Rundbordssamtale: Valhalla

Aben Maler-chef Steffen P. Maarup, tegneserieguru Matthias Wivel og Nummer 9-redaktør Erik Barkman diskuterer succésserien på baggrund af “Valhalla – Den samlede saga 1”.

Rundbordssamtalen er et nyt påhit på Nummer 9, hvor væsentlige tegneserieværker drøftes i stafet-form af en lille håndfuld deltagere. Første offer for diskussionslysten er bind ét af den samlede Valhalla-udgave – læs i øvrigt Nummer 9s anmeldelse her og vores tegneseriesnak med Peter Madsen her.

Steffen P. Maarup: Jeg har ikke læst de her tegneserier i omkring tyve år, så det var lidt som at læse dem for første gang, og så samtidig et nostalgisk gensyn med min barndom. En af de ting, der slog mig under læsningen, er, hvor stor seriens gæld til den fransk-belgiske tradition er.

Albumformatet med 48 A4-sider i farver var selvfølgelig de rigeur i Valhallas unge år, men også tegnestil, antallet af billeder på en side, billede-til-billede-forløb, anvendelse af tekst, farvelægning, mm. er som taget ud af datidens fransk-belgiske børneserier. Særligt synes Asterix at have tjent som forbillede – man fristes næsten til at sige skabelon. Et par eksempler:

Bind 1, Ulven er løs, afsluttes med en festbanket.

Bind 2, Thors brudefærd, åbner med et establishing shot, som i den grad ligner en Uderzo-tegning (og mindede mig om åbningsbilledet i Kejserens gave).

Det tilbagevendende gag med hanen, som undviger/ikke undviger Thors hammer, er som taget ud af Asterix.

I Thors brudefærd uppercutter Thor en jætte ud af billedet, så man næsten forventer at se et par romersandaler stående tilbage på jorden.

Jeg kommer også til at tænke på Wills serie Isabelle, som var fremragende til at skildre troværdigt myldrende baggrunde. Den serie foregik i et univers, som man – selv om det  var magisk – troede på, fordi omgivelserne blev skildret så detaljerigt og levende. Jeg får samme fornemmelse i Valhalla, særligt fra bind 3, og endda med nogle af de samme varme farver. (Jeg ser netop, at den danske redaktør på Isabelle var Henning Kure!)

Jeg beskylder på ingen måde Valhalla-holdet for plagiat; jeg gør blot opmærksom på, at disse tre virkelig gode tegneserier ikke opstod ud af intet, men noget nyt blev skabt ved at bruge nogle velkendte byggeklodser.

Matthias Wivel: Helt klart – de beskrev jo også selv deres ambition som at skabe en “dansk Asterix“, så grundformlen er helt åbenbar. Der er jo i øvrigt en utrolig legesyge i de her tre første albums, der blev væsentligt nedtonet efter de vendte tilbage til serien efter Valhalla-filmen: Glistrup, Erhard Jacobsen og Valhalla-holdet m.fl. til Trym og Tors bryllup – musik ved Muppetbandet. Og i Odins væddemål bliver der virkelig skruet op for in-jokes’ne. Hans Rancke og Per Vadmand som tumpede bersærker, Splints Spip som Ratatosk, Conan som Mørdur og Balder, Thor og Loke som “parodier på tre krigere fra en superhelteudgave af Thor”, som Kure og Madsen skriver i ekstramaterialet med hvad der forekommer mig følbart røde ører over deres ungdoms fortrædeligheder.

Jeg savner denne ånd i de senere album, Vølvens spådom, ikke mindst det sidste, hvor de to gør et uoplagt forsøg på at genoplive det ved at afbilde Per Sanderhage og Andreas Pihl som Ansgar og Rimbert. En problematisk og i sidste ende fad afslutning på sagaen solgt med forceret glimt i øjet. Men her i de tre første albums spillede det fantastisk rent – jeg ville naturligvis tilføje Claus Deleurans folkelige tone og streg som en afgørende afsæt – “Ska’ ha’ ha’ a’ det oversavede?” citeres oven i købet! – og nok også Mad i Will Elders udgave i forhold til de mange liflige anakronismer (Asgårds gris er guf!) og sprudlende myldrebilleder, som du også snakkede om Steffen.

Erik Barkman: Jeg havde det vist som Steffen, da jeg læste de her album igen – for første gang i 20 år eller deromkring. Oplevelsen blev filtreret gennem et pudsigt dobbeltsyn, hvor jeg på den ene side analyserede dem med en voksen mands kritiske blik, og på den anden side genoplevede de primale følelser, tegneserien vakte i mig som dreng.

