Kristian Bang Larsen zoomer ind på udvalgte tegneseriescener for at undersøge mediets sprog. Denne gang: Om hurtig og langsom tid i Jaime Hernandez’ ”Flies on the Ceiling”.
Tid i tegneserier er noget underligt noget. En tegneserie er fortalt i en sekvens af enkeltbilleder, som i et lysbilledshow, og det giver mediet nogle unikke muligheder for at skrue op og ned for hastigheden. I en film vil en scene, hvor to mennesker taler med hinanden, nødvendigvis foregå i realtid: Scenen tager den tid, det tager skuespillerne at sige deres replikker. Men i en tegneserie kan man vælge kun at bruge ét billede på samtalen – det kan f.eks. forestille to personer, der taler sammen, og have et par store talebobler med alle replikkerne. Eller man kan sænke tempoet, bruge 100 billeder på samtalen og registrere de bittesmå ændringer i kropsprog og mimik over det samme tidsforløb. Samme samtale, der i historiens tid tager måske to minutter, kan på læseplanet vare et øjeblik eller en evighed.
En serieskaber, der virkelig er god til at skrue op og ned for hastigheden i sine serier, er amerikaneren Jaime Hernandez, der sammen med sin bror Gilbert har stået bag det alternative tegneserie-flagskib Love & Rockets i forskellige inkarnationer siden 1981. Jaime Hernandez’ serier blev i 80’erne og 90’erne udgivet herhjemme under titlerne Mekanix og Locas, men her skal vi se på en historie, der desværre ikke er kommet på dansk, ”Flies on the Ceiling”. Det er en af de bedste korte tegneseriehistorier, der er lavet.
”Flies on the Ceiling” handler om den unge kvinde Isabel, der er rejst fra Californien til Mexico på flugt fra sine indre dæmoner, som selvfølgelig følger med. Historien er på 15 sider, og med undtagelse af titelsiden, der er en helside, er alle siderne bygget ens op, med 3 x 3 billeder på hver side. Brugen af replikker er sparsom, og en del forløb fortælles helt uden tekst.
Tidsmæssigt er det interessant, hvordan Jaime Hernandez hele tiden skruer op og ned for hastigheden. Der er sekvenser, hvor der kun er sekunder mellem billederne, og sekvenser, hvor der er timer eller dage mellem dem. Hernandez angiver aldrig de tidslige skift med tekst ved f.eks. at skrive ”næste dag” eller ”senere”. Han stoler på, at læseren kan aflæse de visuelle tidslige markører i form af personer, der har skiftet tøj, skygger, der bliver kortere og længere, og så videre.
Lad os se på side 4 og 5. Isabel har fået kost og logi hos en lokal mand på betingelse af, at hun hjælper til i huset og passer hans søn.
De ni billeder på side 4 foregår over et par dage. Man følger Isabel, der går til hånde i huset og passer sig selv. Men manden betragter hende, og vil tydeligvis have et tættere forhold til hende, end hun er interesseret i. Til sidst inviterer han hende til at spise sammen med ham og drengen, i stedet for på sit kammer. Der er mange timer mellem hvert billede.
Fra starten af side 5 er tempoet sænket markant. De fire første billeder, hvor Isabel og drengen møder manden til en byfest og manden nøder Isabel til at blive, foregår ret hurtigt efter hinanden, måske over et par minutter. Derefter øges tempoet igen, og de næste fire billeder foregår over nogle timer til byfesten, hvor Isabel modvilligt begynder at more sig og til sidst falder for manden. Det niende og sidste billede foregår langt senere, måske dagen efter – der er ikke længere fest i byen, Isabel og drengen har skiftet tøj. Men drengens spørgsmål (”Bliver du længere hos os, som far sagde?”) og Isabels svar (”Det tror jeg nok”) relaterer direkte til flirten ved byfesten på de foregående otte billeder, og skaber derved sammenhæng i de meget adskilte tidslige forløb.
Den filmkyndige kunne være fristet til at påstå, at det, Jaime Hernandez gør på side 4 og på billede 5-8 på side 5, er at lave montager. En filmmontage er, når man bruger en række korte klip til at formidle en stemning og et forløb over tid. Det kunne være et ungt pars lykkelige sommer illustreret med korte klip, hvor de forelsket går ture i skoven, løber langs strandkanten og skyder bjørne i tivoli.
Men der går altid en vis mængde tid mellem billederne i en tegneserie. Spørgsmålet er bare hvor meget – et sekund, et minut, en time, et måned, et liv? Samtidig kan man skrue op og ned for hastigheden på en helt anden måde end på film, og derfor giver montage-begrebet ingen mening i tegneserier.
i ”Flies on the Ceiling” er meget store dele af historien fortalt i ‘hurtig tid’. Jaime Hernandez bruger ikke den hurtige tid til at formidle en stemning, som man gør i filmmontagen, men til netop at fortælle historien. Både de ni billeder på side fire og de fire byfestbilleder på side fem beskriver et forløb, hvor verden ændrer sig for Isabel og Isabel reagerer på det.
Det, Jaime Hernandez gør, er at økonomisere med sit billedsprog. Lige meget om der er kort eller lang tid mellem billederne, bindes de sammen af fortællingens logik. Han bruger tegneseriens tidslige muligheder til kun at fortælle det allermest nødvendige, og han falder aldrig for fristelsen til at bruge for mange ord eller for mange billeder. Der er ikke noget fyld i ”Flies on the Ceiling”.
Lige til sidst: Eksemplerne side 4 og 5 er ret hurtige i deres tid, men andre steder bliver Hernandez langsom. Så lad os lige lukke med side 10, hvor Isabel er flygtet fra sin lille værtsfamilie og er ved at miste forstanden. Her går tiden skræmmende langsomt …
“”Seriesprog” er en ny artikelserie på Nummer9.dk, hvor Kristian Bang Larsen undersøger tegneseriemediets formsprog og virkemidler med udgangspunkt i udvalgte tegneseriescener.