Greg Rucka og Michael Lark leverer samfundskritisk fremtidsdystopi af klassisk skuffe i “Lazarus”. Christian Aarestrup anmelder.
Lazarus af Betania blev efter skrivende vakt til live af Jesus af Nazaret efter at have været død i fire dage. Siden da har han levet videre som signaturen under at undslippe dødens greb. Ved siden af sin mangfoldige anvendelse i populærkultur har han også omformet den oprindelige benævnelse for steder, spedalske kunne opholde sig og blive behandlet, og senere intermistiske felthospitaler til ”lazaret”. Ud over at indgå i titlen på Dennis Potters sidste tv-serie ”Cold Lazarus”, skrevet mens han selv tabte kampen mod kræften, er Lazarus titel eller navn på adskillige bands, plader, sange, afsnit af eller personer i bog- eller tv- eller tegneserier med en vis slagside i forhold til fantasy og sci-fi, bl.a. Dr. Who, Supernatural, Sanctuary, Star Trek, StarFist Saga(!), Mass Effect (2) og senest Queen of the Tearling og altså også Greg Rucka og Michael Larks Image-serie her.
I de to herrers udgave er en lazarus et reagensglasudviklet, genetisk modificeret og eventuelt ekstraudstyret med implantater samt fra ganske små barnsben opdraget og trænet til nærkamp og våbenbrug stykke menneskeligt militærudstyr. Og vores hovedperson og heltinde Forever Carlyle er netop en sådan lazarus. Hun er ud over at være noget nær personligt uovervindelig og udødelig også øverstbefalende for Carlyle-familiens private vagtværn og ansvarlig for beskyttelsen af familiens interesser og besiddelser. Familien har i denne fremtidsdystopi – hvor verdens absolut rigeste og mest magtfulde håndfuld familier og/eller virksomheder har delt ressourcerne og landområderne mellem sig og regerer over dem som højteknologiske feudalsamfund – kontrol over området fra San Diego ved Californiens sydkyst til Mississippi-flodens udspring i det nordøstlige USA.
Af en to meter høj, timeglasformet og organisk rullemarie med hestehale og et samuraisværd at være er Forever faktisk rimelig retskaffen og sympatisk, og som læser kan man sagtens følge og føle med hende i bestræbelserne på at opretholde en vis form for lov og orden og sikre sin familie og dens territorie mod forbryderbander, frihedskæmpere og ikke videre venligt stemte nabofeudalherrer. Hun er ikke uden samvittighedskvaler over, at dette indebærer drab på mennesker, der er nødsaget til at stjæle for at overleve, fordi de ikke er ansat af en Carlyle-corporation, hvilket er det samme som ikke at være ansat nogen steder og dermed overladt til den bytte- og naturalieøkonomi, der er det eneste de facto-eksisterende alternativ, da familien ejer stort set alt, enten direkte eller via kontrakter om udbyttedeling fx med mindre landbrug mod anvendelse af såsæd og landbrugsmaskiner.
Som et fremtrædende sekundært spor i fortællingen følger vi et lille landbrugssamfund. En håndfuld menneskers sammen- og opbrud, da de efter en oversvømmelse vælger at forlade deres jorder, som viser sig for dyre at genetablere på carlyleske kontraktvilkår, og søge mod det nærmeste lift i Denver. ”The lift” er, hvor de uformuende og -mående masser underkaster sig en omfattende fysisk og mental screeningsprocedure, der skal afgøre, om de har potentialet til at udfylde en funktion for familien. Og den tusindtallige, motorvejsudfyldende så langt øjet rækker, procession af desperate mennesker og de menneskelige gribbe, der sværmer omkring den og ernæres af desperation og armod, nonneordner i mobilhomes omdannet til skadestuer, ruffere i skolebusser ompimpet til rullende bordeller, ridende landevejsrøvere og det, der er værre, på vej mod at blive vejet og forhåbentlig, om end ikke sandsynligt, ikke fundet for let til at blive løftet ud af deres udsigtsløse tilværelse, er det enkeltstående stærkeste billede i Lazarus, og ”the lift” symboliserer ligeledes det suverænt mest skræmmende ved samfundsindretningen.
