Nummer 9-skribenter fortæller om forårets største læseoplevelser – og dem, de venter sig mest af i efteråret.
Meget kan man sige om årets sommervejr, men det egner sig glimrende til at sidde inden døre og læse tegneserier i. På Nummer 9 har vi brugt tiden på at samle en særlig sommerudgave af “Det læser vi på Nummer 9” – et helt uvidenskabeligt og totalt subjektivt overblik over det bedste fra forårshalvåret 2012. Samtidig ser vi frem mod de tegneserieudgivelser, vi glæder os mest til resten af året.
Første mand på podiet er hjernen bag det hele:
Steffen Rayburn-Maarup, redaktionsmedlem
– Jeg havde sådan håbet, at belgieren Brecht Evens’ nyeste, “De Liefhebbers” (som ifølge Google Translate betyder ikke “Liebhaverne”, men “De Elskende”) var et klokkeklart mesterværk. Men helt så højt var den ikke oppe at ringe, så i et halvår, der ikke ligefrem har væltet mig bagover med bjerge af fantastiske tegneserier, må mit valg af bedste titel falde på noget så kedeligt som en genudgivelse. Kevin Huizenga selvudgav sin historie Gloriana i 2001, hvorefter Drawn and Quarterly genudgav den i 2004, men det er først nu, i den tredje version, at “Gloriana” får den fulde opbakning med D&Qs pr-apparat og isbn-nummer, og hvad der ellers skal til for at sælge mere end tusind eksemplarer. Og den fortjener at sælge en million, for den er et lysende, rent mesterværk, der handler om hverdagslivet og om noget så stort som hvordan vi erfarer verden. Fænomenologi som gribende tegneseriekunst? You betcha!
– Den tegneserie, jeg glæder mig mest til resten af året, kan dårligt blive andet end Chris Wares Building Stories, der lander som en æske med fjorten bøger/hæfter/genstande i. Jeg har læst det meste af indholdet, som er kommet dryppende i det forløbne årti, men glæder mig til at få det hele serveret samlet. Ware er blevet en mere sikker fortæller siden “Jimmy Corrigan”, der kom i 2001 og er min yndlingstegneserie overhovedet, så der er lissom bygget nogle forventninger op.
– Og så glæder jeg mig til at læse Ina Korneliussens “Små dyr” og næste nummer af Johan F. Krarups Foxtrot …
Thomas Stærmose, skribent
– En af de udgivelser, jeg har læst med størst glæde det sidste halve års tid, er helt sikkert første bind af Fantagraphics’ forsøg på en samlet udgivelse af Carl Barks’ Disney-historier, Lost in the Andes. Jeg er ikke en af den slags tegneserielæsere, som der er mange af i Skandinavien, der dyrker Disneys andeunivers intenst. Ud over en Jumbobog på en togtur i ny og næ, er Anders And og kompagni ikke noget, jeg har brugt tid på, siden jeg var femten. Men udgivelsen var en stor fornøjelse, og de valgte historier sætter en stor fed streg under, hvorfor Carl Barks ofte fremhæves som en af verdens største tegneserietegnere. Det er simpelthen bare gode historier eksekveret på et overlegent håndværksmæssigt niveau. Jeg ser frem til de næste bind.
– Jeg går ikke ud fra, at Barks’ historier i sig selv behøver nogen større introduktion, så jeg vil blot pege på, hvorfor jeg mener, at denne her udgave af Barks’ samlede værker er den rigtige at bruge penge på. Der kommer mange samlede værker for tiden, og de har en tendens til at udkomme som store flotte luksusbind, der prismæssigt og hyldemetermæssigt kræver sit. Denne udgave går den modsatte vej og kommer som en handy bog i understørrelse, der er lige til at sætte sig ned og læse, hvilket nu engang er den måde, tegneserier først og fremmest er skabt til at nydes på. Indbindingskvaliteten er i orden, men bogen er designet sådan, at den kan stå helt for sig selv – ingen binder sig til at købe for 15.000 kr. stofindbunde andehistorier for at få et par gode historier. Endelig er bogen ikke plastret til i lange kloge-åge-artikler om noget, der trods alt bare er tegneserier for børn. Jeg faldt i søvn i bogens indledning, men sådan én skal der vel være. Noterne bagerst i bogen, der kommer med vidende uddybninger af de forskellige historier, er til gengæld gode og lige af en længde, hvor de sætter fingrene på de interessante aspekter af den enkelte historie uden at gøre det til en større kritik af hver enkelt historie. Alt i alt balancerer den udgivelse i mine øjne helt perfekt mellem at være i de oprindelige historiers ånd, som de konsumprodukter de nu engang er, og at være en samling, der skal have en hvis holdbarhed, som kan lidt mere end de oprindelige hæfter, historierne udkom i. Endelig er det en ny oplevelse for mig (og en god en) at læse Barks på originalsproget.