Et eksempel: Scenen i bind 1, hvor Tjalfe farer vild i Thors labyrintiske hus med vasketøj for øjnene. Som voksen læser jeg den sekvens som et stykke Buster Keaton-inspireret stumfilmskomik, men da jeg var dreng, var Tjalfes fald en alvorlig sag – forbundet med ægte fare. Første side i bind 2 var også utrolig ildevarslende for seks-årige Erik, men fremstår aldeles ufarlig nu.

Alligevel fortjener Peter Madsen og kompagni ros for ikke at hive tænderne ud på de nordiske guder. I hvert fald ikke i de tre første bind. Lokes ambivalens er intakt, især i bind 1 får han lov at være den amoralske trickster, vi kender fra mytologien, og i bind 2 antydes det, at han er homoseksuel. Ligesom det i øvrigt i bind 3 mere end antydes, at Frigg er Odin utro med hans brødre. Det er måske det danskeste ved Valhalla: At den er for børn uden at være tandløs. Ånden fra Deleuran og Bennys badekar mærkes i den ambitiøse kommercielle satsning, også f.eks. i afbildningen af nøgenhed.

De tre bind har hver deres styrker og svagheder, synes jeg. I bind 1 har Peter Madsen til gode at finde sikkert fodfæste som serieskaber, men albummet profiterer af det enorme forarbejde, Madsen havde gjort sammen med Hans Rancke og (især) Henning Kure. Gudernes personaer er klart definerede og hver eneste sekvens virker gennemtænkt til mindste detalje.

Da vi når frem til bind 3, er plottet blevet løsere i fugerne – f.eks. klares konfrontationen mellem Odin og hans opsætsige brødre i to billeder, en temmelig abrupt resolution. Til gengæld er Peter Madsen blevet en markant dygtigere tegner i den mellemliggende perioder. Hans streg er langt sikrere og hans miljøer markante mere interessante. I ekstramaterialet erindrer Madsen, hvordan han på en interrailtur opsøgte Jean Giraud/Moebius og viste ham Valhalla. Fine sager, mente den franske tegneserieguru, men udendørsbaggrundene er alt for anonyme: Hvad med at bruge rigtige landskaber som forlæg i stedet? Det gjorde Madsen så, og derfor er bind 1 og 2s stereotype horisonter – et træ hist, en savtakket bjergryg pist – i bind 3 erstattet af dramatiske fjelde og skyggefulde dale.

Bind 2 var mit foretrukne, da jeg var dreng. Thor i kjole var velsagtens definitionen af komik dengang. I dag kommer de overtydelige kønspolitiske referencer lidt i vejen for det glædelige gensyn. Som da Thor klædt ud som Tryms kommende kone har stillet sig i lønningskøen efter en gang køkkenarbejde, blot for først at få langt mindre end ham foran i køen (“han er jo en mand, så hans arbejde er mere værd end dit”) og siden at få besked på, at han som kvinden i huset slet ikke skal lønnes. “La’ det ligge Thor!” siger Loke, “Du betaler da heller ikke din kone løn, vel?”

Så kan vi lige tænke lidt over den …

Steffen P. Maarup: Erik, jeg er helt med på, at Odins væddemål har en løsere struktur end de to andre. Det virker, som om det bind er et væltsammen af småmyter, som bagmændene nødtørftigt har klistret sammen, og det burde ikke fungere. Men det gør det naturligvis, og faktisk er det nok det bedste af alle bindene (siger jeg uden at læst de fleste bind i mange år). Hver eneste scene er mindeværdig – adskillige scener og enkelte replikker huskede jeg detaljeret efter tyve års pause; Vile og Ve-figurerne er fantastiske; og det hele er så veloplagt serveret, at jeg helt må overgive mig. En af de bedste danske tegneserier nogensinde, sådan. Allerede mellem bind 1 og 2 er Peter Madsen blevet en markant bedre tegner, men det her er virkelig topklasse: professionelt, levende, morsomt, og med masser af personlighed. (Også fra forfatterholdets side.)

Madsen og Kure mener vist også, at de der kønspolitiske referencer i Thors brudefærd er lidt vel firkantede i dag, men jeg synes, de fungerer godt, og de føles ikke (voldsomt) påklistrede. Som du nævner, Erik, der er både noget for børn og voksne at komme efter.

