Endnu flere Nummer 9’ere fortæller om de største læseoplevelser fra første halvår 2012 – og dem, de venter sig mest af i andet.
Velkommen til en særlig sommerudgave af “Det læser vi på Nummer 9”, hvor vi kaster et helt uvidenskabeligt og temmelig subjektivt blik på det bedste fra forårshalvåret 2012. Samtidig ser vi frem mod de tegneserieudgivelser, vi glæder os mest til resten af året.
Mårdøn Smet, skribent
– Shigeru Mizuki, en af mangaens pionerer, højt skattet i sit hjemland og nu efterhånden også tilgængelig i vesten, er klart et bekendtskab værd. For dem, der går op i den slags, fik NonNonBa, som netop er kommet på gaden i en engesksproget version, prisen for “bedste album” i Angouleme i 2007. Om det var fortjent skal jeg ikke kunne sige, men hans fortælling om, hvordan han som barn blev introduceret til Japans rige folkloristiske åndeverden gennem den gamle nabokone, hans familie kaldte “NonNonBa”, er virkelig en skøn oplevelse.
– Mizuki er en “skæv” tegner set med vestlige øjne, og næppe øverst på teenagepigernes hitliste, når det handler om manga. Det eksotiske skyldes dog til dels, at det er manga af den gamle skole: Mizuki var med til at definere genren tilbage i 50’erne, før manga blev det ekstreme massefænomen, det er i dag. Der er en lystigt crappy buldren derudaf over udgydelserne, og man fornemmer, at det ikke er uden betydning hvor mange sider, man kan producere inden middag. Stilen er grov og funktionel uden det mindste af den højglanspolerede pænhed, vi er vant til i dag. Samtidig er det en personlig historie, som har en dyb klangbund, og den nussede stil bidrager med en sær autencitet til beskrivelsen af åndeverdenen set gennem den lille Mizukis øjne.
– Han er en dreng som alle andre af sin tid, det militaristiske Japan i trediverne, men de mennesker, han støtter sig til, bidrager på hver deres måde til at ændre ham som menneske. Hos NonNonBa finder han en forklaring på alt det, som mennesker med et slidsomt liv kun har et skuldertræk til overs for, og den oversanselige pige Miwa fulender billedet og bliver drengens nøgle til åndernes rige verden. På fløjen står så hans pragmatiske og lidt sværmeriske far og ryster på hovedet af det hele. Ikke desto mindre bidrager han med en vigtig brik i det puslespil, vejen fra barn til voksen er. Altid loyalt lyttende overfor sin søn evner han at drage en lære af drengens højtflyvende oplevelser og bidrager dermed til at bygge en bro fra det åndelige til menneskenes verden og vejen videre.
– Drengen Mizuki må overvinde sig selv for at overvinde det forestående, men da den kun alt for virkelige og alt andet end åndeligt forankrede skæbne for pigen Miwa endelig går op for ham, må han også sande, at livet rummer kampe, der ikke kan vindes gennem hverken fysisk eller åndelig råstyrke. Denne kamp må han tabe, men gennem ydmyghed kan han lære at leve med tabet.
– Det tager historien lidt tid at komme ind under huden, men når det først er sket, er den både rørende og tankevækkende. Klart den bedste serie, jeg har læst rigtig længe.
– Mizukis selvbiografiske coming of age-fortælling har tyve år på bagen, og er den vej rundt relativt ny. “Onwards Towards Our Noble Deaths”, som Drawn and Quarterly udsendte sidste år, er fra 1973, og næste stop i canadiernes udgivelsesrække er Kitaro, som Mizuki påbegyndte tilbage i 1959, da han var en helt grøn mangategner. Den er det værd at vente på, også selvom man må vente helt til februar 2013.
Thomas Thorhauge, anmeldelsesredaktør
– Jeg må klart indrømme ikke at være så velorienteret som jeg plejer at være (relativt set…). Jeg følger med alt, hvad jeg kan, men har haft ringe mulighed for at læse bare en flig af de titler, jeg har haft lyst til. Jeg har dog netop nu lidt læsetid, mens jeg langsomt prøver at komme tilbage til verden efter ferien, og har til lejligheden anskaffet mig en lille stak gode sager. Først og fremmest Joe Saccos “Journalism”, som jeg har ventet længe på med spænding. Bogen samler Saccos mindre historier fra Haag, Irak, Palæstina, Tjejtjenien og Indien. De er overraskende gode, Saccos små historier, og det er velgørende at se dem samlet – så vidt jeg kan se, kender jeg kun ca. halvdelen i forvejen, det er helt hurra.
