”Snowpiercer” af Jacques Lob og Jean-Marc Rochette er en gammel sag af en eurotegneserie, men en fint anmeldt og allerede kultdyrket filmatisering har resulteret i en engelsk oversættelse. Bedre sent end aldrig. I hvert fald for bind et.
Verden er gået under og ligger gemt under et lag af is og sne. Luften er så kold, at mennesker fryser til is på få sekunder. Ombord på et enkelt supertog befinder resten af menneskeheden sig, og der er ikke meget håb i vente for passagererne. Tusinde vogne trækker det store lokomotiv bag sig, og i de forreste vogne bor eliten med masser af benplads og komfort, imens pøblen – dem der kom sidst til afgangen på dommens dag – bor som burhøns i deres eget lort i de bagerste vogne. Hvis toget stopper er det slut for menneskeheden, og der hænger i det hele taget en lækker stemning af håbløshed over ”Snowpiercer” (eller ”Le Transperceneige”, hvis man er frankofil).
I langt de fleste fremtidsdystopier med fokus på klasseopdeling er hovedpersonen en slags revolutionær. Men meget lig George Orwells ”1984” er vores hovedperson, Proloff, ikke en frihedskæmper men blot et almindeligt menneske, der forsøger at overleve under ekstreme omstændigheder. Han kommer fra togets røvende, og hans rejse til togets forende er et desperat forsøg på overlevelse. På vejen møder han middelklassekvinden Adeleine, og de rejser videre sammen. Det første binds struktur er som en road movie, hvor de to hovedpersoner bevæger sig igennem forskellige miljøer og møder togets beboere på deres vej. Som læser oplever man livet i toget (eller manglen på samme, vil nogen sige), og håbløsheden hænger i luften fra start til slut. For hvad sker der, når de når frem til lokomotivet? Og hvad sker der, når toget engang går i stykker?
Ideen om toget er på papiret lidt fjollet. Men forfatter Jacques Lob sælger den godt ved hjælp af fin world building og en logisk historie. Rochettes tegninger er, hvad man måske kan kalde ”af klassisk skuffe” i en realistisk og klar streg. Hans største trick er dog miljøskildringen. Toget er ikke højteknologisk og tøjet har vel nærmest været gammeldags allerede dengang i 80erne, hvor tegneserien udkom. I det hele taget ligner den verden, der er tilbage ombord på toget, på mange måder optagelser fra det gamle Østeuropa før Murens fald. Alting er forfaldent, gråt og beskidt. De sort-hvide billeder og fine brug af gråtoner får billedsiden til at fremstå rustik, og i det hele taget er Rochette i dette bind en mester i at tegne en verden, hvor det kun kan gå en vej: Den forkerte.
Det er en fin tegneserie, der uden problemer kan anbefales til folk, der nyder fordærvet, de sort-hvide billeder og dommedagsstemningen i ”The Walking Dead”. Det er altså ikke kun filmatiseringen (med Captain America himself i hovedrollen – Chris Evans), der gør ”Snowpiercer” relevant til udgivelse i dag. Det er simpelthen bare en god og velfortalt tegneserie. Og så er slutningen rigtig fin, og det burde have været nok.
Men det var det så ikke. For selvom Lob døde, så kunne tegneren ikke dy sig. Omkring årtusindeskiftet vendte Rochette således tilbage til ”Snowpiercer”. Denne gang sammen med forfatter Benjamin Legrand. Og det var en dum ide.
Det er svært at redegøre for handlingen i bind 2 og 3 (som i den engelske udgave er samlet i ét tykt bind under titlen ”The Explorers”) uden at afsløre, hvad der sker i bind et, så jeg vil nøjes med at sige, at der er tale om en unødvendig udvidelse af universet, der næsten ødelægger den i etteren så fint opbyggede miniverden. Som sagt er præmissen på grænsen af det fjollede, men hvor etteren var mådeholdende og stramt holdt sig inden for, hvad den kunne bære, så flyder ”The Explorers” ud i alle mulige retninger. Forfatteren har måske ment, at bind et ikke var futuristisk nok. I hvert fald gør han sit yderste for at klemme et sideplot om virtual reality ind i det før så rustikke undergangsunivers. Det er meget fjollet og malplaceret. Derudover er plottet noget mere rodet og usammenhængende, og Legrand har så travlt med at nå i mål, at man aldrig rigtigt lærer personerne at kende.
Men er Rochette så i det mindste ikke stadigvæk grund nok til også at læse bind to? Desværre, nej. Han har lavet et meget markant stilskifte siden bind et, og fred være med det, hvis det havde virket. Men hvor hans streg før var præcis og tydelig, så er den nu skitseagtig og flosset. I bind et så han ud til at være inspireret af Giraud i ”Blueberry”, imens han i bind to tegner mere som Enki Bilal. Og ikke den gode Bilal, men den moderne, grove Bilal, hvis figurer alle ligner hinanden. Og det gør de også her. Det er ofte umuligt at kende forskel på figurerne, og det var ellers en af Rochettes store styrker i bind et. Til sidst i bind to har han åbenbart haft travlt, og så går det helt galt. Det er meget sjusket arbejde, og det er lidt chokerende, at det er den samme tegner, der har tegnet begge bind.
Men hul i det. Det første bind af ”Snowpiercer” er et fuldstændigt selvstændigt værk med en begyndelse, midte og slutning. Så hvis man vil, så KAN man ignorere bind to. Og det er da i hvert fald min anbefaling.
Så køb endelig billet til dette tog, der har retning imod den tilfrosne intethed. Det går kun en vej. Og for læseren er det heldigvis den rette – man skal bare stå af inden endestationen.
Karakter: 4/5
Titel: Snowpiercer vol. 1: The Escape
Forfatter/tegner: Jacques Lob og Jean-Marc Rochette
Forlag: Titan Comics
Farve og form: Sort-hvid, hardcover
Sidetal: 112 sider
Pris: Cirka 120 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2014
ISBN: 978-1782761334
Udgivelsesland: England
Karakter: 2/5
Titel: Snowpiercer vol. 2: The Explorers
Forfatter/tegner: Benjamin Legrand og Jean-Marc Rochette
Forlag: Titan Comics
Farve og form: Sort-hvid, hardcover
Sidetal: 144 sider
Pris: Cirka 150 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2014
ISBN: 978-1782761365
Udgivelsesland: England
Del på
