Internettet er fortid i Brian K. Vaughan og Marcos Martins glimrende cybernoir-tegneserie, The Private Eye. At tegneserien så udelukkende er at finde på selvsamme internet er et nærmest poetisk, kreativt valg. Indtil videre udkommet tre numre ud af i alt tolv.
Hvad hvis alle hemmeligheder på internettet pludselig blev offentligt tilgængelige? Alle passwords, statusopdateringer, hemmelige billeder, filer, bankdetaljer eller korrespondancer? Ifølge den amerikanske succesforfatter Brian K. Vaughan (Saga, Y the Last Man etc.) ville det betyde enden for internettet og starten på en verden, hvor offentligheden ikke findes og selv almindelige mennesker lever bag masker og hemmelige identiteter.
Pressen er det samme som politiet. Paparazzi har overtaget privatdetektivens funktion og opererer ulovligt i informationsfrihedens navn. Vores hovedperson er netop en sådan og er vel det, man kunne kalde en cool costumer. Han har en sej usynlighedsjakke og ryger (lovlige) hashsmøger. Hans navn er enten P.I. (meget subtilt), Patrick Imelleman eller slet og ret Sonny. Kært barn har mange navne i en verden, hvor alt er hemmeligt. Han hyres i bedste Raymond Chandler-stil af en smækker kvinde, der vil have ham til at grave oplysninger frem om… hende selv. Hun vil være helt sikker på at alle hendes hemmeligheder nu også ER hemmelige. Ikke uventet går der hat og briller i denne rutineopgave, og så er P.I. pludselig ude, hvor han ikke kan bunde.
Inspirationerne er ikke svære at spore. Der hænger film noir-plakater på P.I.s kontor, og vi kan også skimte filmplakaten til Blade Runner på et tidspunkt. Men hvor disse historier er mørke og skyggefulde, så er det et noget mere farverigt fremtidsunivers, der møder læseren her. Marcos Martin er mildest talt en fremragende tegner, der efter at have afsonet sin tid som superheltetegner hos både DC og Marvel endelig får lov til at slå sig løs på en serie, han selv er medejer på. Serien er i widescreenformat (nydeligt tilpasset computerskærme og tablets), og Martin finder gang på gang på kreative måder at udnytte det brede format på. Især i en samtalescene, hvor den talendes ansigt er at finde i den ene side af billedet, imens dialogen og en række mindre rammer med detaljer fra omgivelserne spreder sig over den modsatte side af siden. Næste side er en spejling af denne side. Det er smukt tilpasset til formatet, hvor alt er dobbeltopslag. Ligeledes bruges widescreen-formatet til at gøre jagtscener ekstra tempofyldte.
Vaughan har altid været god til at skrive til en tegners styrker, og det farverige, dynamiske mash-up af genkendelig nutid og fremmedartet fremtid er som skabt til Martins streg. Nævnes skal også farvelægger Muntsa Vicente, der er en næsten lige så stor medspiller som forfatteren og tegneren. Hvis man er blandt dem, der ikke kan holde den computeragtige farvelægning i Vaughans anden store serie, Saga, ud (jeg har ikke selv det problem), så kan man ånde lettet ud, da Private Eye har et noget mere analogt udseende (ironisk nok). Martins tegninger er fyldt med ægte, organisk liv. Og de skrigende farver er som skabt til at blive belyst bagfra på en computerskærm eller en tablet.
Nu er det lykkedes mig at skrive en del om The Private Eye uden at nævne måden, hvorpå den bliver distribueret. Og hvad det så med prisen på ris i Kina at gøre, kan man spørge sig selv. Det er vel værket og ikke forlaget, der skal anmeldes her? Men alligevel… For tegneserieskaberne har kastet sig ud i digital selvpublicering igennem hjemmesiden The Panel Syndicate, og man bestemmer selv, hvor meget man vil betale. Derudover er filerne (man kan hente PDFer, CBR eller CBZ-filer) helt fri for DRM-rettigheder. Med andre ord: Vaughan og Martin har valgt at stole fuldstændigt på deres læsere, hvilket måske tilfører historien et ekstra metalag.
The Private Eye måske ikke helt den samme varmblodede hjerteknuser, som Saga er. Men det ville også være lidt malplaceret i en post-post-cyberpunk- historie. Om der er tale om en dystopi, er endnu lidt uvist, da det må være op til den enkelte læser, om det er en bedre eller værre verden, som Vaughan og Martin her har skabt. Måske er det hverken en bedre eller værre fremtid, der skildres, men bare et bud på, hvor vi kunne ende henne. På både godt og ondt.
The Private Eye er en let, underholdende og tempofyldt mainstreamtegneserie tilsat lidt euro-flavour via tegneren. Man skal ikke forvente dybe meditationer over, hvem vi er som mennesker i et digitalt informationssamfund, men i stedet stille sig mere end tilfreds med, at der er tale om en intelligent kioskbasker tilsat en tilpas dosis kløgt og dybde og en stribe oprigtigt originale ideer.
Læs den, før internettet forsvinder.
Karakter: 4/5
Titel: The Private Eye 1-3
Forfatter/tegner: Brian K. Vaughan og Marcos Martin
Forlag: The Panel Syndicate
Farve og form: Farve, digital udgivelse (formater: CBR, CBZ eller PDF)
Sidetal: cirka 30 sider per afsnit
Pris: Pris er op til læseren
ISBN: Intet
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: USA/World Wide Web
Del på
