New Zealandske Dylan Horrocks debuterer på dansk med den fantasifulde, lidt frække og sært moralske graphic novel ”Sam Zabel og den Magiske Pen”. Det handler om DIT begær og DINE fantasier, kære (mandlige) læser. Din frække, frække dreng.
Siden sit gennembrud med “Hicksville” i 1998 har Horrocks blandt andet skrevet superheltetegneserier for DC, men hvis man skal tro på ”Sam Zabel og den Magiske Pen”, så er det ikke med hans egen gode vilje.
Historien starter med en rigtig klynkemand af den slags, man hovedsageligt finder i moderne graphic novels, og selv hovedpersonen i Craig Thompsons nyklassiske ”En Dyne af Sne” ville sandsynligvis få nok af at høre på Sams evindelige tristesse. Sam har ikke produceret en af sine egne, selvbiografiske tegneserier i årevis. I stedet skriver han for firmaet Eternal Comics, der udgiver superheltetegneserier. Og dem hader Sam naturligvis. For hvem ville kunne tage ham alvorligt som seriøs tegneserieskaber, hvis han rent faktisk kunne lide superhelte? Med andre ord: Sam har solgt ud til den store skøge (aka den amerikanske mainstream) og går rundt i en for sine omgivelser ret så irriterende halvdepression.
Heldigvis bevæger Horrocks sig væk fra dette lige lovligt typiske set-up for en moderne, selvbiografisk (læs: mastubatorisk) graphic novel hurtigere, end du kan råbe ”FIRST WORLD PROBLEMS”, og det viser sig, at han har langt større fisk at stege. Nemlig intet mindre end en tour de force igennem kønspolitikken i tegneseriens historie. Tilsat lidt postmoderne ramasjang og eventyrlyst. Med tryk på ordet ”lyst”.
Sam er kørt fast i sin seneste historie om den barmfagre superheltinde Lady Night. Men så sker der noget midt i skriveprocessen. Lady Night begynder at tale til ham og udfordrer hans kunstneriske ego. For hvorfor tænker han SÅ meget over at skulle skrive om en superheltinde, der i bund og grund blot eksisterer for at tilfredsstille de mandlige læseres seksuelle lyster og fantasier? Derefter smider hun tøjet og gør sit yderste for at forføre ham. Og så er vi i meta-land.
Et møde med en kvindelig tegner af webcomics fører ham senere på sporet af en magisk pen, der gør tegneserieverdener mere eller mindre virkelige. Det må Sam erkende, da han pludselig befinder sig på Mars, hvor han bliver hyldet og tilbudt seksuel tilfredsstillelse af 50 smækre, grønne Mars-kvinder. Sam Zabel er ikke i Kansas længere.
Men hvad er fantasi, og hvad er virkelighed? Og afføder fantasier konsekvenser? Er man moralsk ansvarlig for sine tanker? Kan man tegne hvad som helst i en tegneserie og gemme sig bag sin ret til tankens frie kraft? Skal man skamme sig over sit begær? Og hvordan passer moral ind i DET regnestykke? Og Sam er jo for hulen gift med en YDERST tålmodig og sympatisk kone, så hvad gør man SÅ som mand, når ens vildeste fantasier pludselig er en meget reel mulighed?
Sammen med webcomic-damen og en manga-agtig pige med jetstøvler drager Sam på eventyr op gennem tegneseriens historie. Her er alt fra lumre middelalderstriber og hulemalerier til en noget mere hardcore og skummel japansk tilgang til sex og behovstilfredsstillelse. Der er Jens Lyn-agtig science fiction fyldt med slavekvinder og så sandelig også en sørøvertegneserie med stærke piratkvinder. I sidstnævnte får den kvindelige webcomic-skaber så til gengæld lov til at udleve nogle af sine fantasier, og det er faktisk lidt befriende i en tegneserie, der hovedsageligt handler om tegneserieskaberes seksualisering af kvindelige figurer. At hendes fantasi så ikke er seksuel er en anden sag.
