Når hedninge og kristne – far og søn – mødes højt mod nord er der lagt i den grafiske brændeovn til et blodigt opgør.
Vikingehøvdingen Erik den Rødes koloni på Grønland har efter to årtier i de ikke altid venlige naturomgivelser, som den store ø mod nord har at byde på, nået et bristepunkt. Det lille samfund holdes sammen dels af den gamle asatro men i særdeleshed af Erik den Rødes markante tilstedeværelse.
Han er tvunget i eksil efter blodige nabostridigheder i Island, og har i relativ ro og fred kunnet regere over sin koloni i Grønland uden indblanding fra hverken konger eller kirken. Men det ændrer sig, da hans yngste søn Leif den Lykkelige vender tilbage fra Norge. Ikke blot konverteret til den nye kristne tro, men også ledsaget af præsten Thangbran.
Det er meget tydeligt, at der under Søren Mosdals vikingeepos ligger et stort forudgående researcharbejde. En grundlæggende indsats for at holde godt fast i de historiske fakta, som så ikke får lov at udmønte sig i en udmattende historietime eller alenlange scener kvalt i dialog. I stedet bruger Mosdal sin research til at formidle en stemning og figurer, som virker meget troværdige i sammenhængen.
Leifs ankomst til kolonien skubber til den politiske og sociale balance, og præsten Thangbran lader ikke Erik den Røde meget tilbage, hvad angår brutale argumenter. Men det er ikke den direkte og blodige konflikt, som slider og flår i historiens figurer, men i højere grad jalousi, mistro og rænkespil – som når Erik den Røde prøver at spille en lokal røverbande og de nyligt kristne ud mod hinanden.
Søren Mosdal blander undervejs fortællingens mere faktuelle begivenheder med figurernes opfattelse af asatroen og de nordiske guders indblanding i deres liv og gøremål. På den måde får Fimbulvinter et overnaturligt sideforløb med sort magi og dæmoner, som Mosdal lader være op til læseren at tolke mere eller mindre ind i historien – det er et åbent spørgsmål om det magiske er tilstede eller blot vrangforestillinger.
De samme kvaliteter forplanter sig i Mosdals streg og farvelægning, der er hård, kantet og til tider ubarmhjertig overfor såvel figurer som læser. Sjældent har en økse plantet i et kranie virket så brutal, som de adskillige gange det sker i løbet af de 136 sider, og det er en flok endda meget vejrbidte vikinger, der bor højt mod nord.
Mosdal serverer imidlertid ikke noget på et grafisk sølvfad, men kræver af sine læsere, at de er parat til selv at lægge til og fra for at få fortællingen til at give mening – til tider i en grad hvor hensynet til æstetik lader formidlingen i stikken, og det bliver rigelig uklart hvem der gør og siger hvad til hvem og hvornår. Men i hovedparten er der et flow gennem albummet, som er ligetil at følge.
Ambitionsniveauet i Fimbulvinter er højt, og det er forfriskende at se Søren Mosdal tilgå den meget nordiske fortælling på en facon, der er helt hans egen. Det er den tydligt personlige stemme i måden at fortælle og tegne på, som gør Fimbulvinter til et væsentligt dansk tegneserieværk.
Karakter: 4/5
Titel: Fimbulvinter
Forfatter/tegner: Søren Glosimodt Mosdal
Forlag: Aben maler
Form: 136 sider, hardcover, farver
Pris: 290 kr.
ISBN: 9788792246639
Del på
