Forlaget Forlæns har udgivet de næste to bind af tegneserien Lille Kvast, der er en tegneserie for de allermindste. Bare fordi man er lille, kan man jo godt ønske sig både kvalitet og én at identificere sig med.
Strukturen i bøgerne er simpel, men giver luft til masser af variationsmuligheder, lidt a la en omvendt “Lille Nemo i drømmeland” af Winsor McCay. Hvor Nemos seng var rammen om McCays serie og handlingen så kunne udspille sig i Nemos drømme, så gør Bailly og Fraipont det stik modsatte. Hvert album i den ordløse serie starter, når Lille Kvast vågner i sin seng og slutter med, at han lægger sig til at sove i den igen. Alligevel udspiller handlingen sig i en form for dagdrømmeverden.
En simpelt udtænkt struktur, men udført så let og elegant som en soufflé. Hver side har store, tydelige rammer, oftest seks. Dertil klare, lyse farver, enkle og tydelige figurer og rekvisitter – undertiden i et næsten endimensionalt miljø. Uhyre let at afkode, men samtidig bundcharmerende. I dette miljø oplever Lille Kvast i hvert album en dagdrøm, som dog også efterlader en fysisk genstand, så døren mellem drøm og virkelighed holdes lidt på klem. Sammen med et par andre tilbagevendende greb betyder det, at hvert album har en række faste holdepunkter, som historien bygges rundt om, uden tvivl en god struktur for de mindste.
I ”Lille Kvast som cirkusartist” bliver han ven med en cirkusklovn og lærer at øvelse gør mester i bestræbelserne på at optræde i cirkusset. Fortalt lige ud ad landevejen, men med et twist mod slutningen, hvor de midt i deres nummer pludselig begynder at tage hinandens næser af og skifte dem ud med fx en kartoffel.
Det store clou er dog ”Lille Kvast på pottekongens slot”, hvor der i lighed med Werner Holzwarths allerede klassiske billedbog ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved” er fækalier i hovedrollen. Modsat Holzwarths er det dog den menneskelige afføring, der er i centrum denne gang, og som der ligefrem kastes rundt med, så den lander på hovedet af folk. En stor, fæl hofnar kaster sin afføring på hovedet af Lille Kvast, og så må der jo gøres gengæld. Lille Kvast må dog erkende, at når man er en lille fyr, så laver man også kun en lille lort. Heldigvis træder hele hoffet til med en hjælpende hånd – eller rettere en hjælpende … ja, gæt selv. Bailly og Fraipont tager dermed fat i lidt af et tabu og lader lortene flyve rundt i luften. Det rummer alle ingredienserne til at blive en ny lorteklassiker for de mindste og er helt bogstaveligt skidesjovt!
Titel: ”Lille Kvast som cirkusartist” og ”Lille Kvast på pottekongens slot”
Karakter: 4/6 og 6/6
Forfatter/tegner: Pierre Bailly og Céline Fraipont
Forlag: Forlæns
Form: 30 sider i farver, hardcover
Vejl. pris: 99,95
ISBN: 9788791611476 og 9788791611483
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark