tror, Im Beruf fik lov til at blive i Urban, fordi det lykkedes at lave en vedkommende serie med  arbejdslivs-satire og underholdning til læserne – og det var der heldigvis mere brug end endnu en sudoko. Til gengæld tror jeg, det bliver sværere og sværere at sælge serier, som handler om fede  dyr, der gentager det samme igen og igen, eller som refererer til en svunden tid og kører på gamle koncepter. Stribeserier skal leve i den tid, de er i, tale tidens sprog, referere til den tid, de lever i og tale til den læsergruppe, som læser avisen – ellers bliver de sparet væk.

– Nu er der desværre sket det, at vi i flere årtier har forsøgt at spise læseren af med gamle koncepter – Livets gang i Lidenlund, Garfield, Basserne og hvad ved jeg – og det har skabt skuffelse og sænket forventningsniveauet for stribeserier. Det kan man sige er en fordel, for så kan man kun overraske positivt – men det har samtidig gjort, at der ikke er den samme velvillighed fra avisernes redaktioner til at satse på stribeserier. Så vi er i en situation, hvor vi skal til at starte fra bunden. Det er tid til at finde læserne igen. Og jeg tror, at vejen frem for at overleve som stribetegner er at lave skræddersyede stribeserier, som retter skarpt ind på en helt bestemt læsergruppe. Gode eksempler er f.eks. Frank Madsens/Sussi Bechs Eks Libris, Thorhauges Jasper laver en film og Mik Schacks tegneserie-opskrifter. (Og der er sikkert mange gode, jeg glemmer her).  Disse stribeserier er skræddersyede til læserne; Eks Libris er f.eks. en serie, der handler om bogmarkedet og kører i Weekendavisens Litteraturtillæg – relevant og vedkommende – og hvorfor i alverden skulle chefredaktøren spare sådan en serie væk?

– Der er rigtig mange muligheder og ”huller” i stribeseriemarkedet, der mangler at blive fyldt ud, hvis man tænker efter. Hvor er f.eks. den nye stribeserie om den studerende på SU og hans hverdag, som kunne køre i Universitetsbladet? Eller den nye stribeserie om gameren, som kunne køre i et Gamemagasin. Eller serien om fodboldtossen – til sportstillægget. Og man kunne blive ved. Og måske lidt hårdt sagt – men hvis serien har relevans, så behøver den kun at være halvt så sjov og original – for ‘relevansen’ forstærker humoren og skaber fællesskab omkring serien. Hvorfor overlevede hunden Freddie ellers i så mange år? En serie næsten uden punchlines – som alligevel formåede at overleve på dens identifikationsfaktor.

– Altså: Man kan overleve som stribetegner i de trykte medier, hvis man satser på at lave vedkommende, relevante og skræddersyede stribeserier. Og eksperimentér endelig, men glem ikke læseren.

– Og så spørger du også, om der kunne tænkes alternative udgivelsesplatforme? Og jo, som stribetegner i dag skal man nok ikke lægge alle sine æg i den samme kurv. Og selv om jeg måske fik det til at lyde nemt her ovenfor, så kan det være en særdeles frustrerende oplevelse at tale med chefredaktører for aviser, som ikke har en klejne. Men der er heldigvis andre græsmarker. Kort sagt: Opsøg markeder, som ikke er påvirket af mediekrisen: Foreninger, firmaer m.m. … Der findes jo både foreningsblade og firmamagasiner, som kommer i større oplag end flere af de landsdækkende aviser. Og hvis de synes, du har en god idé, så kan de også finde pengene. Jeg har f.eks. lige lavet en stribe-julekalender til el-branchen for Schneider Electric.

Hvis vi vender os mod det digitale, ser du så her en mulighed for kommercielle stribeserier? Hvilke muligheder er der for eksisterende eller nye udgivelsesplatforme (hvis nogen, overhovedet)? Og kan man, tror du, tjene penge på at lave striber til et rent digitalt marked?

– Det digitale marked er straks mere tricky – og stadig mere eller mindre uudforsket land for mig … Men, man skal vel gøre som WulffMorgenthaler. De er skide gode til at bruge nettet som platform. Spørg dem – gør som dem!

– Man kan jo se på tallene, at læserne strømmer til nettet; der er flere og flere, der bruger nettet til avis- og magasinlæsning, så det er da afgørende, at stribeserierne finder fodfæste her. Men hvordan og hvorledes skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg kunne forestille mig, at WM tjener mere på merchandise og lir end på selve striberne. Man skal sikkert tænke i T-shirts og kaffekopper og key-hangers for at tjene penge i cyberspace. De store bladhuse har jo i lang tid haft rigtig svært ved at lave en god forretning ud af at lave avis på nettet – så det er ikke en nem opgave.

– Den stribe-julekalender jeg lige har lavet til Schneider Electric foregik jo på nettet. Og mens vi venter på, at bladhusene finder ud af at knække koden til nettet, så ku’ det være en vej at gå for stribetegnere; at lave net-stribeserier til foreninger og store firmaer.