– I en helt anden boldgade har jeg også fået fingre i de to tunge paperbackudgaver af Grant Morrisons supersyreepos, “Seven Soldiers of Victory”. Jeg læste tidligere på året med stor begejstring (men også stort besvær!) den nyfarvelagte udgave af Morrisons Flex Mentallo, og har både store og en smule skeptiske forventninger til skottens gendigtning af nogle af DC-universets mere bizarre figurer.
– I lidt mere straight faglig sammenhæng har jeg købt Fantagraphics’ store bog om Jack Davis (ikke Jim!), “Jack Davis – Drawing American Pop Culture”, hvis illustrationer i alle mulige sammenhænge bare er en drøm at kigge på. For mig personligt, der næsten altid tegner med pensel, er det naturligvis ekstra fedt at sidde og lure tricks af. Og for nu at blive der, har jeg afsindigt store forventninger til samme forlags samling af Harvey Kurtzmans krigshistorier, “The Corpse on the Imjin!”. Kurtzman er en af mine absolutte yndlingstegnere, sådan stilistisk, men jeg ejer stort set ingen bøger med hans ting.
– Og lad os lige blive ved det gamle lort, selvom det er pinligt at blive ved med at køre rundt i det. I stakken jeg købte, lå også andet bind i Fantagraphics genudgivelse af Carl Barks’ andehistorier, som jo sammen med Hergé og Tezuka er mediets tre store hovedsøjler.
– Herhjemme er der desværre sket utroligt lidt indtil videre. Udover den hæsblæsende Mikkel Sommers gennembrud som tegneserietegner, Kim Fupz-adaptionen “De gale”, og min egen “Det sidste ord”, kan jeg ikke komme i tanker om egentlige danske udgivelser. Heldigvis har jeg kendskab til to udgivelser, der er på trapperne: Ina Korneliussens ‘rigtige’ debut, som jeg har store forventninger til, og Mårdøn Smets “Stig & Martha”, som jo er et mesterværk, vi har ventet meget længe på ville blive samlet i bogform.
– Årets udgivelse kan allerede helt uden rysten på hånden kåres her i juli. Det bliver Chris Wares anden graphic novel, Building Stories, der samler den innovative, skarpt skårne og lidt overdrevent depressive skildring af en ung kvinde med ét ben. Udgivelsen, der udgives i en kasse (!), tegner så spektakulær, at spørgsmålet mere vil dreje sig om, hvad årets næstbedste udgivelse bliver …
Michael Lindal Andersen, skribent
– Jeg er gået den digitale vej og er derfor igen begyndt at læse en del amerikanske mainstream-titler i løshæfteformatet. Jeg har ellers mest begået mig i trade paperbacks og kulturelitære graphic novels i de seneste år. Jeg har bl.a. samlet op på Robert Kirkman og Charlie Adlards zombieserie, The Walking Dead. Og så kan man måske spørge sig selv, om den serie ikke allerede får rigeligt med opmærksomhed og derfor ikke behøver fremhæves her? Måske. Men så alligevel. Serien har netop rundet hæfte nummer 100 og den runde fødselsdag fejrede Kirkman så ved at flå et stykke af min sjæl ud, trampe på den, sparke den hårdt op til flere gange og efterlade den blødende i vejkanten. Det får man ud af at troppe op, når succesforfatteren inviterer på fødselsdagskage.
– Jeg skal ikke afsløre, hvad der sker i serien, men det er en game changer og seriens indtil nu dybeste tur ned i nihilismen. Jeg har i skrivende stund svært ved at afgøre, om vi har at gøre med den lidt trætte series redning (der er nu materiale til mange, mange års lidelser) eller der, hvor serien knækker og bliver en parodi på sig selv. Men jeg vil sige dette: Det er kompromisløst. Det er ægte vold, ægte konsekvenser og ægte ondskab, vi her har med at gøre. Kirkman fik mig med Walking Dead 100 til at føle (ubehagelige) ting meget dybt og det har rumsteret i mit baghoved lige siden. Som sådan er dette løshæfte den måske stærkeste læseoplevelse, jeg har haft på tegneseriefronten i år. Der kan man bare se.
