Det er påske, og Nummer 9 kører på kvart kraft. Men linkene skal ud, så her kommer de: Filmparodier, webserieeksperimenter, sjofle superhelte og KAMEHAMEHA!
I den forløbne uge tog Film Comment sig tid til at besynge et tegneseriefænomen, der bare altid har været der, men som fortjener nogle ord med på vejen: MADs filmparodier.
Den smågeniale serieskaber Dash Shaw har komponeret en parodisk mail. Så ved vi, hvad man ikke skal skrive til ham.
Pålideligt morsomme Lisa Hanawalt – se også Nummer 9s interview – forklarer, hvordan hun håndterer skriveblokering. Et bud: Ved at tegne sjofle superhelte?
“What is it Katy?” er en webserie, der helt minimalistisk eksperimenterer med læser-interaktion, og som netop er udkommet i bogform. Interessant og vedkommende.
Og så er japanske skolepiger (igen) begyndt at overfalde hinanden med Dragonball-inspirerede kraftudladninger, behændigt dokumenterede for evigheden – KAMEHAMEHA!