– Af danske udgivelser har jeg ikke haft fingre i så pokkers meget, men Thomas Thorhauges Det sidste ord var da i hvert fald pengene værd. Her har øvelsen været lidt anderledes: De små striber med Thorhauges tolkninger af diverse filmkoryfæer i Politiken er her forsøgt samlet og redigeret til et samlet værk. Med pæn succes. Jeg vil dog stadig opfordre til, at man læser den i bidder. Sådan er de enkelte striber skabt. Og sådan har de godt af fortsat at blive konsumeret.
– I den kommende fremtid glæder jeg mig naturligvis til andet bind af Barks’ værker – nu med onkel Joachim. Amazon har netop fortalt mig, at den er afsendt, så den kommer nok handy i min sommerferie. Længere ude i horisonten venter Shigeru Mizukis Kitaro, som jeg ser frem til med stor spænding. Jeg ved ikke så pokkers meget om værket, ud over at Kitaro er en af de figurer, der er blevet så hyldet, at man ligefrem har bygget statuer af den. Så jeg glæder mig til at se, om den er hyldesten værdig.
Carsten Fogh Nielsen, skribent
– Min særeste og på mange måder mest givende tegneserieoplevelse de sidste par måneder har uden tvivl været (genoptrykket af) Grant Morrisons og Frank Quitelys Flex Mentallo: Man of Muscle Mystery. Det er Quitely i topform og Morrison når han er allermest meta-inter-über-tekstuel. Under læsningen kunne jeg decideret mærke, hvordan min hjerne gradvist omprogrammerede sig selv til at tænke i Morrisonske baner, hvilket er både fascinerende og lettere skræmmende. Kan anbefales til alle, der er villig til at lade sin bevidsthed gå på skovtur.
– Den mest skuffende – eller måske snarere mest frustrerende – læseoplevelse har været “Are You My Mother”, Alison Bechdel’s opfølger til den fabelagtige og prisbelønnede “Bedemandens datter”. Hvor forgængeren fokuserer på Bechdels forhold til sin far, så er det, som titlen antyder, Bechdels mor, der er i centrum i det nye værk. Desværre sander historien til i selvterapeutisk navlepilleri, som forhindrer, at man – eller i det mindste jeg – for alvor lever sig ind i fortællingen. Jeg har for længe siden lovet Nummer 9s strenge anmeldelsesredaktør en omtale af “Are You My Mother”, og der arbejdes skam på sagen…
– … men andre ting kom pludseligt i vejen. Som f.eks. det, der for mig uden tvivl er de sidste par måneders (ja, faktisk års) mest overraskende tegneserierelaterede oplevelse, nemlig pludselig at blive inviteret i DRs Aftenshowet den 18. juli for at tale om Batman i anledning af premieren på “The Dark Knight Rises”. Det var en sjov oplevelse. Jeg fik hilst på Sisse Fisker, fik en øl på Aftenshowets regning og (vigtigst!) blev på skærmen tituleret “Ekstern lektor i filosofi og Batman-fan”. Det sidste gjorde mig lidt, nej sgu’, meget stolt. Det var dog også en smule frustrerende, da det er utrolig lidt, man egentlig kan nå at sige i løbet af sådan et 6-minutters interview. Heldigvis fik jeg lejlighed til at følge op på interviewet i DR med et interview på Radio 24syv dagen efter, hvor jeg talte om Batman og filosofi. Og jeg var en blandt flere kilder i en artikel i Filmmagasinet Ekko, der behandlede Batman-figurens historiske udvikling og nutidige relevans. Hvem skulle have troet, at mit gennembrud som mediestjerne skulle komme på grund af en en Batman-filmatisering?
– Den tegneserudgivelse jeg ser mest frem til det næste stykke tid er faktisk et dansk værk, nemlig Johan Krarups Johns Dilemma (eller hvad værket nu ender med at komme til at hedde), den første deciderede graphic novel fra hans hånd. Den har jeg (og flere andre) efterhånden ventet længe på, så kom nu, Johan!
