Ny tegneserieantologi dokumenterer danske serieskaberes fornemmelse for virkeligheden. Nummer 9 spørger ind til fænomenet.
Senere på måneden kommer “Dokument”, en ny dansk antologi med 14 tegneseriefortællinger, der alle på hver deres måde forholder sig til virkelighedens verden. Bogen har været lang tid undervejs og redaktører er kommet og gået undervejs. De ansvarlige for den færdige udgave er Aben Maler-forlægger Steffen Rayburn-Maarup og serieskaberne Christoffer Zieler, Johan F. Krarup og Cav Bøgelund, der også alle bidrager med indslag i bogen. Nummer 9 hev fat i tre af dem og spurgte, hvad tegneserier egentlig har med virkeligheden at skaffe. Men først:
Steffen Rayburn-Maarup, fortæl lidt om forløbet bag “Dokument” – fra den første idé til den færdige udgivelse?
– Jamen, bogen har guddødeme været fire år undervejs. Oprindeligt ville Christoffer Zieler, Thomas Thorhauge og jeg lave en tegneserieantologi med bidrag, der handlede om Danmark her og nu. Undervejs kom Johan F. Krarup og Cav Bøgelund til, så Thomas benyttede chancen og sprang ud af redaktionen, og jeg trådte et skridt tilbage indtil sidst i processen, hvor jeg indtog en mere aktiv rolle igen. Konceptet endte med ikke at være helt så snævert, så nu er der også et par historier fra det store udland, og den tidligste foregår helt tilbage i 1692. Men grundtanken er uændret: Det er portrætter af virkelige mennesker og dokumentation af virkelige begivenheder.
– Heldigvis/uheldigvis udkommer der stadig meget få nonfiktions-tegneserier, så på trods af den lange tilblivelsestid falder bogen stadig på et tørt sted.
Hvorfor tog det fire år, Johan F. Krarup?
– Mange af bidragyderne var meget lang tid om at aflevere noget. Til første deadline kom der vist kun to bidrag, så vi måtte svinge pisken. Jeg samlede en gruppe tegnere og holdt en peptalk, hvor jeg tilskyndede dem til at lave nogle virkelighedsrelaterede tegneserier. Vi brainstormede sammen om, hvad der kunne gælde som virkelighedsrelateret, og hvad der ikke gik. Der var en generel skepsis, der skulle overvindes.
– En anden hindring var, at undervejs fik tre af de fire redaktører barn!
To af bogens bidrag går igen fra antologien “Kolor Klimax”, to er allerede tilgængelige på nettet og ét har været i en helt tredje antologi. Hvor mange af de her ting blev oprindeligt lavet til “Dokument” – og hvilke overvejelser har I gjort jer i forhold til, hvordan dobbeltkonfekten påvirker antologien?
– Langt de fleste indslag er lavet specifikt til denne her antologi. Inklusiv min egen ”Nostalgi”. Men da ”Kolor Klimax” overhalede os indenom, lavede jeg en engelsk udgave til Fantagraphics-udgivelsen. Jeg tror, det skyldes, at antologien var så længe undervejs. Når man som tegner venter 2-3-4 år på at få udgivet sin korte serie, så forstår jeg måske godt, man bliver utålmodig og søger andre udgivelsesmuligheder.
– Når det er sagt, synes jeg vores antologi her berettiger til en større eksponering og forhåbentlig en masse omtale. Det er forsøget på et startskud til en generel tendens til at bruge tegneserien til non-fiktion. Og så synes jeg i øvrigt ikke, det er mere ‘dobbeltkonfekt’ end når et dansk forlag vælger at oversætte en tegneserie fra engelsk til dansk, hæ.
Steffen, jeg ved, at der blev produceret ting til antologien, der ikke endte med at komme med. Hvor meget blev valgt fra undervejs – og ud fra hvilke kriterier?