Horrocks fortæller en underholdende og sjov adventure-historie, der glider lige så let ned som en kold Heineken på en varm sommerdag. Der er farver, striber og godt gang i den på en næsten Tintin-agtig måde. Tegningerne er en ganske velfungerende blanding af ligne claire og klassisk amerikansk indie, og Horrocks formår at bibeholde et ensartet, grafisk udtryk samtidigt med, at han lidt forsigtigt sniger sig ind på de forskellige tegnestile i de forskellige genrer. Nogle ville måske have foretrukket, at mangauniverset rent faktisk havde lignet manga eller at middelaldertegningerne havde været mere middelalderlige, men Horrocks fortæller sin historie fra Sams synsvinkel, og han kan jo ikke kende forskel på de forskellige virkeligheder. Så hvorfor så tegne dem forskelligt? Alligevel er de forskellige universer let genkendelige. Især nød jeg de klassiske, Jens Lyn-agtige tegneserier, der passer ret godt til Horrocks lidt naivistiske og ikke specielt prangende tegnestil. Mest imponerende er en sekvens, hvor Sam i tankerne sniger til et orgie med det grønne Mars-kvinder. Det er både sensuelt og flot skildret og fungerer faktisk fint som rendyrket erotik. Kroppe snor sig ind og ud imellem hinanden, og Horrocks sniger sig faktisk til et nærbillede af tre par grønne kvindelæber, der blidt kendetegner, hvad der til forveksling ligner spidsen af Sams stive tissemand. Endda uden at det bliver (rigtigt) lummert.
Horrocks diskussion af moral og kønspolitik er ikke just underspillet, og det kunne godt have klædt fortællingen at pakke sit emne lidt mere ind. Ligeledes finder jeg fremstillingen af superheltetegneserier som udelukkende værende sexfantasier for nørder lige lovlig unuanceret. Man kan sagtens diskutere, hvorvidt de med deres fremstilling af overmennesker måske altid vil spille til læsernes fantasi og begær efter at være noget andet og noget mere. At have mere magt over verden omkring sig. At kunne handle. Men at dette begær UDELUKKENDE skulle være seksuelt er lidt unuanceret. Sam Zabel hader superhelte (men skriver dem hyklerisk nok selv), og man aner at det nok også gælder Horrocks (der så må siges at udstille sit eget hykleri, så point til ham).
Det er interessant at bemærke, at bogen her kommer lige i kølvandet på en række sager, hvor Marvel og DC er blevet beskyldt for at være nogle gamle, mandehørmende grissebasser. Især sagen om Spider-Womans strittende bagdel på en forside af Milo Manara satte gang i den debat, som Horrocks tager op i “Sam Zabel og den Magiske Pen”. Horrocks er naturligvis noget mere sympatisk og rolig i sin argumentation end den gængse internetnørd, så alene af den grund er det måske værd at læse hans bog. Mest af alt er det en sjov og underholdende tegneserie. Den kommer ikke helt så dybt ind i sin diskussion, som et værk, der IKKE var så interesseret i at underholde måske ville have gjort. Men Sam får alligevel stillet et vigtigt spørgsmål: Er man som tegneserieskaber ikke med til at sætte ideer i verden? Har disse ideer ikke magt? Kan de ikke på godt og ondt ændre den måde, hvorpå andre mennesker anskuer verden? Og har man så ikke et ansvar for sine ideer?
Kan et billede af en liderlig Spider-Woman med måsen i vejret ændre læserens syn på kvinder? Horrocks svar er ikke entydigt. Og det er måske okay.
Karakter: 3/5
Titel: Sam Zabel og Den Magiske Pen
Forfatter/tegner: Dylan Horrocks
Oversætter: Paw Krogsbæk Mathiasen
Forlag: Fahrenheit
Farve og form: 234 sider i farver og blødt bind
Vejl. pris: 199,-
ISBN: 978-87-92320-98-8
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark