Copenhagen Comics’ udsendte rapporterer fra DM i tegning i Horsens.
Tekst: Ida Marie Havsager og Mette Krøyer Madsen. Foto: Mette Krøyer Madsen
Copenhagen Comics har været på besøg på Tegnefestival og DM i Tegning i Horsens. Festivalen og konkurrencerne, der er for børn og unge mellem 9 og 18 år, blev afholdt for niende gang i dagene 12.-17. april, og denne gang var temaet COMICS og fortællende tegninger.
Vi fra Copenhagen Comics deltog med festivalens hovednavn, workshops, bibliotekssamarbejde og tegneserieudstilling og til gengæld fik vi masser inspiration og fik åbnet øjnene overfor hvilke kæmpetalenter, der gemmer sig blandt de unge tegnere.
Passion for tegning
Copenhagen Comics, der bliver afholdt hvert andet år og kan kalde sig Danmarks største tegneseriefestival, havde sidste år et særligt fokus; børn og unge. Det blev tydeligt med mange nye og yngre besøgende og mange aktiviteter rettet til netop dette publikum. Der var workshops, Cosplay-opvisning, en ’tegnerobot’ og så var der et lille bord, klemt inde mellem alle de andre aktiviteter, hvor man kunne tegne en tegning og få det trykt i et særligt Copenhagen Comics-zine, der blev udgivet af flere omgange over weekenden. Ved denne bod kunne man også møde Jannik Broz.
Hvis man som tegneglad barn eller ung mødte Jannik ved denne bod, ville han højst sandsynlig have stukket en masse brochurer i hånden på dig og fortalt dig, at du skal blive ved med at tegne.
Jannik er nemlig leder af Billedskolen på Horsens Kunstmuseum og igennem det meste af hans voksne liv, har han knoklet for at få børn og unge med passion for tegning til at fortsætte og til at blive bedre. For Jannik har set, hvordan det at blive anerkendt for sin kreativitet og færdigheder inden for tegning kan give børn og unge en kæmpe personlig styrke i livet til både at lære mere men også til at udvikle sig som menneske.
Gennem de sidste ni år har han sammen med Billedskolen og Horsens Kunstmuseum afholdt en uges tegnefestival, der hver gang afsluttes med DM i Tegning, hvor børn og unge dyster i forskellige tegnestilarter om flotte præmier og DM-titlen.
She-Hulk vs. Batman
I år var temaet for Tegnefestivalen ’COMICS og fortællende tegninger’ og Copenhagen Comics var inviteret til at deltage som samarbejdspartnere og kunne derfor findes i forskellige tiltag. Vi havde f.eks. inviteret tegneren Barry Kitson til festivalen og hentet ham til Horsens fra London. Barry Kitson har bl.a. tegnet for Marvel og DC, hvor hans tusch (og pensler) har givet streger til alle superhelte man kan komme i tanke om. Faktisk mente Barry, at det var nemmere at nævne dem, han ikke havde tegnet, end at nævne alle dem han havde. Barry Kitson afholdt både foredrag, workshop og signerede, mens han var i Horsens i weekenden. Med publikum som redaktør tegnede han forsiden til en She-Hulk vs. Batman-historie til alles store fornøjelse. Alle fik lov til at stille spørgsmål til den meget åbne og dedikerede Barry, og det var et spændende indblik ind i en tegners verden og så endda en tegner, der har tegnet alle de helte og skurke man elsker.
Copenhagen Comics sendte også debutanten Karoline Stjernfelt til Horsens, hvor hun holdte workshop og foredrag om hendes populære, anmelderroste debut “I morgen bliver det bedre – 1. Kongen“.
Kæmpe tegnevægge
I løbet af festivalugen kunne man gå en tur ned ad Søndergade i Horsens midtby, hvor man kunne se en udstilling med tegninger af udvalgte danske tegneserietegnere også udvalgt af Copenhagen Comics. De udstillende tegnere var Rikke Villadsens, Peter Madsen, Signe Parkins, Rune Ryberg, Teddy Kristiansen, Ivar Gjørup, Nikoline Werdelin, Søren Mosdal og Karoline Stjernfelt. Udstillingen var en blanding af nyere og mere etablerede tegnere og var et godt sted at finde både inspiration til egne tegninger eller måske til hvad der skulle hjem og stå på bogreolen.
Man kunne også læse tegneserier på Horsens Kunstmuseum, hvor Horsens Bibliotek i samarbejde med Blågårds bibliotek og Copenhagen Comics havde udvalgt en masse titler, som man kunne læse, mens man slappede af i museets sækkestole.
Til sidst var Copenhagen Comics at finde ved en tegnevæg på Horsens Kunstmuseum i løbet af weekenden. Her kunne man tegne videre på hinandens historier på to kæmpe tegnevægge, eller bare komme og høre mere om festivalen eller tegneserier i det hele taget.
Tegneserier styrker læselysten
Vi inviterede i sin tid Jannik Broz til Copenhagen Comics, fordi vi deler hans mission om at støtte kreative børn i deres personlige og kunstneriske udvikling. Vi vil gerne udbrede tegneserieformatet til alle børn og unge, da vi ved at tegneserier både kan være en måde at fortælle historier på, men også en måde at styrke læselysten for alle børn og unge. Vi ved også at det, der ofte holder alle mennesker, i alle aldre, fra at læse tegneserier er, at man ikke tror, der findes noget, der falder i deres smag, eller fordi man ikke ved, hvor man skal gå i gang. Der håber vi, at samarbejdet med Tegnefestivalen og DM i Tegning kan være med til at ændre disse forhold.
Det var en stor oplevelse at besøge Tegnefestivalen og DM i Tegning, niveauet var fantastisk højt, og glæden ved at konkurrere var ikke til at overse.
Om tegnefestivalen og DM i tegning
Tegnefestivalen var fra d. 12. til d. 17. april – DM i Tegning afsluttede festivalen i weekenden d. 16. og 17. april.
Festivalen foregik på Horsens Billedskole, der er placeret i Horsens Kunstmuseum og i Kuben i Horsens midtby.
Hjemmeside: www.tegnefestival.dk
Facebookside: www.facebook.com/tegnefestival
Tilmelding til næste års Tegnefestival og DM i Tegning
Hvis man som skoleklasse eller børne-/ungdomsinstitution er interesseret i at deltage i Tegnefestivalen i dagene op til DM i Tegning kan man skrive til tegnefestival@gmail.com.
Hvis man er interesseret i deltage i DM i Tegning skal man følge med på Facebook i marts måned, der bliver kategorierne for konkurrencerne offentliggjort og man skal så indsende sit bud for at blive udvalgt til live-konkurrencerne i Horsens.