– Det var – heldigvis – ikke meget, der alligevel ikke kom med. Signe Parkins var hurtigt færdig med et meget flot bidrag, men desværre i A4-landskabsformat, som vi oprindelig havde bedt om, og undervejs i processen ændrede vi så bogen til portrætformat (og en anelse mindre end A4), så pludselig var det svært at sætte hendes historie ind på en fornuftig måde, og samtidig var den kun sådan perifert dokumentarisk, så den ville nok have faldet lidt ved siden af bogens øvrige bidrag. Gudskelov var Signe med på, at vi bragte et uddrag af hendes fremragende dagbogsblade – som hun vandt en Pingpris for tidligere på året – så ”Dokument” også har den type ‘dokumentation’ med.
– Vi vragede også en aldeles fremragende Søren Mosdal-ting af den enkle grund, at det var fiktion, haha. Men det var også bare en, han havde liggende i skrivebordet.
Christoffer Zieler, du var med til at formulere antologiens grundidé. Hvorfor lige sætte fokus på tegneserier om virkeligheden?
– Fordi vi mangler en tradition for virkelighedsskildringer herhjemme. Tegneserien er faktisk dygtig til at forene journalistisk reportage, nyhedsgrafik og så måske den særlige ærlighed, der opstår, når alle kan se, at historien jo er tegnet, og dermed fake. Tegningerne tilfører informationer, vi ellers mangler. Foruden en råhed og følelse, som de bedste pressefotografer må anstrenge sig for at nå – hvis man sammenligner med mestre som fx Joe Sacco. Tegninger griber os, og det er virkelig besynderligt, at der ikke bliver bestilt flere af dem på redaktionerne.
– Mit eget lille bidrag er en illustreret artikel fra Dansk Folkepartis blad Dansk Folkeblad fra dengang, den gamle regering bestemte, og alting var DF-agtigt (det er det så stadig). Jeg har ikke skrevet artiklen selv, kun illustreret den. Ikke neutralt, ikke ikonisk og rent, men – det vil jeg påstå – loyalt.
– Tegningerne føjer et lag mening til teksten. Jeg mener, de føjer en klarhed til teksten, som teksten manglede. For vi er hæmmede som medieforbrugere. Vi reflekterer ikke over journalistisk sprog. Vores forventning er, at tingene er 1:1 i journalistikken. Afvigelser bliver straffet hårdt. Genreblanding, poesi og frem for alt satire er frygtelige no-nos på redaktionerne, hvor tilløb til flertydighed bliver straffet hårdt. Det er også årsag til den ulykkelige idé med at isolere avisernes ’sjove’ elementer på ’Bagsiden’ eller i særlige tillæg er opstået.
– Hvis du tænker, at det er noget sludder, at journalistikkens form kan distrahere os fra at se sandheden, så googl historien om Britt Valentin og se, at Politiken faktisk skrev cirka den samme artikel som DF’s blad, bare med bedre styr på grammatikken!
– Det, jeg vil frem til, er at virkeligheden ikke er entydig, og at 1:1-journalistikken, den hårde journalistik, har nogle alvorlige problemer med at indfange den. Når det lykkes, er det smukt, men det er ikke pointen her, for pointen er, at det sjældent lykkes, og at tegneserien måske kan redde os. Prøv at læse Johan F. Krarups ”Nostalgi” fra samlingen og forestil dig så, hvor fedt det ville være, hvis nogen hyrede ham til at rapportere fra et politisk partis årsmøde eller et kræmmermarked eller lave et interview med en far til en død soldat.
Tilbage til dig, Steffen! Antologien åbner med Thomas Thorhauges “Suicide Joe vs Provins-tidende”, der som det eneste bidrag faktisk er ren fiktion, omend inspireret af virkelige begivenheder. Burde den ikke snarere gemmes væk bagi, hvor folk måske ikke ville bemærke, at den slet ikke er et “dokument”?
– Nå, Philip Ytournels “Ud af numsen” er vist heller ikke sket i virkeligheden. De er begge satiriske historier, og det ville vi også gerne have plads til. Altså fiktion, jo jo, men med et direkte ærinde i virkeligheden. Thorhauges bidrag er et kontrafaktisk blik på en terrorist i Politikens hus, og Ytournel svinger pisken over nutidens tv.
Kan du løfte sløret lidt for de overordnede overvejelser bag sammensætningen af antologiens “tracklist”?
