Tegneserietroldmanden Grant Morrisons mest vanvittige værk, ”The Invisibles”, er nu samlet i en psykedelisk mursten af en omnibus. Forvent hovedpine, kære læser!
Jeg kan ikke forestille mig, at verden på nogen måde var klar til det frontalangreb den gode Grant Morrison udførte på den amerikanske mainstreamtegneserie i slutningen af 1990erne. At ”The Invisibles” overhovedet kan regnes som en mainstreamtegneserie er ligeså besynderligt, som at den moderne surrealismes mester, David Lynch, har flirtet med mainstreamen i starten af selvsamme årti.
Men Morrison ELSKER mainstream, popkultur og tju-bang. Det er den benzin, der driver ham og således også i ”The Invisibles”: En ung, vred mand kontaktes af en anarkistisk organisation ved navn the Invisibles og får at vide, at han er udset til at blive den nye Buddha. Alle sammensværgelsesteorier er sande, og bag virkeligheden udkæmpes en interdimensionel krig imellem oprørere, the Invisible College, og onde, mægtige væsener fra en anden dimension, the Archons of the Outer Church, der vil fjerne ethvert spor af vores frie vilje og menneskelighed. Hele vores verden og virkelighed er præget af denne krig og ALLE med en vis magt ved besked. Krigen udkæmpes med magi, spionage, skydevåben, kampsport og grænserne imellem fiktion og virkelighed er nærmest væk. I baggrunden trækker en kosmisk enhed ved navn Barbelith i trådene i et plot, vi meget tidligt får at vide bevæger sig hen imod en apokalypse i… 2012!
I vores verden ville The Invisibles være blevet kaldet en terrorcelle, men det er kun fordi vi ikke kan se forbi den løgn, vi er født ind i. Således taler lederen af the Invisibles, den karismatiske, tungt piercede og fandenivoldske King Mob, og således taler Morrison. For serien føles som et meget personligt værk, der mere eller mindre dykker ned i samtlige temaer, som Morrison nogensinde har arbejdet med: Fiktion vs virkelighed, virkeligheden som fængsel, popkultur som religiøs tekst, multiverser, frihed som fangeskab, en opløsning af identitet, flydende kønsroller, fri sex, bevidsthedsudvidende stoffers fortræffeligheder, vold vs pacifisme, ultravold som litterært værktøj, opløsning af tid og rum osv.
Morrison pakker det hele ind i en total kioskbasker af en postmoderne spionhistorie komplet med vanvittige actionsekvenser, hemmelige missioner og generel coolness. Selv når man faktisk ikke rigtigt fatter, hvad der foregår, er det voldsomt underholdende. Om man finder hans counter culture-romantik irriterende eller ej må være op til den enkelte læser. Som yngre læser syntes jeg, at det var fedt, men nu er jeg blevet gammel og kan ikke lade være med at finde punkattituden en anelse påtaget.
Inspirationerne er mange: William S. Burroughs, Philip K. Dick, Ian Fleming, britiske krimiserier fra 60erne, George Orwell, diverse verdensreligioner, rock’n’roll, Marquis de Sade (der rent faktisk er en figur i serien!), HP Lovecraft osv. Morrison jonglerer dog fint med alle disse bolde og forbliver helt sin egen.
Serien er inddelt i tre ”bøger”. Første bog er en yderst britisk sag, hvor læseren introduceres for seriens univers. I anden bog flyttes handlingen til USA (i et forsøg på at appellere til amerikanske læsere og redde den dårligt sælgende serie fra undergang – det lykkedes), og Morrison griber lejligheden til at lege med Hollywoods konventioner og gør os hele tiden opmærksomme på, at vi læser et stykke fiktion samt at volden ikke er virkelig, men blot amerikansk filmvold. Ved denne anden gennemlæsning af serien blev jeg konstant overrasket over, hvor godt plottet i serien hang sammen i disse to første bøger. Antydninger og mysterier fra de første kapitler bliver besvaret på tilfredsstillende vis, og det virker på alle måder som om, at Morrison rent faktisk havde en plan. Galskaben til trods.
Desværre knækker filmen lidt i tredje akt. Der skrues ned for det kulørte helvede af popkultur og op for den frådende og visse steder næsten uigennemtrængelige skov af lidt for vildt voksende prosa samt det metafysiske plot bag plottet, som måske nok kun har givet mening for Grant Morrison på sjove svampe. For mig virker det også som om, at Morrison har fået en ny og mere altomfattende ide om, hvor serien skal hen, og den er på en og samme gang alt for højpandet og lidt for nem. Derudover er den sidste kamp imod The Archons lidt for hurtigt overstået og vanviddet til trods måske lidt for konventionel. Sidste kapitel er en slags epilog, der er så tæt fortalt og gennemført syret, at det må være en smagssag, om det er et plus eller et minus i en bedømmelse af værket som helhed. Overordnet set er jeg ikke så vild med tredje bog, så det trækker lidt ned. Men man er aldrig i tvivl om, at man læser en historie af Grant Morrison, der giver den fuld skrue som auteur – også når hans hoved forsvinder op i hans egen røv. Selv når han vakler, gør han det med stil!
Der er flere tegnere ind over serien, end der er plads til at nævne her, men fremhæves bør Phil Jimenez og hans detaljerede, klare streg samt Sean Phillips og hans mørke, skyggefulde tegninger. I de sidste par kapitler skiftes der tegner flere gange per kapitel og resultatet er både fremmedgørende og fragmenteret. Hvilket måske er Morrisons pointe, men det kan godt blive lidt irriterende. Heldigvis er epilogen tegnet af en af verdens bedste mainstreamtegner, Frank Quitely, der som altid både fanger og tøjler Morrisons vildskab.
”The Invisibles Omnibus” er en farlig bog. Den er så tyk, at hvis du får den i hovedet, så dør du. Og den er så tæt fortalt og fucked up, at det ikke er sikkert, at du nogensinde slipper af med din hovedpine, hvis du indtager hele balladen i et hug. Nu eksisterer der dog en 1500 sider tyk omnibus, der giver dig muligheden for at gøre netop dette. Og faktisk vil jeg gå så langt som til at anbefale det. Men skynd dig… apokalypsen lurer senere på året. Du kan lige nå det…
Karakter: 4 af 5
Titel: The Invisibles Omnibus
Forfatter/tegner: Grant Morrison, Steve Yeowell, Phil Jimenz, Sean Phillips, Philip Bond, Frank Quitely med flere.
Forlag: DC Vertigo
Udstyr: Hardcover, farver, 1536 sider
Pris: Cirka 995,00 kr
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-1401234591
Udgivelsesland: USA