Darren Aronofsky afslutter sammen med tegneren Niko Henrichon sit værk om Noa og arken. Der er dømt regnvejr for alle pengene og 40 lange dage til søs i denne fascinerende, men ikke helt vellykkede tegneserie.
Darren Aronofsky er en af den slags filminstruktører, som Hollywood ikke rigtigt kan finde ud af, hvad de skal bruge til. Han har en bombastisk, særpræget og ofte fremmedgørende personlig stil, der har ført til fremragende film (”Requiem for a Dream”, ”The Fountain”) og virkelig gode film (”Black Swan”, ”The Wrestler”) samt en meget besynderlig film (”Pi”). Han har været på tale til flere superheltefilm (Batman og Wolverine), men han har aldrig fundet det helt rigtige mainstreamprojekt. Og budgettet, effekterne og stjerneskuespillerne til trods, så er filmen ”NOA” heller ikke rigtig mainstream. I stedet er den bibelsk fantasy fortalt med de HELT store armbevægelser og med en mesterinstruktør, der er så oppe at køre over sit eget projekt, at han nærmest snubler sig vej igennem filmen.
Men nu skal det ikke handle om filmen. Den må vi lade andre om at anmelde. For da Aronofsky troede, at han aldrig ville finde det store budget til at realisere sit drømmeprojekt for, valgte han i stedet at fortælle den som tegneserie. Bind et udkom på dansk sidste år, og nu lander bind to snedigt nok lige oven i filmens landgang på de danske kulturkyster.
Da vi forlod Noa og hans familie i bind et, var det begyndt at regne. Noget så grusomt. Verdens undergang stod for døren, og pludselig ville alle have en plads på arken. Derfor starter andet bind med et kæmpe slag, hvor Noa og hans hær af seksarmede, troldelignende engle kæmper imod de onde mennesker, som altså er udset til at lide druknedøden ved Skaberens gammeltestamentlige hånd. Og bibelkendere ved jo godt, hvordan det går, og selvom Aronofsky tager sig mange friheder med historien, så er der alligevel grænser for, HVOR langt han går.
Og det er nok problemet. I sidste ende er tegneserien (og filmen for den sags skyld – uha, jeg skal nok prøve på at lade være med at anmelde den) lidt for trofast over for bibelhistorien. Der er ikke tale om prædiken fra en kristen forfatter, men nærmere mytegengivelse tilsat lidt ekstra krydderi og personlige touches fra forfatteren. Aronofsky smider lidt ekstra psykologisk indsigt ind i fortællingen om de 40 lange dage ombord på arken efter dommedag. Og denne del af historien er faktisk noget bedre fortalt i tegneserien end i filmen. Måske fordi Henrichon er en noget mere underspillet, visuel fortæller end Aronofsky er. I filmen buldrer det derud af, også selvom der reelt set er tale om et kammerspil. Det kan lige indskydes at filmen til gengæld har mere saft og kraft end tegneserien i dens første halvdel. Altså… helt uden at anmelde filmen. Naturligvis.
I min anmeldelse af bind et håbede jeg på, at Aronofsky ville vise sig at have mere på hjertet end, hvad der dengang blev lagt op til. Her var der tale om en økoadvarsel til det moderne menneske og en sammenligning af fortidens synder med nutidens ditto. Det postapokalyptiske samfund, der glimtvist blev set i bind et er helt forsvundet i bind to, og jeg kan godt undre mig over, hvad Aronofsky egentlig ville med det (og indskydes kan det – igen stik imod mine egne anmelderregler – at de nærmest ikke er til stede i filmen). Hvad Aronofsky bidrager med i forhold til myten, er et mere nuanceret menneske fyldt med tvivl, religiøst vanvid og menneskelige brister. Det ville have været vældigt fint, hvis ikke det hele så alligevel endte med at være en del mindre dybt, end jeg regner med, at Aronofsky havde forestillet sig det. Personerne er ikke helt runde nok, og man kommer ikke helt så meget ind under huden på dem, som jeg kunne have ønsket mig.
Ligesom i første bind skyldes dette til dels, at menneskene i Henrichons hånd bliver en kende stive og livløse. Han er simpelthen bedre til at tegne dyr, hvilket vel i sagens natur burde have været en styrke i forhold til dette projekt, men arkens passagerer fylder ikke særligt meget i fortællingen. I anden halvdel af første bind var den gode tegner måske på en lidt stram deadline, hvilket resulterede i en noget grovere og løsere streg. Den gode nyhed er, at han strammer op hen imod historiens slutning og især nogle scener i et ishav er flotte og stemningsfulde. Ligeledes ruller han sig for alvor ud i nogle opslag, hvor skabelseshistorien skildres som en fortælling inde i fortællingen. Derudover er der tale om en meget klassisk fortalt tegneserie, der ligger sig fint op ad traditionen for europæiske fantasytegneserier. Det fungerer, men der er bestemt ikke tale om et nybrud eller den særhed, man kunne have håbet på i en tegneserie skrevet af Aronofsky.
Det er altså ikke et helstøbt værk med en klart defineret hensigt og lige så skarp kant, vi her har med at gøre, men nærmere en mester, der træder ved siden af. Der er ting, der fungerer bedre i tegneserien end i filmen, og der er ting, der fungerer bedre i filmen end i tegneserien. Som sådan supplerer de to værker fint hinanden, uden at nogen af dem kommer helt op at ringe.
Aronofskys drømmeprojekt burde måske være blevet inde i hans hoved, da dets formål i bedste fald er usynligt for os andre, der ikke bor derinde, og i værste fald er ret banalt. Men det være sagt, så er en mesters fejltrin alligevel mere interessant end en middelmådig håndværkers samlebåndsprojekt.
Karakter: 3/5
Titel: NOA bind 2: Den der udgyder blodet
Forfatter/tegner: Darren Aronofsky, Ari Handel og Niko Henrichson
Forlag: Cobolt
Farve og form: Farve, indbundet
Sidetal: 144 sider
Pris: Cirka 298 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2014
ISBN: 9788770855471
Udgivelsesland: Danmark
Del på