– Ja, analogien med at lave et mixtape er god nok. Det handler om at finde en rækkefølge, der giver et fornuftigt flow. Og det er mest eksperimenteret frem efter fornemmelsen. Jeg ville gerne starte med Thorhauges historie, fordi den er så energisk og eksplosiv og effektivt sparker bogen i gang. Og jeg ville gerne slutte med Parkins, fordi hendes bidrag er bogens længste, og fordi jeg forventer, at læseren efter endt læsning sidder og tudbrøler og derfor ikke er i stand til at læse flere ting. Derudover gav det mening at sætte Simon Bukhaves varulve og Thomas Mikkelsens helvedesuhyrer op ad hinanden – nej, det er ikke fiktion! – men ellers er rækkefølgen bestemt af vage, uforklarlige fornemmelser. Det er alkymi, ikke videnskab.
Mange af bidragene forholder sig ikke bare til virkeligheden, men også til, hvordan medierne forholder sig til virkeligheden. Var det en del af oplægget eller blev det bare sådan?
– Det havde jeg slet ikke bemærket. Men vi får jo i høj grad virkeligheden ind medieret, så det virker kun naturligt, at det er det, der optager os. Det er måske i virkeligheden helt underligt, at der ikke er et bidrag, der handler om Twitter, Facebook og iPhones.
Tegneserier baseret på virkeligheden er et relativt nyt fænomen – hvor langt er vi med at udforske mulighederne i det? Og hvordan bidrager “Dokument” til udforskningen?
– Der findes jo i virkeligheden masser af tegneserier, der gør det. Det er bare de færreste, der er oversat til dansk, og vores egne tegnere har heller ikke lavet udpræget mange dokumentariske tegneserier. Ikke engang den oplagte løsning, selvbiografiske tegneserier, har vi set i noget nævneværdigt omfang. Men skal man nævne én uomgængelig dokumentarisk dansk tegneserie, må det være Claus Deleurans ”Illustreret Danmarkshistorie for Folket”.
– Hvad er ”Dokuments” rolle? Jeg håber, at bogen kan vise, hvor forskelligt man kan gå til stoffet, og at der nærmest ingen grænser er for emnevalg, fra hvordan man vasker hænder til en æstetisk diskussion af, hvad det grimme er – og alt derimellem.
– Men helt overordnet set er en af de allermest spændende ting ved tegneseriemediet, at det hidtil er blevet udforsket så relativt lidt. I modsætning til de øvrige kunstformer, som i dag ligger og gisper efter vejret i vandkanten, er tegneserien ung og sprælsk og 99% ukendt land, for nu at smadre metaforer sammen. Så vi er ikke kommet ret langt – det er så fedt.
Du har valgt et meget strengt, spartansk layout til bogen. Hvorfor det?
– Inspirationen kom fra Christian Skovgaard og Jonas Resting, der oprindeligt skulle layoute omslag og indmad. Jeg endte med at overtage tjansen, mest fordi vi i redaktionen var dårlige til at lave en fornuftig tidsplan, så Christian og Jonas havde alligevel ikke tid, da vi pludselig stak dem en meget stram deadline. Men deres idé handlede om at skære ind til benet og have et meget prunkløst design, altså skildre ‘virkeligheden’, det vil her sige bogens indhold, så direkte som muligt. Jeg smadrede deres omslag, men holdt fast i grundidéen, så bogens forside handler om at signalere enkelt, men højtråbende. Der er selvfølgelig også inspiration fra Ekstrabladsspisesedler og Nettos gule farve. Bagsiden indeholder i øvrigt en beskrivelse af bogen, en indholdsfortegnelse og kolofonen – copyrightinfo, isbn og den slags – så det er altså leverpostejens ingrediensliste og holdbarhedsdato, vi har placeret, så man nemt kan se dem. Et ærligt design, kan man måske kalde det.
Til allersidst: Hvordan tager resultatet sig ud for dig i dag – også i forhold til, hvordan du havde forventet dig, at det ville blive?
– Jeg ved af erfaring, at mine forventninger har relativt lidt at gøre med det færdige resultat. Jeg bliver altid overrasket og overvældet af, hvad folk finder på. Jeg synes, at bogen har nogle aldeles fremragende bidrag, men det skal jeg jo sige!