“Blacksad” er er serie, som det er nemt at holde af. Måske også for nemt. For femte ombæring, Amarillo, antyder, at skaberne heraf måske tager publikums gunst mere for givet, end godt er.
John Blacksad er et funny animal af den mest nydelige slags, man kan forestille sig. Han er en stor, sort kat bortset fra de helt hvide områder på indersiden af hans spidse øren og i ansigtet mellem hans velproportionerede snude og maskulint firskårne kæbeparti. Det jakkesæt, han altid er iført, sidder sådan, som dem, der designer jakkesæt, har set for sig, at de skulle sidde, men som de bare ikke gør på langt størstedelen af dem, der går i jakkesæt, og indikerer diskret en menneskelignende krop, der så rigeligt rummer potentialet til at slå en proper pote, men ikke er for stor og klodset til at reducere dens kattereflekser, på trods af at den eneste form for regelmæssige, fysiske aktivitet af ikke aldeles triviel karakter, man i serien ser den udsat for, er at tænde en cigaret, såfremt altså slagsmål med meget ubehagelige typer og kortvarige affærer med meget smukke kvinder, begge ligeledes med dyreansigter, da ikke medregnes som regelmæssige. Som det sig hør og bør for hårdkogte privatdetektiver i 50’ernes USA. Blacksad er altså et humanoidt kattedyr, der går oprejst og i mennesketøj og bebor en verden meget lig vores, men befolket udelukkende af andre humanoide dyr af forskellige arter og racer, dvs. et zoomorft univers, som i bund og grund er det, serien søger at skildre, hovedpersonen i form af den sympatiske og handlekraftige, men i bund og grund ret intetsigende privatdetektiv, blot vores guide rundt i denne verden.
Antropomorfisme, det at udstyre andet end mennesker og især dyr med menneskelige egenskaber i et eller andet omfang, er en åbenbart evigt fascinerende beskæftigelse for menneskedyret, et nærmest uundgåeligt biprodukt af dets kognitive processer, som i takt med at være blevet drevet ud af de vidende og (ud)dannede voksnes forståelse af verden har fået permanent opholdstilladelse og primært lov til at komme til udtryk i fiktionsfortællinger stilet til børn. Mere end noget andet medie har tegneserien og -filmen taget fænomenet til sig, udforsket og -viklet det og stået som dets fremmeste eksponent i moderne tid, i en sådan grad at de to størrelser fra visse synsvinkler synes næsten vokset sammen. Selvfølgelig med Disney som den mest iøjnefaldende drivkraft i vores del af verden, men langt fra den eneste eller altdominerende, og dækkende over et langt mere varieret og mangfoldigt udtryk end ved første, overfladiske øjekast. Der er meget langt fra Mickey Mouse, som trods umiskendeligt en mus bor i eget hus, går med bukser og holder hund, og til Jerry fra Tom & Jerry, som godt nok også bor i et hus, men ikke hans eget og på en for mus mere forventelig måde, jages af katte og spiser ost (hvad Walt Disney netop ikke ville have, at Mickey gjorde, fordi det var lige lovlig ”muset” efter hans mening), lige som der er langt fra huskatten Tom til Crumbs Fritz the Cat eller Spiegelmans Maus. Der er uendeligt mange muligheder for at lægge det præcise snit mellem graden af menneskelighed og ”dyrelighed” og endda udfordre snittet inden for samme univers, som fx Barks gjorde det i nogle af sine især længere fortællinger at lade ænderne møde så menneskelignende figurer, at man fik en lidt foruroligende fornemmelse af, at de kunne krydse grænsen mellem deres og vores verden. En ide, der er realiseret i spillefilmene Cool World med en ung Brad Pitt eller mere kendt Who framed Roger Rabbit med den just afdøde og helt formidable Bob Hoskins, begge også i rollen som privatdetektiv, helt åbenlyst bygget på fascinationen af et muligt intimt forhold mellem et menneske og en ”toon”. Og en seriestribe som Kevin & Kell, hvori dyrefigurerne er gennemført humanoide, går på arbejde og i skole, bor i parcelhuse og slår græs, men har bevaret deres pladser i fødekæden og helt bogstaveligt risikerer at blive spist af deres zumbainstruktør, hvilket ret indlysende har nogle vidtrækkende konsekvenser for det samfund, de indgår i sammen, demonstrerer, at der stadig er masser at komme efter i at udforske denne grænseflade mellem dyreriget og menneskeverdenen.
