Skaberen bag den religionssatiriske tegneserie “Jesus og Mo” vil gerne være anonym. Det vil det danske forlag også. Men præcis HVOR farlig er den tegneserie egentlig? Nummer9 har inviteret teolog og præst Henriette Knudsen til at anmelde stribesamlingen.
Et sted i en ikke nærmere defineret provinsby tuller to skæggede fyre rundt. Den ene ligner en hippie med et mærkeligt hårbånd, den anden er en tyk, lille, hidsig araber. Faktisk kunne de godt minde lidt om vor herre og frelser, Jesus Kristus, og profeten Muhammed, men udover at den ene er kristen, den anden muslim ophører dermed enhver lighed med de to religionsstiftere (Ok, Jesus stiftede rent faktisk ikke en religion, men lad det nu ligge).
Scenen er dermed sat for den efterhånden 10 år gamle britiske webcomic ”Jesus and Mo”, der nu udkommer i et lille hæfte på dansk med de bedste striber. På nettet har serien en lille, men trofast skare af følgere.
Tegneren bag striben har valgt at være anonym af hensyn til sin familie, ligesom det danske forlag, der udgiver striben, også har valgt ikke at stå frem.
Bogens højspændte forord minder ganske meget om et manifest til kamp for ytringsfriheden, og i mit stille sind undrede jeg mig over, hvorfor striben skulle være af SÅ stor vigtighed for ytringsfriheden. Muhammedtegninger er der nok af, og jeg husker ikke stribens humor som specielt kontroversiel, da jeg for 4 år siden stiftede et kortvarigt bekendtskab med den på nettet.
”Jesus and Mo” er religionskritisk satire, der fremstiller religionsigangsætterne Jesus og Mo som et par ikke voldsomt intelligente fyre. Dumme, men rare, men dumme. De hygger sig sammen, ser fjernsyn sammen, går i byen sammen, går i seng sammen (som en mand med en mand, og man beholder underbukserne på), og næsten også på toilettet sammen, imens de diskuterer verdens gang, hinandens religion eller bare småfilosoferer over tilværelsen. Indimellem bliver de begge dog sat på plads af den ateistiske bardame, der aldrig bliver tegnet (tegneren siger i et interview, at det er fordi, at han tegner dårligt). Hun vises alene gennem en taleboble og eftersom vi ser gennem hendes øjne, bliver hendes stemme betragterens stemme.
Jeg kan ikke finde ud af om bogen er sjov eller ej. En af grundene skal helt sikkert findes i, at mens en stribe om ugen er en fin dosis, så er en bog overload. Jeg læste bogen første gang om aftenen, inden jeg skulle sove, og den var et glimrende sovemiddel – det er begrænset hvor sjov knap 100 variationer over samme vittighed er.
Jeg læste den igen, og grundigere dagen efter, da jeg var vågen, og selvom jeg ikke faldt i søvn, så holdt mit indtryk sig fra aftenen før. Man skal ikke regne med at grine på den lårklaskende måde, men den har afgjort sine sjove momenter. F.eks. læser Jesus og Mo hinandens hellige bøger og undrer sig over, at man kan tro på den slags pladder. Et andet sted forsøger de at overbyde hinanden i, hvem der kan fremvise det værste helvede. Der er også en del lokumshumor, bogstaveligt talt. Det er sødt og sjovt, men det får ingen op af stolen.
I bogens introduktion skriver udgiveren, at satirens mål ikke er hån, men at lægge op til en ”problematisering af de logiske brister, der gennemsyrer den religiøse forestillingsverden”. I denne formulering mere end aner man en afstandtagen til religion og al dens gerninger og al dens væsen og dermed en vis forudindtagethed. Et sted siger Mo, at skal man gøre grin med et emne, skal man sørge for at sætte sig godt ind i det. Så sandt og stribens tegner har også sat sig ind i sit emne. Desværre tror jeg, at han har læst mere Richard Dawkins og Christopher Hitchens, end han har læst Biblen og Koranen, for de forhold, som han kritiserer religionen for lyder desværre som et ekko af ”Illusionen om Gud” og ”Hvorfor Gud ikke er stor”. Det er simpelthen for let og for billigt at sætte naturvidenskaben og religion op som to modpoler, for ”Jesus og Mo” får ikke taget religionen ordentligt ved vingebenet, og satiren bliver tyndbenet og ensformig. Religionskritik må der til, for uden den kan religionen ikke udvikle sig. Uden religionskritik, ingen sekularisering. Uden religionskritik, ingen dansk-lutheransk folkekirke. Uden religionskritik, ingen kvindelige præster. Uden religionskritik, ingen homovielser. Og dette er endda kun i dansk kontekst. På verdensplan har kristendommen gennemgået uendeligt mange transformationer for at følge med tiden. Somme tider nølende, humpende og modvilligt, men den kommer gradvist med. Min primære indvending hos ”Jesus og Mo” bliver derfor, at den religionskritik, som fremsættes i serien, allerede er fremsat. Det blev den af Marx i 1844, og siden da er religionskritikken kommet meget videre, så hvorfor roder forfatteren stadig rundt i Naturvidenskab vs Religion og Oplysthed vs Formørket middelaldermentalitet?
Måske fordi det ER svært at pakke sin hjerne rundt om, hvad andre folk tror på, hvad enten man er ateist eller troende.
Ærligt talt kunne jeg også unde Jesus og Mo at få skovlen under hende Bardamen bare en enkelt gang, og det ville i det hele taget klæde striben også at lave sjov med ateismen i stedet for kun at bruge den til at udstille sine to hovedpersoners dobbeltmoral og hykleri mod den ateistiske Bardames retoriske og moralske overlegenhed.
”Jesus og Mo” fungerer dog fint. Den er sød og underfundig, men ikke over stregen, og i forhold til fx Jyllandspostens tegninger og Charlie Hebdo er den decideret høflig og venlig. Samtidig tegner den et fint samtidsbillede af, hvad der rører sig. Det kontroversielle aspekt består dog udelukkende i at Mo/Muhammed er afbilledet, hvilket i visse kredse desværre er nok til at rasle med krumsablerne.
Selve striben er meget harmløs, men ikke umorsom, og jeg jublede højlydt, da Bardamen truede Moses med at få klunkerne cuttet af, da han forsøgte sig med ”victim blaming”. For det får den tre stjerner. Skal den have mere, skal ”Jesus og Mo” droppe fløjlshandskerne og den høflighed, der i mine øjne desværre gør den lidt kedelig.
Bogen kan ikke købes i butikkerne, men bestilles enten via den lokale boghandel eller internetboghandel. Man kan også bestille den direkte fra forlaget. I skrivende stund er der udsolgt, men forlaget regner med at der snart er nye på lager.
Henriette Gosvig Knudsen er teolog og præst i Sydslesvig. Hun ved meget om kristendommen og meget lidt om Islam.
Læs i øvrigt Nummer9s interview med den anonyme skaber bag ”Jesus og Mo”.
Karakter: 3/5
Forfatter/tegner: Anonym
Forlag: Anonymt
Farve og form: Sort/hvid
Pris: 168 kroner
ISBN: 978-87-93141-17-9
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark