Tredje samlebind af Frank Madsens og Sussi Bechs humoristiske avisstribe om det litterære (københavner)miljø udkom i efteråret. Nummer 9’s Carsten Fogh Nielsen anmelder.
Det er altid en smule risikabelt at samle og udgive en avisstribe i bogform, særligt hvis der er tale om en humoristisk serie, hvis satiriske brod er rettet mod tidstypiske fænomener og trends. Hvad der en uge fremkalder højlydte grineflip eller måske blot en stille kluklatter, kan allerede den næste uge forekomme tandløst og uddateret.
Tredje samlebind af Eks Libris, Frank Madsens og Sussi Bechs ugentlige satire over fænomener og trends i den litterære verden, undgår ikke dette problem. Serien skildrer bl.a. årets gang i forlagsverdenen, herunder vigtige begivenheder som uddelingen af De Gyldne Lauerbær og Nobelprisen i litteratur, Bogforum og (fordi både Madsen og Bech er velanskrevne navne i tegneseriemiljøet) Copenhagen Comics og oprettelsen af tegnseserieskaberuddannelsen i Viborg. Andre fænomener der tages under behandling i dette bind af Eks Libris er den erotiske litteraturs rennæssance, debatten om Jan Sonnergaards seneste roman og den fortsatte (og tilsyneladende uendelige) diskussion af dansk retsstavning.
Striberne der behandler disse fænomener og begivenheder, havde, på det tidspunkt de oprindeligt blev trykt, en vis underholdningsværdi. Men når man nu, med måneders, i visse tilfælde et helt års, forsinkelse, (gen)læser disse striber, så afføder de for det meste ikke andet end et undertrykt ”høh”.
Den tidstypiske, aktuelle satire i Eks Libris er kort sagt netop det: Tidstypisk og aktuel. Det kan stadig være interessant at genlæse striberne, men først og fremmest som dokumentation af og påmindelse om, hvad der optog forlagsbranchen og det litterære miljø i det forgange år. Dog er skildringen af Jussi Adler-Olsens ”krimifabrik” med den overraskende, afsluttende twist (s. 29) en af albummets sjoveste striber.
Eks Libris har andre virkemidler end den tidstypiske satire. Der gøres også grin med forfatterstereotyper, konflikterne mellem den kommercielt orienterede forlagsbranche og den kunstnerisk orienterede forfatterverden, Madsens og Bechs egne problemer med konstant at komme på nye idéer til Eks Libris, og det bedsteborgerlige forfatterliv i en forstad til København. Disse striber er typisk mere langtidsholdbare end de aktuelle satirestriber, men desværre hæver humoren sig som oftest ikke over det forsigtige fnis.
Bedst fungerer Eks Libris når den lader sine fast tilbagevendende karakterer, den kunstnerisk ambitiøse forfatter Finn Sysholm, forlagsredaktørerne Annika og Lise og ikke mindst Biker-Bjarne plus familie, tage sigte på den danske forlagsverden og det danske litterære miljø. Her blandes genkendelsens glæde med en sine steder præcis pirken til nogle af de ømme punkter på den nutidige danske litteraturscene. Igen er der dog lidt for langt mellem snapsene til, at albummet for alvor kommer op at ringe.
Som Felix Kühn Paulsen bemærkede, i sin anmeldelse af første samlebind af Eks Libris, så vakler serien mellem på den ene side at være rendyrket satire, og på den anden side at være et mere fortløbende humoristisk portræt af Finn, Annika og Lis, Biker-Bjarne etc. Dette er en svær balancegang, og det er langt fra altid den lykkes. Men Madsen og Bech fortjener respekt for at prøve.
Det kan undre lidt, at Eks Libris samlealbummet udkom i september, da der på mange måder er tale om en oplagt mandel- eller julegaveidé til folk med interesse for eller tilknytning til dansk litteratur. Det ikke stor kunst, men mindre kan jo også gøre det.
Eks Libris kan bl.a. købes via forlagets hjemmeside: www.eudor.dk
Karakter: 2/5
Værkets titel: Eks Libris: Jyderne er mægtig flinke – men stille
Forlag: Eudor Comics
Forfatter/tegner: Frank Madsen og Sussi Bech
Farve og form: Softcover, farve
Sidetal: 68 sider (inklusiv fem siders ”bag om serien” ekstramateriale).
Pris: kr. 129,50
ISBN: 978-87-9877-967-4