Det gør Canales og Guarnido da også et godt stykke hen ad vejen også med Blacksad. Det er visuelt vældigt stimulerende at se det klassiske noir-univers befolket udelukkende af dyr, hvilket langt overvejende skyldes, at Guarnido som tidligere lead-animator på fx Sabor i Tarzan og Helga Sinclair i Atlantis virkelig – virkelig – har styr på den udtryksform. Han kan bare ramme en selv perifer figur som den tilfældige mand, der taber sin pung i lufthavnen i New Orleans og efter at have fået den igen af Blacksad beder ham om at køre sin Cadillac Eldorado hjem til Tulsa, helt rent – en firskåren tyr, lyst jakkesæt, matchende vest og hat, cigar, bum, så ved vi, at figuren er en velhavende forretningsmand fra omegnen af Texas, sikkert indehaver af en større ranch eller noget i den retning. Det er sjældent subtilt, men det er effektivt, og man mærker tydeligt tegnerens 10.000 plus timers trællen for Disney-koncernen. De tidligere afsnit i serien har anlagt formen på forskellige miljøer og tendenser i efterkrigstidens USA – det nådesløse New York, der selvfølgelig er privatdetektivens hjemby, i Et sted i skyggerne, de tidligere industriforstæders forfald til arbejdsløshed, racisme og indavl i Artic Nation, McCarthyismens moralske udrensning blandt kunstnere, intellektuelle og immigranter i Rød sjæl samt det svedige opkog af Mardi Gras, musik, stoffer og voodooovertro, der efterlod vores helt i jazzens fødeby i Infernalsk stilhed. Denne gang er det så den støvede ende af bibelbæltet og tidens beat-poeter, der står for tur. Amarillo er navnet på den by i Texas, hvor de to omrejsende digtere Abraham Greenberg og Chad Lowell, alias Allan Ginsberg og Jack Kerouac, er på vej for at besøge deres ven Billy Sorrows, alias William S. Burroughs. Da deres bil bryder sammen, stjæler de den, som Blacksad har lovet at køre hjem for rancheren, hvorfor han er nødt til at optage forfølgelsen og dermed inddrage læseren i beatgenerationens selvdestruktive opgør med gældende samfundsnormer og konservative værdier.
Eller det kunne det have været anledning til, men her bliver beatgenerationens fremmeste skikkelsers dannelsesrejser blot brugt som tilfældigt afsæt for en omgang ramasjang og roadmovie-menneskejagt. Canales har også i de tidligere albums haft en tendens til at behandle tematikken en smule gimmick-agtigt, men i Amarillo bliver det for tydeligt, at forfatteren overhovedet ikke interesserer sig for beatbevægelsen, ikke vil fortælle os noget om dem eller den tid, den var en del af og stod i modsætning til. Kerouac-figuren Lowell, som er plottets primære omdrejningspunkt, er en alt for skabelonskåret pæn og ordentlig ung mand, dvs. løve, til at være en del af den bevægelse og venner med så outrerede typer som Ginsberg og Burroughs, her reduceret til et par patetisk-rebelske bodegabøller, og de omstændigheder, der sender ham på flugt fra både myndigheder og skumle personager, foruden Blacksad, mens hans status som utvetydigt reel og troskyldig forbliver intakt, såvel som hans runaway-romance er endnu mere urealistiske. Hvad værre er, så kan ikke nok så mange cameoer, selv ikke Marlon Brando fra The Wild One i skikkelse af en hvid hingst (endnu en overflødig og -fladisk gimmick, idet figuren kun ligner Brandos rolle ved at være leder af en motorcykelbande og have det samme tøj og den samme hat på, men som karakter slet ikke minder om), opveje, at plottet for det første er uspændende og ligegyldigt, og for det andet at man ved at omskrive en snes replikker samt udskifte en håndfuld ikke særligt centrale plotelementer kunne fjerne ethvert spor af beatgenerationen og -poeterne fra manuskriptet. Man kan godt komme i tvivl om, hvorvidt Lowells gennembrudsroman omtales som hans debut af kunstnerisk frihed, eller blot fordi Canales ikke gad slå op, at Kerouac havde fået udgivet en roman før On the road. Det er nok det første, men helhedsindtrykket er af det sidste.
Jeg er lidt ked af at skrive det her, for jeg er egentlig ret begejstret for konceptet Blacksad. Det er en fed genre og et fedt punktnedslag historisk og geografisk at anlægge det her dyreunivers på. Og selv om ingen af de tidligere albums i serien har været helt oppe og ringe, isoleret set, så har de på hver deres måde bidraget til og udbygget universet både tematisk og visuelt. Amarillo udstiller desværre svaghederne ved de to ophavsmænds respektive indfaldsvinkler. Canales forfalder til effektjageri og slapstick-komik frem for fx fordybelse i personer eller stemninger eller bare at opbygge den paranoide fornemmelse af et labyrintisk noir-plot, som jo ikke behøver at gå op, hvis bare man bibringes følelsen af at være faret vild i det. Og Guarnido hviler lidt for komfortabelt i sin egen dygtighed og stiller sig tilfreds med at tegne en fed øse med halefinner eller en flot solnedgang eller bare en god røv (hans skildringer af især smukke kvinder kommer til tider faretruende nær en dygtig amatør fra et furries-communitys ved simpelthen bare at være menneskekvinder med lidt mærkelige næser og ørene placeret for højt oppe på hovedet), uden rigtig at bidrage med noget indholdsmæssigt til fx de centrale karakterer, der visuelt fremstår lige så endimensionelle, som de er skrevet. Det er stadigvæk et fascinerende univers, de to herrer har skabt, men dette album tilfører det omtrent så meget, som der er hjerteblod investeret i og nødvendighed bag udgivelsen, dvs. ca. nul. Det kan måske skyldes, at alt for mange læsere og anmeldere, undertegnede inklusive, er faldet så pladask på halen for konceptet og den imponerende billedside i Blacksad, at skaberne tror sig i stand til at slippe af sted med så lidt, men lad så denne anmeldelse være en lille stemme i et forhåbentligt større kor, der påpeger, at det kan de så, trods alt, alligevel ikke.
Karakter: 2/5
Titel: Amarillo
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Juan Diaz Canales & Juanjo Guarnido
Format: Hardcover, farver, 56 sider
Pris: 198,- kr.
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-7085-530-3
Del på