– Hvad lurer der så forude? Jo, jeg glæder mig i hvert fald til femte bind i Joe Hills dark fantasy-serie, Locke and Key. Forrige bind var Pingpris-nomineret og blev anmeldt her på sitet. Men det er ikke til at komme udenom, at hvis jeg ikke måtte købe mere end en enkelt tegneserie i år, så blev det Chris Wares Building Stories, der kommer i USA til efteråret. Ware opererer i sin helt egen liga og er tegneseriens Stanley Kubrick. Det er svært at konkurrere med.
– Og så er der jo Walking Dead nummer 101 …
Matthias Wivel, redaktionsmedlem
– Jeg har ikke fået læst særlig mange nye tegneserier udgivet i 2012 endnu — ingen David B, ingen Bechdel, ingen Sacco — så jeg må nok vente med at fælde dom om årets foreløbigt bedste. Største skuffelse er imidlertid let: Alan Moore og Kevin O’Neill’s afsluttende bind i League of Extraordinary Gentlemen-serien Century. Tør og kedeligt gammelmandsagtig desillusion, der drukner i sit eget referencespil. Der er langt til de to første udgaver af LoEG og det føles rigtig langt til det egentlige magnum opus fra Moore, som vi alle venter på: romanen “Jerusalem”.
– Een nyere tegneserie, jeg imidlertid lige har læst, er første bind af Fabrice Neauds Nu-Men, en på flere niveauer overraskende serie. Neaud er bedst kendt for sine fuldstændigt ukompromitterende, meget intime selvbiografiske serier, udgivet i serien Journal, af hvilken der mellem 1996 og 2002 udkom fire bind. Siden er han kommet i så alvorlige problemer med nogle af de mennesker, han havde til sinde at afbilde (fotografisk korrekt) i sine serier, at han — muligvis midlertidigt, muligvis permanent — har lagt den side af sit arbejde på hylden og i stedet er vendt tilbage til sin drengedrøm om at lave science fiction. Umiddelbart tjener den naturalistiske streg, der har været så afgørende for hans levede virkelighedsgengivelse ikke den fantastiske genre, han her kaster sig over, helt så godt — hans svagheder som tegner og afhængighed af fotos viser sig ganske enkelt, når han udfolder de store tableauer, historien her kalder på. Men det er ikke et stort problem.
– Det er svært at sige ret meget om Nu-Mens større plan ud fra første bind, men der er tale om et nærfremtidigt hard SF-univers, hvor USA er tilintetgjort i en naturkatastrofe, og magtbalancen derfor delvis er overgået til EU, der har bevæget sig i liberal-facistoid retning. Landene præges af stigende uro, indvandringen presser politikerne og diverse regionale krige føres gedulgt. Der arbejdes i al hemmelighed på udviklingen af genmodificerede soldater, der kan tjene magten i denne brydningstid.
– Umiddelbart et ganske banalt SF-setup , men Neaud er alt andet end forudsigelig og iblander på fascinerende vis sin politiske satire elementer, der stikker udover den semi-realistiske præmis på en måde, der bringer mindelser om Jodorowsky og Moebius’ saga om Inkalen, samtidig med at han ufortrødent griber genrens tradition for self-indulgence og lader vægten med sex. Ikke at der på nogen måde er tale om en erotisk serie, nej, Neaud har bare skiftet de storbarmede, pistolsvingende babes i tætsiddende tøj, der traditionelt befolker tegneserier i denne genre, med muskelsvulmende mænd i ligeså tætsiddende tøj — mænd af den type, os der har fulgt hans selvbiografiske serier vil genkende som hans foretrukne. Beefcake for alle pengene.
