Familien står for skud i Adrians Tomines “Killing and Dying”. Trods titlen er den alt andet end højdramatisk, og det er hele pointen.
Det første, der springer i øjnene ved den japansk-amerikanske anmelderdarling Adrian Tomines seneste samling fortællinger, er at her er der kælet for alle de grafiske detaljer. Et transparent plasticomslag lader titlen svæve over forsideillustrationen, der som i mange af historier inde på siderne skildrer den solrige, om end kedelige side af USA. Der er ikke noget grandiost over tankstationer og enkelte spredte etagebyggerier, men man får fornemmelsen af, at en historie godt kunne finde sted her.
Og sådan er det med de historier, man finder, når man åbner “Killing and Dying”. Der er i alt seks af dem, og de har alle sammen familiekonstellationer som omdrejningspunkt. Måder at være og hænge sammen på, inklusive alle de facetter, der opstår i en helt almindelig hverdag. Alle seks historier skildrer nedbrydning og genopbygning, på godt og ondt, og det at såre og hjælpe sine nærmeste er et gennemgående tema. Og selvom historierne er helt nede på jorden, så er forholdet mellem mennesker et emne, der er næsten umuligt at udtømme, hvis man ved, hvordan man skal bruge det. Og Tomine ved hvordan.
Man fornemmer, at hele ”Killing and Dying” finder sted i USA, et sted hvor sporadiske palmer møder støvede asfaltveje og pæne plæner. Et vissent og varmt sted. Men man kan ikke være sikker, for omgivelserne er langt fra det vigtigste i de seks historier. De er faktisk temmelig prosaiske; spredte parcelhuse eller et strejf af støvet storby. Man føler, man har været der før, men kun for at komme fra ét sted til et andet. Disse steder er mellemsteder, og her er scenen sat for Tomines fortællinger. Baggrundene falder i baggrunden og karaktererne får lov at falde i ét med dem, når de skal, eller stå frem, når det giver mening.
Hver af de seks historier i ”Killing and Dying” har sit eget kendetegn; sin egen stil, sit eget grid, sin egen måde at drive historien fremad på. Ikke nogen radikale visuelle forskelle, forstås, for radikale forskelle i det hele taget er nærmest umulige at finde i “Killing and Dying”, men små variationer af Tomines egen stil. Tegnestilen beholder altid en ren og sikker streg, med nedtonede (eller slet ingen) farver, så det føles som en enkelt tegners værk. Man kan mærke indflydelsen fra Hernandez-brødrenes ”Love and Rockets” og gamle striber som ”Radiserne”, og i de farvelagte sider mærker man også et strejf af Chris Ware eller bølgen, han rider på. Stilen holder sig med andre ord altid til den lidt cartoony side af realismen og det gør den gennem alle seks historier, i varierende grad.
Nok er Tomine stilsikker, men han er ikke bleg for at flytte rundt på de små detaljer, der kan ændre en histories smag markant: han bruger et gammeldags avisstribelayout til én historie (med tilhørende overspillede følelser og en tragikomisk konklusion), et 20 panel-grid til en anden (så man virkelig får lov at mærke tiden snegle sig ubønhørligt fremad for en familie, der ikke har noget at glæde sig til), en tredje bliver behandlet en anelse mere råt med penselstrøg og uden panelrammer, og sådan bliver det ved. Man mærker virkelig, hvordan der er tænkt over hvert eneste mærke på papiret og hver eneste visuelle reference og virkemiddel, og man føler sig aldrig efterladt i Tomines jungle af paneler og ord. Selvom der er mange ord.
Tomine er rigtig glad for at underspille og underfortælle. I “Killing and Dying” er det mindst lige så vigtigt, hvad vi ikke ser, som hvad vi ser. Scener skifter brat, brudstykker af samtaler bliver skåret væk og i én af historierne ser vi sågar ikke en eneste karakter, men må forlade os på paneler fulde af steder, ting og tekst.
Det burde have været forvirrende, og jeg forestiller mig, at det også er noget der tager tid, øvelse og planlægning at få til at fungere på den rigtige måde. Tomine kunne have tabt sin læser ved hvert eneste sving, men det gør han ikke. Bevares, der var et par enkelte steder, hvor jeg måtte bladre bagud og genlæse, men langt det meste af tiden følte jeg mig i stedet som en slags detektiv, i gang med at samle puslespillet om alt det usagte i Tomines menneskers liv!
Man bliver interesseret og man bliver revet med af den stille, ikke-medrivende tilværelse: Man græmmes, fordi det er meningen, at et avisstribeformat skal skildre sjov og hyggelig satire, ikke vise hvordan en mands besættelse af sit nye kunstprojekt er ved at ødelægge hans forhold til konen og datteren. Man sidder med mild gru, når et andet forhold begynder at vise tegn på at blive småvoldeligt, altså imellem de gode stunder og søde ord. Man vil Tomines folk det bedste, slet og ret, men man får kun lov at observere dem begå fejl og gøre deres bedste for at rette dem.
Men her kommer så den eneste lille anke, for mange af de ting, jeg her snakket om, handler om elementer af tegneseriemediet, der er ikke så lidt nørdede. Tomine har fantastisk godt styr på det underspillede og det subtile, men det betyder også, at hans læser bliver nødt til at kunne lægge mærke til ting som stilskift, sceneskift, grafisk design, font og panellayout og hvordan hver eneste af de elementer fungerer fortælleteknisk, for at få det fulde udbytte og sidde og klappe i sine små læserhænder. Og det kan sagtens betyde, tænker jeg, at “Killing and Dying” ryger henover hovedet på nye læsere eller dem, der er ude af træning. Det er en mindre ting, men vigtigt at tænke over, hvis man gerne vil række den videre til ens ikke-tegneseriegarvede venner.
Alt i alt er “Killing and Dying” et utrolig succesfuldt kig ind ad nøglehullet: uden skyggen af store armbevægelser følger vi læsere Tomines karakterer langs en flig af deres liv og får lov til at se deres bedste og deres værste. Deres bedste er ikke altid ret godt. Deres værste er ikke altid så slemt. Men de er altid genkendelige som mennesker, der gør hvad de kan i en usikker verden, ligesom os selv.
Vi bliver ikke revet med på en storslået tur; vi får et kort stukket i hånden og får selv lov til at finde vej gennem panelerne.
Tillykke med Pingprisen, Adrian Tomine. Den er, efter min mening, velfortjent.
Karakter: 6/6
Værkets titel: Killing and Dying
Forlag: Drawn and Quarterly
Forfatter/tegner: Adrian Tomine
Farve og form: Hard cover, farve
Sidetal: 128 sider
Vejledende pris: $22.95 (ca. 150 kr.)
ISBN: 978-0-571-32514-6