For Carlyle-familien tvinger ikke nogen til noget. De indgår ansættelsesaftaler, kontrakter, og en del af den kontrakt er så at underkaste sig deres sikkerhedspersonales kontrol og eventuelle (døds)dom. Men det er formelt en frivillig aftale mellem to parter, som bare kunne lade være med at indgå den. Lige som de heller ikke med magt fordriver de små landmænd fra deres ejendom, men tilbyder varer og ydelser til en bestemt pris, som man jo så bare, igen formelt på helt frivillige aftalevilkår, kan til- eller fravælge, som man vil. De anvender kun magt for at beskytte deres egen ejendom, der ganske vist er omfattende, mod tyveri, hærværk, sabotage og deres egne og medarbejderes liv mod fx terrorister med sprængstof spændt fast til kroppen. Der udøves ikke nogen aktiv undertrykkelse af nogen, og det står de såkaldt ”undertrykte” frit for – så længe de blot respekterer den private ejendomsret og ikke tager eller bruger noget, der tilhører familien, uden at betale den fastsatte pris for det – at starte deres eget, bygge deres egne boliger, butikker, virksomheder, samfund. Af udbrændte bliktønder og bøjede søm.
Hvis fremtidsdystopier skal bedømmes på deres evne til at konkretisere vores værste og mest bekymrede fremskrivninger af tidens tendenser, så rammer Rucka og Lark postfinanskrisens debat om stigende ulighed og 1 % og Thomas Pikkety pænt på sømhovedet. Det er omtrent samme strømning, Suzanne Collins tilfældigvis fik revet Hunger Games med af, og som film som Elysium fx også forsøger at besejle, men Greg Rucka gør det bare bedre. Vi skal acceptere, at man om 20-30 år kan frembringe overmennesker som Forever, because … science, men bliver derudover ikke talt ned til med fjollede forklaringer, andet end at hvide kitler og laboratorier altså er involveret. Og vi må også slutte, at disse lazarussere er svære og bekostelige at frembringe, da Forever kun møder en enkelt af sin egen slags (han er også en af de mere sympatiske figurer i serien) i løbet af de første to trades, da hun forhandler på vegne af Carlyle-familien med dens mexicanske pendant. Hun skal selvfølgelig etableres som badass, men det gøres med dertil nødvendige scener og virkemidler, og så vades der ikke yderligere rundt i blodsudgydelser og badasseri. I det hele taget vælger Rucka den minimalistiske og som regel rigtige løsning til at fortælle det, han gerne vil.
Fremtiden ligner nutiden, bortset fra på punkter, hvor det er dramaturgisk relevant, at den ikke ligner nutiden, og ikke en eneste hvid paryk er pludselig på mode igen. Det tjener et dramaturgisk formål, at de sultende eller de oprørere, som Forever bekæmper, ikke er ubetingede ofre, men det er samtidigt realistisk, at man skal være lidt fanatisk og villig til at gøre hvad som helst, hvis man skal sætte sig op mod en så overvældende overmagt som Carlyle-familien, og at grupper af sultne, hjem- og håbløse unge mænd ikke altid er søde og rare. Der bliver ikke gjort grædende børn og heroiske fattige af de undertrykte, lige som der heller ikke bliver gjort komplette monstre af Forevers familie. De er på sin vis monstre, men de skildres også som individer med hver deres personligheder, bevæggrunde og mål, selv de værste af dem. Fraregnet deres ekstraordinære vilkår fremstår de som en rigtig familie med en sådans stridigheder, interne splid og rivalisering. Og Forever er selv et afgørende stridspunkt uden at vide hvorfor.
Hele finten ved fortællingen, som afsløres helt fra starten, hvorfor der heller ikke er noget forgjort i at nævne den her, er nemlig, at Carlyle Sr., enkemand og far til fire, har ladet hende tro, at hun er hans femte barn for at sikre sin dødbringende vagthunds uforbeholdne loyalitet over for familien. De fire ”søskende” ved det, men behandler hende (næsten) som en af deres, fordi det er nødvendigt for hendes følelsesmæssige tilknytning til familien, (og fordi de er er hunderæd for deres far,) men det er skuespil, som forstummer, så snart Forever forlader lokalet. Mest usympatisk og kynisk selvfølgelig spillet af Senior, der har brugt denne kunstigt fremstillede datters naturlige behov for kærlighed og anerkendelse som belønningsmekanisme i hendes helt fra ganske lille piges uddannelse til den våben- og kampsports- og militæroperations-specialist, hun er blevet, men han respekterer hende af den grund også og stoler mere på hende end sine biologiske børn, og dermed er der et reelt dilemma forbundet med deres uundgåelige opgør. Det er der heller ikke noget forgjort i at afsløre, da det så indlysende er mod et sådant, at “Lazurus“ som fortælling bevæger sig. Det er blot et spørgsmål om, hvor mange trades vi skal igennem, hvor megen menneskelig fornedrelse, lidelse og uretfærdighed læseren sammen med Forever skal bevidne som led i set-up’et af lænkehundens bliven bevidst om sin egen rolle og venden sig snerrende mod sin egen herre i det så meget desto mere forløsende pay-off, som Rucka virker så rigeligt rutineret til at udskyde og bygge op til som et skybrud i Atacama-ørkenen.
Greg Ruckas (uden for tegneseriescenen også vel- og anerkendt for sin romankrimiserie om bodyguarden Atticus Kodiak) manuskript udmøntes uden større ståhej og armbevægelser i Michael Larks (“Batman”, “Daredevil“ og Bendis’ “The Pulse”) fotoreferencetunge, men ordentlige og mindst lige så udtalte no-BS-billedside, der understøtter historien og stemningen i serien prunk- og farveladeløst. Ingen af dem er videre spektakulære eller bemærkelsesværdigt originale i deres respektive bidrag, og det er i dette tilfælde en fordel. Lazarus fremstår afmålt og velovervejet og fokuseret på at fremføre sin centrale fortælling overbevisende og realistisk helt ned i de detaljer, som stort set ingen bemærker. Fx at den landinspektør, der fungerer som lokale Carlyle-repræsentant over for vores lille flok udvalgte farmers, ikke er fremstillet som et småligt røvhul, selv om det ville være så nemt at forfalde til at personificere samfundssystemets grundlæggende urimelighed netop i den situation, men som en helt almindelig og rigtig person, der på ingen måde hygger sig med at tvinge folk til at gå fra hus og hjem. Og han har selvfølgelig også det nødvendige udstyr til at passe sit arbejde, herunder et par langbenede røjsere som han husker at få på og spændt fast i bæltet, når han tager ud til et område, der for nylig har været oversømmet. Og det selv om han kun ses i fuld figur i en enkelt rude og det på så forholdsvis lang afstand, at det er så tæt på overflødigt overhovedet at spilde tid på at tænke på, skrive om og tegne særlige benklæder til ham, at forskellen ikke kan ses med det blotte øje.
Og det er derfor, det er så fedt, at Rucka og Lark gider at gøre det alligevel. Det er derfor, Lazurus er så god en sci-fi-serie, som lykkes at undgå de mange mulige fejltrin, der ville sende den rutsjende ned i den voldgravbrede grøft af utallige grunde til ikke at kunne tage den alvorligt, som omgiver den ganske smalle sti, man forsigtigt kan balancere sig fremad mod Forevers kulminerende og forhåbentlig, samfundsomvæltende familie- og faderopgør. Undertegnede er i hvert fald indtil videre helt tryg ved at holde Rucka og Lark i hånden hele vejen dertil.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Lazarus, One/Two
Tegner og forfatter: Greg Rucka & Michael Lark
Forlag: Image Comics
Udstyr: Softcover, farver, ca. 100 sider
Vejledende pris: kr. 80,-
ISBN: 978-1607-068-099/716
Udgivelsesår: 2013-14
Del på
