Verden er ikke, som vi tror. Slet ikke. Men selv når dæmoner går frit rundt blandt os og sadistiske kultledere ofrer uskyldige, skal smukke kvinder stadig reddes – koste hvad det koste vil. Fatale er oversat til dansk, og så flyder blodet.
Det starter det eneste sted en god noir kan starte: på en kirkegård i silende regnvejr. Det er den excentriske forfatter Dominic H. Raines, der lægges i graven denne regnfulde eftermiddag i 2011, og for den kantede Nicolas Lash skal hans gudfars død vise sig at få langt større konsekvenser end som så. For bedst som han står og funderer over de mærkelige symboler, der pryder gravstenen, dukker en mystisk, smuk og ung kvinde op bag ham, og derfra går det rigtig hurtigt rigtig stærkt. Nicolas er øjeblikkeligt blevet stormende forelsket, og det kan hverken den følgende nats skuddueller, biljagt, flystyrt eller resulterende benamputation ændre på. Nicolas er prisgivet.
Så er vi ligesom i gang, og Ed Brubaker og Sean Phillips, der er ophavsmændene bag de nyligt oversatte Fatale-album, har således fanget læseren i et jerngreb af lige dele mystik, action og smukke, mørke tegninger. Sean Phillips’ stemningsmættede billeder understøtter på fornem vis historiens dystre og knugende stemning. De mørke skygger, der lurer overalt i såvel baggrund som ansigter, er dybe nok til at skjule alverdens monstre og dæmoner, og det er i høj grad med til at gøre Fatales univers fængende. Stilen bringer samtidig mindelser til tidligere tiders detektivserier, og meget passende foregår største del af bind 1 i 1950’ernes San Francisco.
For den mystiske Jo har slået sine folder i de mørkere afkroge af samfundet, længe inden hun i 2011 overrasker Nicolas til en begravelse. Jo ligner sig selv i 1956, og vi får her de første anelser om at Jo er mere og andet end bare en køn, ung kvinde. Den mistanke styrkes af, at en fordækt kult med skumle motiver vil gøre næsten alt for at få fat i hende, og at ellers gode mænd rask væk kaster liv, lemmer og moral over bord i hovedkuls forsøg på at imponere hende.
En usikker skæbne
Tingene er i sandhed spegede, og i løbet af de tre bind, der foreløbig er oversat til dansk, følger vi Jo i hendes desperate flugt fra en mystisk kult, der dækker over andet og mere end vilde fester og sexorgier. H. P. Lovecraft og dennes Chtulu har tydeligvis ikke levet forgæves, når man ser, hvad der gemmer sig under kutten på de hjernevaskede kultmedlemmer. Så det er ganske forståeligt, at Jo går til yderligheder for at undslippe kulten, dennes uhyggelige leder og en skæbne ”der er langt værre end døden”.
Hvad sådan en skæbne måtte indebære, kommer vi dog desværre ikke så meget nærmere i nogle af de første tre bind. Så selvom Fatale sine steder hamrer afsted i et hæsblæsende tempo udfolder den større, bagvedliggende historie sig temmelig langsomt. Og det er en af seriens største udfordringer.
Specielt de to første bind er nemlig klart bedst, når tingene går stærkt og blodet fra uskyldige ofre og pupilløse munke flyder i stride strømme. Desværre fungerer de mere langsomme passager, hvor hovedpersonerne får tid til refleksion og udvikling, ikke nær så godt. Langt inde i andet bind sad jeg tilbage med en fornemmelse af ikke at kunne kende de skiftende mandlige følgesvende fra hinanden. Jo, bevares, de ser da forskellige ud og Phillips’ tegninger er flotte. Men mændenes personligheder bliver sjældent meget dybere end en semi-moralsk mand med hjertet på rette sted og begæret helt fremme i buksen. Man bliver derfor heller ikke særlig påvirket, når endnu én efterlades død og lemlæstet i Jo’s kølvand efter forgæves at have forsøgt at redde hende fra sin grusomme skæbne.
Men hvad så med Jo – denne uafrystelige forførerske og historiens evigt unge omdrejningspunkt, hvorom alting kredser? Tja, desværre lider Jo’s karakterudvikling lidt samme skæbne som sine mange mandlige følgesvende og bliver sjældent meget dybere end den stærke, men grundlæggende stakkels kvinde, der ikke kan styre sin magt over mændene og trods de bedste intentioner ender i problemer gang på gang.
Så selvom man intuitivt gerne vil holde med Jo, bliver problemet hurtigt, at vi aldrig rigtig får en fornemmelse for, hvad det er, hun gerne vil. Ja, hun er på flugt, og kultisterne vil, hvis de får fat i hende, gøre umenneskelige ting ved hende. Men bortset fra dén noget vage beskrivelse, kommer vi ikke sagen meget nærmere, hvilket gør det en lille smule svært at holde med eller af den mystiske Jo. De mange, og nogle gange lidt fortænkte, lag af mystik blokerer for, at Jo’s karakter får plads til at udvikle sig til andet end en lidt karikeret femme fatale, der trods sin egen styrke og overnaturlige evner, stadig helst bare vil have en mand til at beskytte sig.
Rod bag kulissen
Samtidig bidrager nogle forstyrrende detaljer til at gøre det i forvejen knudrede plot svært at følge. De mange fortællende og forklarende tekstbokse skifter løbende ophavsmand, men langt størstedelen af tiden står det ikke klart, hvem fortælleren er. Derudover sker der nogle ret sporadiske skift i brugen af datid og nutid i tekstboksene, og sammen med en overdreven brug af fremhævede ord bidrager det til at forstyrre den flydende fortælling. Om dette er et resultat af en fejl i oversættelsen eller et misforstået fortælleteknisk greb i originalen er svært at sige, men resultatet er det samme: man ryger som læser ud af historien og bliver akavet opmærksom på den nu ikke længere skjulte fortæller.
De fleste af disse problemer bliver der rådet lidt bod på i bind 3, hvor vi får et glimt af nogle af Jo’s forgængere, der ligesom Jo har været jaget vildt af misundelige og magtbegærlige mænd. Hekseafbrændinger, flere hemmelige kulte og de første bipersoner med mere helstøbte personligheder binder fire mindre historier om Jo, Bonnie og Mathilda sammen fra Frankrig i år 1286 til nutidens USA. Og underligt nok virker netop dét på mange måder bedre end de længere historier i de to første bind. Uhyggen og mystikken virker mindre forceret og historierne og figurerne får bedre plads til at udvikle sig. Man bliver oprigtigt interesseret i at finde ud af hvem – eller rettere hvad – denne Jo er.
Overordnet set giver de tre første bind af Fatale et indtryk af en ganske solid serie, der kan være både medrivende og engagerende, men som desværre lidt taber pusten til flade figurer, en unødigt kringlet tidslinje og forvirrende småfejl. Det ændrer dog ikke ved, at historien er interessant, og at uhyggen i perioder er til at tage at føle på. Samtidig understøtter tegnestilen både plot og stemning formidabelt. Fatale sniger sig dermed lige op på 4 stjerner, og hvis de kommende bind følger op på de gode takter fra tredje bind, kan det blive endnu bedre.
Titel: Fatale vol. 1-3
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Ed Brubaker/Sean Phillips
Forlag: G. Floy Studio
Form: 144 sider, hardcover
Vejl. pris: 178,-
ISBN: 978-87-91630-94-1
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
Del på
