The Fade-Out, Act I-III
Brubaker og Sean Phillips skildrer Hollywoods guldalder, så man kan mærke fordærvet helt ind i sin sjæl.
Det bliver ikke meget mere noir, end når makkerparret bag Criminal og Fatale kaster sig over efterkrigstidens Hollywood i al dets hooverparanoide, sladderspalteglitrende og alkoholsvedende magtbegær og glamourvælde. Hovedpersonen er en professionelt, privat og moralsk paralyseret manuskriptforfatter, der tvinges til at træde i karakter, da han efter et særlig vådt eftercocktailparty vågner op med et stort, sort hul i hukommelsen sammen med liget af den skuespillerinde, som spiller hovedrollen i filmen, han arbejder på. Det store spørgsmål er, om den karakter, Charlie Parish, som forfatteren hedder, har tilbage, er så skidt, at han ikke formår at hævne Valeria Sommers, som skuespillerinden hedder, og skabe bare en smule retfærdighed i den sump af løgn, fordærv og perversion, Brubaker og Phillips skildrer filmhovedstaden som.
Brubaker, der er højaktuel som en del af holdet bag HBO’s store og indtil videre ganske lovende satsning Westworld, kan sine antihelte til fingerspidserne, og sjældent har de været så sølle, usle og selvoptagede som Parish, der har drukket sit skrivetalent og ægteskab op, knaldet sin bedste vens kone og stukket ham til McCarthys skueproces og som stikker af fra gerningsstedet efter at have tørret overfladerne af for mulige fingeraftryk. Men da studiet dækker over drabet, får det til at se ud som selvmord, ender han med muligheden – og det tyngende ansvar – for at gøre noget rigtigt for første gang i omtrent så lang tid, som han kan huske. Vi er mere med ham end så mange andre, fordi han er så stor en usselryg, og vi derfor så inderligt gerne vil se ham opføre sig som en helt bare denne ene gang.
Det Hollywood, hvor alt og alle på den ene eller anden måde er ejet af filmindustrien, og hvor Hoovers G-men og den italienske mafias made men er de eneste, der ikke hopper og springer for ejerne af de store studier, har Phillips sammen med farvelæggeren Elizabeth Breitweiser og en sikkert særdeles hårdtarbejdende researcher genskabt ned i mindste detalje i tegnet udgave: studierne, barerne, biograferne og bungalowerne fremstår alle fuldstændig overbevisende, stofliggjorte, støjende, stinkende, fugtigvarme. Kulissen er en af hovedpersonerne i krimien, hvis plot isoleret set ikke er det mest komplicerede eller overraskende. Det er bare ikke videre vigtigt i forhold til denne mærkelige verden, en by i englenes by, der på overfladen er så funklende flot, befolket af smukke mennesker, men som lige bag facaden er lige så beskidt, værre, mere ulækker end de fattigste, mexicanske forstæder.
Alle figurerne i The Fade-Out er anløbne, nogle af dem blot mere end andre, men ikke på den der (særlig) karikerede facon; de er mennesker, der rager til sig, fordi ellers ville nogen andre bare gøre det, der passer på sig selv, fordi ingen andre ellers gør det. Den eneste anstændige person er hende, der er død fra tegneseriens begyndelse; dræbt fordi hun er et ordentligt menneske og dermed en bekræftelse af, at den slags er der altså ikke plads til her. Som den mest ubehagelige, men ikke helt umenneskelige, finder vi også ud af, karakter udtrykker det: ”Girls die for nothing. Old men cry about it. The business goes on.” Eller mere direkte, som en af de mindst ubehagelige siger, da Parish fortæller hende om sit renselsesprojekt: ”There are no good guys in real life, Charlie.”
Det er der heller ikke i fiktionen, når Brubaker står som afsender; ingen hvide eller sorte hatte, kun grå og beskidte børe. Men han falder heller ikke som de fleste andre ”mørke” forfattere i den modsatte grøft af manglende medfølelse og indlevelse; det gør ondt at se de her figurer gøre sig selv og andre ondt, fordi de føles som hele mennesker, med fejl og mangler til overmåde, ja, men også med (knuste) drømme og fromme ønsker om noget andet og bedre. Brubaker og Phillips syntes bare at blive bedre, jo længere de samarbejder, og denne tre-akter er et nyt højdepunkt af misantropi og humanisme i paradoksal forening. Og så er den bare fremragende skrevet og tegnet og farvelagt og fortalt; eminent stemningsfuldt og underholdende. Jeg var lige ved at skrive, at det ikke bliver meget bedre, men det gør det måske nok med makkerparrets næste projekt. Indtil da skal man læse The Fade-Out.