Hvad med mobiltelefoner – eller ‘Smartphones’? For mig at se fungerer både film, litteratur og længere tegneserier elendigt på en så lille skærm. Men stribeserier kunne vel egentlig godt fungere. Og Danske tegneserieskabere har netop udviklet en app … Nogle tanker omkring dette?

– Præcis! Det gælder vel for både smartphones og IPads.

– Og jeg tænkte det samme, da jeg hørte om Danske Tegneserieskaberes app. Om ikke andet, så må det være et initiativ, der har potentiale til at rykke stribeserier med mach hastighed ind i cyberspace. Smartphones og iPad-formatet passer jo til stribeserier, og hvis man kunne få overtalt folk til at betale et lille bitte beløb for, at der til gengæld dagligt bibber en stribe frem på skærmen. Hmmm. Det klinger sødt! I første omgang ville det selvfølgelig være hardcorefansene, der ville springe på – og så må man håbe og krydse fingre for, at det ville smitte og sprede sig og at ringene blev større og større. Men, hvis det skal lykkes, tror jeg, det er vigtigt at få fat i de store brands fra starten – Rocky, WM osv.

– Udfordringen er at overtale brugerne til at betale – også selvom det er lille beløb. Vi har jo vænnet os til, at underholdning i cyberspace er gratis. Men som sagt, handler det om at gøre stribeserier attraktive og relevante og vedkommende igen – så skal det andet nok komme med tiden.

Med digitaliseringen af stribeserier sker jo også noget andet: Striber fra hele verden kommer pludselig til at konkurrere direkte mod hinanden, hvor kun en sprogbarriere er i vejen. Jeg forestiller mig, at det både kan være et plus og et minus for danske stribeserier. På den ene side får man via en app en chance for en mere guerilla-agtig markedsføring uden om de store syndikeringsbureauer, men på den anden side bliver der så mange flere at konkurrere med. Kan danske striber klare en sådan konkurrence, tror du? Eller har vi simpelt hen allerede vænnet os til stor konkurrence fra syndikerede striber, der jo er billigere for aviserne at trykke end den danske stribe lavet unikt til en bestemt avis?

– Okay. Jeg vil godt prøve tankeeksperimentet. En fremtidig læser sidder i sofaen med sin iPad version megasmart og er ved at designe sin personlige e-avis. Jeg forestiller mig nemlig, at avis/magasinformatet vil overleve i en eller anden form i fremtidens cyberspace, og at det stadig vil være den vigtigste base for seriestriber! Vores læser har valgt, at hans personlige e-avis skal indeholde 10% cykelsport, 10% babes, 20 % kulturstof, 10 % dessertopskrifter og 0% finanspolitik osv. Nu klikker han ind på menuen for seriestriber. Her har han adgang til alle seriestriber i verden, som kan oversættes til dansk ved hjælp af en smart app. Vil han vælge danskproducerede striber? … Spannung! …  Ja! Det tror jeg faktisk. Situationen minder vel lidt om udbuddet af tv-kanaler. Selvom vi har et hav af muligheder i tv-kanaler, så ser vi jo i overvejende grad dansk tv. Det gør vi, fordi dansk tv er mere vedkommende; man kan spejle sit eget liv i det.

– Og hvis man skal spå ud fra, hvordan det går lige nu, så er det rigtigt, at de helt store internationale syndikater som King Features og andre har dumpet deres priser til et niveau, som er helt umuligt at konkurrere med. Men så vidt jeg ved, går det ikke godt for de store bureauer. Aviserne melder tilbage, at de hellere vil ha’ unikke produkter; noget, der kan adskille dem fra konkurrenterne. De amerikanske konceptstriber bliver derfor lige så stille sparet væk fra aviserne, i takt med at aviserne – presset af konkurrencen – retter skarpt ind på danske læserprofiler.

– Til gengæld går det rigtig godt for et bureau som Strand Comics. Håkon Strand har jo udelukkende satset på nordiske seriestriber – og gør det skidegodt! Norsken og svensken vil ha’ ‘lokale’ seriestriber – og de kan ikke få nok. Og amerikanerne er skidemisundelige: “Rocky is what an American newspaper comic might look like if the American newspaper comics page didn’t suck,” skrev amerikanske Metro f.eks.

– Hvis danske seriestriber skal klare sig fremover, ville det kræve, at vi holdt op med at kopiere amerikanske seriesstriber og den amerikanske forretningsmodel – for det dur bare ikke længere. I stedet skal vi satse på at lave unikke og vedkommende kvalitetsstriber til danske læsere – og så kræve noget mere for vores arbejde, for kvalitet. Det er sikkert ikke nemt, og det skal der kæmpes for, men jeg tror, vi er nødt til at tage kampen. Og hermed også en opfordring til andre stribetegnere og branchefolk derude!