Tyve år med det sidste skrig

I år fylder det kultdyrkede franske forlag Le Dernier Cri rundt. Billedkunstner og serieskaber Zven Balslev, der selv har udgivet to bøger på Marseilles-forlaget, introducerer fænomenet.

Som kunststuderende i starten af 00’erne holdt jeg mig i løbende kontakt med det franske undergrundsforlag Le Dernier Cri (“Det sidste skrig”), der netop i år fejrer deres 20 års jubilæum. Her var agendaen lidt en anden end de sløve møder og forsamlinger på akademiet. I deres bloddryppende og radioaktive bøger og i det notoriske magasin HOPITAL BRUT så jeg en frisk opdatering af konfrontatoriske og subversive bevægelser som DADA, punk, surrealisme, fluxus og ekspressionisme, med tegneserie og grafik som virkemiddel.

Et vitalt organ med samme agitatoriske styrke som førnævnte kunstretninger, som mange akademikere har så forbandet travlt med at erklære døde og begrave i kedelig kunstteori.

I slutfirsernes Paris lukkede mange af de vigtige tegneserie-forlag, hvilke betød, at forfattere, illustratorer og grafikere måtte begynde at organisere sig og stifte deres egne forlag. Le Dernier Cri (LDC) var ét af dem. Ifølge Pakito Bolino, primus motor og selvudnævnt “Art Dictator” på LDC, var det i parisisk sammenhæng første gang siden 70’erne, at kunstnere udgav deres egne bøger såvel som andres, eftersom der ikke var støtte at hente til dén slags publikationer.

Siden er LDC flyttet til Marseille, hvor huslejen er billigere, og mængden af silketrykte bøger, støjende plader, fluorescerende plakater, epileptiske film og ultrakompakte udstillinger, det siden 1993 er blevet til, er så monumental, at ingen kan tage fejl af alvoren bag. Det er praktisk taget umuligt i denne artikel at nævne alle de kunstnere, der har været involveret, eller for den sags skyld bare fremhæve en tiendedel af de bøger, der er sprøjtet ud af LDC-kanylen.

Men et godt sted at få en introduktion til LDC´s rædselskabinet er i monster-zinet HOPITAL BRUT.

Overordnet set fungerer HOPITAL BRUT som en slags årbog for alverdens freaks, der ikke rigtigt passer ind andre steder: Deres værker er for eksplicitte og pornografiske til kunstgallerierne, for snavsede og perverterede til porno-markedet, for rå og uskolede til tegneserie/graphic novel-segmentet, og ikke politiske korrekt nok til den officielle outsider art-betegnelse, samtidig med, at det indeholder elementer fra alle disse nævnte kategorier.

Personligt ærgrer jeg mig dog lidt over, at der ikke længere figurerer artikler i bladet, som der gjorde i de første 5-6 numre, her var mange informative og velskrevet artikler om obskure noise-udgivelser, rejsereportager, interviews med forskellige art brut-kunstnere osv.

Selvfølgelig er LDC ikke de eneste i feltet, det grafiske underground-fanzine har efterhånden en lang tradition og eksisterer i mange afskygninger. Men det, der løfter LDC til et andet plan, er dels mængden af udgivelser, dels valget af farver og trykteknikker, der får deres udgivelser til at ligne indiske lægetidsskrifter, der er blegnet i solen.

Flere berømte og berygtede tegneseriekunstnere har været inde over gennem tiden: Udover markante aktører som Gary Panter og Mark Beyer, så har Charles Burns udgivet flere eksperimenterende bøger på LDC, bl.a. ”Johnny 23”, en krypteret og remixet version af ”X’et ud”. Kanadiske Henriette Valium har også fra starten været et fast indslag i LDC med sine hallucinerende, ætsende tegneserier, der vrimler med muterede skabninger og fransk-canadiske bandeord. Den smågeniale finske tegner Matti Hagelberg er også værd at fremhæve med sin unikke fortællemåde og teknisk begavede træsnits-lignende serier. Jeg venter stadig spændt på en dansk oversættelse: Fahrenheit? Aben Maler?

Profiler, som også bør nævnes i forbifarten, er fotomontage-mesteren Fredox, der fletter de mest rædselsfulde mareridtsscenarier sammen til barokke tableauer, der lægger sig stolt i forlængelse af John Heartfields satiriske montager fra 40’erne. Andy Bolus mestrer en helt mærkværdig form for cyberpunk-collage og detournerer 50’er trivialtegneserier til vanvittige og hysterisk morsomme jams. Pakito Bolinos egne serier er som skabt til at pisse den gængse ”how to draw comic”- nørd af, med tonsvis af tusch, retteblæk, nonsens og onomatopoietikon i alle retninger.

Man kan godt sige, at Le Dernier Cri er blevet en institution. Der er ingen tvivl om, at energien nærer sig ved at være i opposition til den etablerede tegneseriebranche såvel som den elitære kunstverden, på godt og ondt. Men fuck for en energi, der ikke på noget tidspunkt er faldet i intensitet … Og næppe gør det foreløbig.

10 personlige favoritter fra bagkataloget

1. ”Group sex explosion”, Andy Bolus 1997.
2. ”Hope” Elina Merenmies 2003
3. ”Hollywoodoo” Ghanesiske filmplakater 2003
4. ”Okidoki” Tidsskrift af og for børn, 2010
5. ”Swastikka Massala” Laetitia Brochier 2009
6. ”Bijingka” Ichiba Daisuke 2007
7. ”Pot pourri” Anne Van der linden/ Jean louis Costes 2007
8. ”Rubber dog” Takashi Nemoto 2004
9. ”Mangaloïd pornotopia” Pakito Bolino 2002
10. ”Go to hell” Mike Diana 2001

Fakta om Le Dernier Cri

Oplagene på bøgerne er mellem 200 og 2000 eksemplarer, Hopital Brut har et oplag på 1000 eksemplarer.

Udover bøger har LDC også produceret 3 animationsfilm : ”Hopital Brut”, ”Les Religions Sauvages” og ”Le Mauvais Oeil”, sidstnævnte i samarbejde med Canal+. De er alle blevet udgivet på hhv. VHS og DVD.

Le Dernier Cri har jævnligt udstillet og turneret i Rusland, Mexico, Japan, Italien, Schweiz, Tyskland, USA og Finland, senest med en udstilling bestående af 3D-plakater med dertil hørende 3D-briller.

20 års-jubilæet markeres med 12 udstillinger i det nyindviede udstillingsrum Le Mauvais Oeil i hjembyen Marseille, der tilfældigvis også er kulturby 2013. I skrivende stund udstiller art brut-kunsteren Gérard Lattier. Læs programmet her (Balslev udstiller selv i november, red.).

Der er udkommet 9 udgaver af Hopital Brut, samt tre særudgaver: Asiatroma (japan særnummer), El Ultimo Grito (Mexico special) og LDC 3D, udelukkende trykt i 3D. Et nyt stort særnummer i forbindelse med jubilæet er i støbeskeen.

Del på