– Dette åbenlyst personlige element giver serien et nøk udover det forventede og antyder, at vi måske har at gøre med en form for videreførelse af Neauds alle dage meget personlige tegneserieprojekt med andre midler, samtidig med at han får fortalt en underholdende historie. Det er som sagt svært at sige før flere af seriens bind foreligger, men vi har at gøre med en af tidens mest intelligente og reflekterede tegneseriekunstnere, så mon ikke der er en dybere mening med løjerne. I hvert fald viser det sig hen mod slutningen af albummet, at Neaud nok alligevel ikke primært har sat sig for at lave straight SF, men snarere kastet sig over en af tegneseriemediets mest sliddygtige og i USA populære genrer. Det skal blive spændende at se, hvad han gør med den.
– Hvad jeg glæder mig til i efteråret? Også Chris Wares Building Stories – ligesom Steffen har jeg læst det, der allerede har været udgivet, men der er efter sigende væsentligt mere med i Wares boxsæt. I min bog er det hans følelsesmæssigt renest klingende værk til dato, og jeg kan slet ikke vente med at læse det i sin helhed.
Erik Barkman, chefredaktør
– En af ulemperne ved at være redaktør på et tegneseriesite er, at det paradoksalt nok går ud over tiden til at læse tegneserier. Jeg havde samme problem som skribent på GAFFA, hvor middelmådige anmelder-cd’er ofte blokerede anlægget, så alt det spændende nye ikke kunne komme til. Heldigvis er der også fordele ved sådan en redaktørtjans, f.eks. at man kan lurepasse lidt, når der skal laves lister over det bedste af det bedste, og derefter – i sikker forvisning om, at personlige forårsfavoritter som ”NonNonBa” og Lou allerede er behørigt fremhævede – slå på tromme for et mere idiosynkratisk valg.
– Det kunne f.eks. være Brandon Grahams bundcharmerende sci fi-serie King City, der udkom samlet her i foråret. Den handler om ungersvenden Joe, som i selskab med sin kamp-kat (!) Earthling udfører jobs for byens lyssky bander, mens en større ondskab lurer bag horisonten. Men plot-referater yder ikke fortællingen om Joe retfærdighed, for hos Graham er det ikke målet, men vejen dertil, som er i fokus.
– King City er et unikt og ustresset stykke ”world building”. Graham stabler bizarre påfund oven på hinanden – fra nuttede kamp-dyr og zombiekrige til narko, der forvandler misbrugeren til stoffet selv (!) – og mod alle odds får han et univers med saft og sammenhængskraft ud af det. Så stærk er serieskaberens vision, at selv de løseste indfald passer som fod i hose til det univers, King City udkrystalliserer.
– Som Scott Pilgrim er King City med sin letbenede tone og sin ”dekomprimerede” fortællestil åbenlyst manga-inspireret, men jeg kom også til at tænke på Tank Girl af Jamie Hewlett, der som Graham har en udtalt svaghed for street art, vandede ordspil og bybilleder spækket med gakkede tegn og skilte. Til gengæld er der ikke nær så meget fysisk action i Joes verden som hos Tank Girl og Pilgrim: King Citys ”kattemester” er mindst lige så optaget af piger, kammerater og hverdagens små skærmydsler som af kampen mod ondskaben.
– Nu vi er ved sammenligningerne, så minder den nye, samlede udgave af King City faktisk også om Anders Nilsens ”Big Questions”. Primært på den led, at vi her ser et egensindigt tegne- og fortælletalent gradvist folde sig ud til noget virkeligt spændende, men de to har nu også en vis veneration for salig Jean ”Moebius” Giraud til fælles …
– Brandon Graham arbejder for øjeblikket på et meget rost run som forfatter og lejlighedsvis også tegner på fremtidsfablen Prophet, og første samling af dén serie figurerer blandt de udgivelser, jeg ser frem til at få fingre i de kommende måneder. Men selvfølgelig er Chris Wares Building Stories efterårets store, forkromede udgivelsesbegivenhed især i den mere mondæne ende af tegneserieland – alle musters moder – og herhjemme barsler en del dygtige serieskabere med nyt efter et stille forår. Johan F. Krarups andet bind af ”Foxtrot” ser f.eks. rigtig fornøjeligt ud …
I morgen: Et overblik for de læsere, der helst indtager oplysninger i listeform …
Del på