Mads Bluhm, skribent
– Jeg synes, det er ufatteligt svært at skære så meget ind til benet og sige: dette er det bedste fra de forgangne 6 måneder. Især når man kun må vælge én i hver “kategori”. Så jeg udvider lige rammerne lidt og vælger både en dansk og en international udgivelse. I den sidste gruppe vil jeg gerne fremhæve Tale of Sand, som er en tegneserie baseret på et ufuldendt filmmanuskript af Jim Henson og hans skrivekumpan Jerry Juhls. De er jo begge berømte for Muppet Show, Sesame Street, Fragglerne og The Storyteller samt filmene “Labyrinth” og “The Dark Crystal”. Jeg har altid været kæmpe Jim Henson-fan.
– “Tale of sand” viser en helt anden side af Hensons enorme talent. Den er klart målrettet til voksne og har mest karakter af en surrealistisk stumfilm. Det er et værk, som kræver noget af sin læser. Intet bliver forklaret, og det er en sær og næsten ikke-eksisterende historie, som udfolder sig. Til gengæld er det en meget sanselig tegneserie, som, hvis man lader sig opsluge af den, giver en hel del igen. Det skyldes i høj grad den formidable billedside, som bliver forrygende forløst af Ramon K. Perez. Man skal have i mente, at manuskriptet blev udviklet i løbet af 60’erne og 70’erne, så nogle af ideerne er ikke så originale i dag, som de ville have været dengang. Om den så fortjener alle de 3 Eisner Awards, som den netop er blevet tildelt, er måske tvivlsomt, men jeg oplevede den som en hæsblæsende, surrealistisk pageturner, og det er bestemt et værk, jeg vil vende tilbage til.
– Hvad angår tegneserier på dansk, har 2012 allerede været et godt år, og det er svært at vælge. Men da børnetegneserien står mit hjerte nær, har jeg valgt at fremhæve Lou! af Julien Neel fra Carlsen. Lou er en 12-årige pige med ben i næsen. Hun bor alene med sin mor, der egentlig burde bruge sin tid på at færdiggøre en roman, men i stedet spiller en hel masse Xbox, og så er det endda Lous Xbox! Tegneserierne om Lou er først og fremmest sjove, og jeg måtte flere gange tage mig selv i at fnise og smile under min gennemlæsning af det meget lyserøde første bind, hvilket sikkert har vakt en del undren hos mine S-togs-medpassagerer. Gode tegneserier til børn er lidt af en sjældenhed på dansk, og når der så samtidigt er tale om en fransk én af slagsen, så stiger både sjældenheden og glæden. Derfor har jeg stadig svært ved at få armene ned efter at have læst de to første danske bind om Lou.
– Jeg synes der er meget at se frem til i år, men valget har alligevel været overraskende let. For Asterios Polyp af David Mazzucchelli, som er på vej fra Aben maler, er efter min ydmyge mening en af de vigtigste tegneserier i mange år. Nu udkommer den endelig på dansk. Mazzucchelli udnytter og udfordrer tegneserien til det yderste uden på noget tidspunkt at tabe læseren. Det er en af de få tegneserier, som jeg efter første gennemlæsning bare havde lyst til at læse forfra lige med det samme. Det er også en tegneserie, som jeg konstant finder nye ting at fortabe mig i og nyde. “Asterios Polyp” er et mesterværk, og det er en sejr, at den snart vil kunne læses på dansk.
– Internationalt er der endnu mere at glæde sig til, så her bliver jeg nødt til at snyde lidt og fremhæver af bitter nød 2: Building Stories af Chris Ware fra Pantheon. Jeg ved det – “I had you at Chris Ware”. Mesteren er tilbage, og længere er den egentlig ikke. Og Mouse Guard: The Black Axe af David Petersen. Jeg elsker Mouse Guard. Grundhistorien er næsten for enkel: vores helte er elitesoldater i “musegarden”, hvis primære opgave er at holde vejene mellem de skjulte musebyer sikre, så de civile mus kan færdes trygt gennem en verden fyldt med farer. Når det alligevel fungerer, så skyldes det, at David Petersen tegner og farvelægger som en gud og med enkle og effektive virkemidler fortæller gode og gribende historier, som rammer mange forskellige aldersgrupper. “Black Axe” er en prequel til de to hovedbind. Nogen burde altså udgive den her serie på dansk!
Mere sommerstatus i morgen her på Nummer 9.