Superstjerneforfatteren Scott Snyder har slået sig sammen med den talentfulde tegner Sean Murphy, og sammen har de skabt science fiction-tegneserien ”The Wake”. En stort anlagt maxiserie fra DC Vertigo, der er mere mudret vandpyt end stormfuldt ocean.
Det kører for Scott Snyder. Hans run på Batman sælger som vand i ørkenen, og han er et af de nyeste navne på den amerikanske mainstreams liste over reelle superstjerner. Hans navn sælger tegneserier, og forlagene overlader trygt de største titler i hans varetægt. Hans claim to fame var vampyrsagaen ”American Vampire” hos DC Vertigo, men siden da har han sat sig præg på alt fra ”Swamp Thing” til superhelten over dem alle – Superman. Og så altså Batman, som han havde den nok blandede fornøjelse at overtage efter troldmanden Grant Morrison. DC tror på Scott Snyder, og det er derfor fint, at de også lader ham udgive sine egne creator owned tegneserier (fordi… vi lever i en verden, hvor firmaer ejer alting, så derfor er det nødvendigt med et udtryk i det amerikanske sprog, der gør det tydeligt for læseren, at det rent faktisk er noget så gammeldaws som forfatteren, der ejer rettighederne til værket).
Desværre er ”The Wake” ikke særligt god. Og det på trods af, at den i følge forsiden har vundet en Eisner Award.
Plottet starter simpelt (og klichefyldt). Den kvindelige marinebiolog Lee Archer bliver bedt om at hjælpe regeringen med noget hemmelig forskning. Det viser sig dog, at hun ikke er den eneste forsker, der er blevet inviteret med ombord på den lyssky galej. En række andre Kloge Åger med andre specialer er også blevet hevet med ned i havets dyb. Fordi her er der havfruer.
Ja, der blev sagt havfruer. Eller rettere, havmænd. Væmmelige havmænd med fiskefjæs og skarpe tænder. Serien starter som et noget uinspireret riff på Ridley Scotts mageløse film ”Alien” (men altså under vandet… så ingen kan sagsøge), men skifter tempo, genre og stil midtvejs. Jeg vil ikke sige hvordan. Blot vil jeg afsløre at de allerførste sider i første kapitel af ”The Wake” foregår i en postapokalyptisk fremtid, hvor vandet står højt i storbyens gader. Tænk ”Linda og Valentin – Storbyen Der Druknede” møder ”Mad Max” og… øhm… noget med nogle pirater. Ikke moderne, farlige pirater af den type, som enhver ansat hos Mærsk må ligge søvnløs over, men derimod sådan rigtige Johnny Depp-pirater med klap for øjet og et hårdkogt, men velment ”AAAARRHH” på læben.
Snyder svælger i B-films-klicheer, og det KUNNE sådan set godt være charmerende nok. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg knapt nok kan huske ”The Wakes” persongalleri eller hovedplot ved endt læsning, da den ret rodede historie fortælles helt uden nerve og indlevelse. Det virker som om, at Snyder og Murphy har ladet drengerøvsentusiasmen løbe af med dem. I stedet for at overveje, hvorvidt en kæmpestor, død havmand fyldt med pirater rent faktisk er en god ide, der tjener historien, eller måske blot er en våd tegnerdrøm, der ville gøre sig bedre som pin-up, har de valgt at lade drifterne og legesygen råde. Det kunne sådan set godt have virket, hvis de to tegneserieskabere var gået til projektet med lidt fanden-i-voldsked eller en Grant Morrisonsk ide-vildhed. Det gør de så ikke.
Anden halvdel af ”The Wake” er en af mest rodede tegneserier, jeg længe har læst. Overfyldt, ufokuseret og svulstig. Jeg har faktisk ikke rigtigt nogen anelse om, hvad Snyder har tænkt med historien. Og da slutningen går over i det metafysiske i en stræben efter filosofisk dybde, er jeg altså stået helt af.
Det startede sådan set meget godt. Mangel på originalitet til trods, så er de to første kapitler af ”The Wake” ret appetitvækkende og smækre for alle, der kan lide en god mainstream-science fiction-basker. Jeg kan godt læne mig tilbage og nyde en god B-film/tegneserie. Men Snyders rodebunke tager desværre et voldsomt dyk ned i uklarhedens morads, og så står vi tilbage med et produkt, der er mange favne under middel.
Men hvad så med Sean Murphys tegninger? Han er da en dygtig tegner? Ja, det er han. Og jeg er faktisk rigtigt glad for hans lidt rå streg, der de fleste steder klæder ”The Wake”. Jeg var ret vild med ham i Grant Morrisons ”Joe the Barbarian”, og det er jeg sådan set også her. Men helt frikendes skal han ikke. Der er steder, hvor det sidste billede på en side lægger op til noget meget stort på næste side. Men så bliver dette brag af et plottwist eller overraskelse leveret på et sammenklemt billede, hvilket går voldsomt ud over spændingsopbygningen. Om dette er Murphys evner som visuel fortæller, der halter, eller om Snyders manuskript simpelthen har været for pakket til det begrænsende enkelthæfteformat, som serien oprindeligt er udgivet i, ved jeg ikke. Men det fungerer ikke.
I det store hele er Murphys tegninger dog flotte, stemningsfulde og tegnet i en personlig og let genkendelig streg. Han mestrer sådan set både det klaustrofobiske “Alien”-miljø (lad os kalde en spade for en spade) og de åbne, våde vidder, som han ikke er bleg for at udfolde på flotte dobbeltsideopslag.
Superstjerne eller ej, så har Scott Snyder leveret en fesen omgang, der mere føles som buksevand end en tur på et surfbræt på en tre hundrede meter høj bølge. Jeg tror, at vi lader ”The Wake” gå planken ud… Eisner Award eller ingen Eisner Award.
Karakter: 2/5
Titel: The Wake
Forlag: DC Vertigo
Forfatter: Scott Snyder
Tegner: Sean Murphy
Form: Hardcover i farver, 240 sider
Pris: Cirka 199 kroner
Udgivelsesår: 2014
ISBN: 9781401245238
Udgivelsesland: USA