Hvis man tegner profeten Muhammed, så risikerer man at blive slået ihjel af vrede islamister, eller i det mindste at skulle tilbringe resten af livet under politibeskyttelse. En af kulturens fineste opgaver er at holde et spejl op for verden, og det gør “Mo og Jesus” alene grundet de særlige omstændighederne ved værkets udgivelse, hvor både skaberen og den danske udgiver og oversætter, har valgt at være anonyme. Det er ikke et smart medie-stunt. Det er et forståeligt valg i en absurd verden.
Tegnestilen i “Jesus og Mo” er anderledes. Jeg gætter på at den anonyme skaber er en 30-50 årig mand, som ikke har tegnet meget siden børnehaven. Og det er egentlig forfriskende for en gang skyld at slippe for alle de lumpne tricks og vaner, som erfarne tegnere skamløst udnytter. Teknisk set er det primitivt, men “Mo og Jesus II” udstråler en aggressivitet, som nok ikke kan opnås med en mere sikker og publikumsvenlig satire-streg. Og det er endda også for skidt tegnet til at være “arty” eller “indie”. Det er simpelthen lige i dit fjæs.
En typisk stribe i “Mo og Jesus II” er bygget op efter samme skabelon. Muhammed og Jesus diskuterer et populærteologisk spørgsmål, og undervejs ironiseres der tit og ofte over de vattede indvendinger, som “Halal-hippier” kunne finde på. Og så, i sidste billede, dræber Muhammed diskussionen med en afstumpet kommentar, som sender alt håb om forsoning i gulvet. “Mo og Jesus II” når rundt om alle de klassiske eksempler på hvor absurde religioner er – og det er de jo, hvis man stiller det op på den måde. Og kritikken af den fascistiske tolkning af islam kan man da kun være enig i. Så det er egentlig heller ikke så interessant. Der hvor man mærker skaberens engagement er, når “Mo og Jesus II” går i rette med den interne debat i de vestlige demokratier. Serien har selvfølgelig en klar forbindelse til vores hjemlige debat om Muhammed-tegningerne, og det gør ikke mig noget, at der er tale om et ensidigt angreb rettet mod “Politiken-fløjen”, men flere steder er det ren stråmands-argumentation. Bo Lidegaard plejer at spille sine kort med større omhu og eftertanke.
Jeg gad godt vide hvem skaberen af “Mo og Jesus” er, og efter endt læsning gætter jeg nu ikke længere på en forvirret tosse, på den yderste engelske højrefløj. For “Mo og Jesus II” er ikke en ondsindet hetz rettet mod muslimer, hvor Jesus er taget med som alibi. Der er faktisk ikke noget lurende religionshad i “Mo og Jesus II”. Skaberen lader sig heller ikke forføre af egne “helt nyopdagede” religionskritiske pointer. Tværtimod, “Mo og Jesus” følger trofast i halen på Richard Dawkins, Daniel Dennet, Sam Harris, Christopher Hitchens og flere andre ateistiske forfattere, som udkom i globale gigant-oplag, i det forgangne årti. Mit problem med værket er, at der ikke er rigtig glød i personerne. Når man læser “vittighedstegneserier”, eller “striber”, kan man lade sig fange af den pjattede stemning. I starten er det måske ikke så sjovt, men så bliver man fanget, og til sidst sidder man og fniser. Jeg døber hermed dette fænomen “Garfield-faktoren”, og den kunne jeg godt bruge mere af i “Mo og Jesus”. Figurerne bliver aldrig levende, men er kun døde platforme for den rå polemik. Selv for en fuldblodsateist som undertegnede, risikerer “Mo og Jesus” derfor at katalysere den stik modsatte effekt end den tiltænkte – både min farmor og mormor var kristne, og de var altså både kloge og søde mennesker alligevel, får jeg lyst til at bemærke.
Måske kan “Mo og Jesus” bortlede noget af opmærksomheden fra de stakkels personer, der lever med en dødstrussel hængende over hovedet? Her tænker jeg for eksempel på Salman Rushdie, som bidrager med en skamrosende anbefaling på forsiden af “Mo og Jesus II”. Det ville jo være fint nok, men det gør det ikke til en god tegneserie alene af den grund. Måske er skaberen også ved at være kørt lidt fast i sporet efterhånden? Jeg har ikke læst “Jesus and Mo I”, som fik flotte anmeldelser i den danske presse. Serien har også tidligere fået opmærksomhed her på Nummer9 (se her og her). Så jo, “Mo og Jesus”-serien er godt nok en meget aktuel tegneserie, men jeg synes ikke “Mo og Jesus II” er original og underholdende nok. Det allerstærkeste krydderi er i virkeligheden tegningerne.
Karakter: 3/6
Værkets titel: Jesus og Mo II – flere af de bedste striber
Forlag: Anonym
Forfatter: Anonym
Tegner: Anonym
Oversætter: Anonym
Farve og form: Softcover, sort&hvid
Sidetal: 120 sider
Vejledende pris: 168 kr.
ISBN: 978-87-93141-23-0
Del på