Matthias, jeg vil ikke gå ind i en nærmere diskussion af de senere bind her (jeg har vist ikke læst dem jeg alle, og dem jeg har, har jeg ikke lige inden for rækkevidde), men ganske kort: I forhold til de fabelagtige første tre bind synes jeg også, at i hvert fald bind 14 og 15 (som jeg har læst for nylig) mangler fortælleglæde. Kunne det skyldes fraværet af Hans Rancke-Madsen og Per Vadmand, som vist kun er med på forfatterholdet til og med bind 10?

Lige en kommentar til seriens udvikling siden de her tre første bind: jeg tror klart at Rancke og Vadmands fravær har påvirket tonen i mere seriøs retning, og Kure er og bliver en ret tør forfatter, tæt på at være ude af stand til at levendegøre humoristiske indslag. I bind 14, Muren, er der f. eks. en sekvens, hvor Odin afleverer sådan en enetale, der er fuld af referencer til James Bond-film – det er løst funderet i handlingen, der handler om Tjalfes manddomsprøve, men er så mekanisk afleveret at det klasker til jorden – der insisteres på at det er sjovt. Og hallo, James Bond … ? De sjoveste af de senere bind synes jeg rent faktisk er Gudernes gaver, til hvilken Hans Rancke leverede en betydelig del af manuskriptet, og Mysteriet om Digtermjøden, der udover at servere et veldrejet plot, har skægge drukviser skrevet af Vadmand.

Når alt det er sagt, forstår jeg imidlertid godt, hvorfor Kure og Madsen gik i den retning, de gjorde. Ikke alene lå den mere seriøse og tekstnære tone, de påtog sig, til dem begge, men man kan også forestille sig at vitaliteten under alle omstændigheder ville være gået af ballonen hen ad vejen – jeg synes de her tre albums bærer meget præg af et skaberhold i øjeblikkets rus, hvor stort set alt bare fungerer – selv ting der ikke burde.

For at tage fat i din pointe, Erik, så er jeg enig i, at budskabet i de tidlige historier, især Ulven er løs og Thors brudefærd er både håndfast og fodformet og ikke tåler tidens tand alt for godt. Bevares, det er ikke noget stort problem, og de får virkelig mange gode gags ud af Thor som kvinde og en for mig uforglemmelig scene spillet helt straight: Freja foran spejlet efter alle de mandlige guder har været der og ydmyget hende. Som du siger, brodden er ikke taget af historierne, selvom de er for børn. Men: hvis de havde fortsat i det spor, kunne det meget vel være gået galt. Det mere rendyrkede fokus på loyal og gennemtænkt fortolkning af mytestoffet, som det især blev til i seriens sidste tredjedel, var det rigtige valg, selvom man kan diskutere hvor godt det lykkedes i visse af bindene.

Steffen P. Maarup: Jeg indskyder lige hurtigt: Jeg fortryder, at jeg skrev, at 14 og 15 mangler ’fortælleglæde’; det er ’hittepåsomhed’, jeg mener.

Og så for at binde en sløjfe på Valhalla før og nu synes jeg, at de nye, meget flotte forsider er helt forfejlede. De oprindelige forsider signalerede ramasjang, drama og humor for hele familien – præcis hvad tegneserierne indeholdt. Der er en svulstighed og en patos over bogseriens forsider, som jeg genkender fra Menneskesønnen, men som virker malplaceret for Valhalla. Jeg kan sagtens forstå incitamentet til at lave nye forsider og give bogserien den helt store behandling med guldtryk på omslaget og masser af ekstramateriale, så samlerne savler, men jeg havde hellere set nye forsider, der stadig var kongeniale. (Bogseriens nye forsider kan ses her.)

Erik Barkman: Et interessante aspekt ved Valhalla-seriens tilblivelse, som virkelig highlightes i ekstramaterialet, er den ”design by committee”-proces, der gik forud. Interpresse-chef Arne Stenby mente, det kunne være opportunt at lave et dansk svar på den populære (og profitable) bølge af fransk-belgiske serier, der skyllede ind over fædrelandets bredder. Sammen med Henning Kure satte han sig for at skabe en danske tegneseriesuccés – og det lykkedes som bekendt.

Teamet bag blev håndplukket, så det dækkede alle baser – tegninger, farver, plot, dialog – og ikke mindst: Så man kunne arbejde effektivt. Og bind 1 blev lanceret med fanfare og store armbevægelser. Gådefulde pressemeddelelser, vikingeparader, fenrisulve à la Disneyland, vikingejazz og vikingeøl til pressen.

Pointen er, at hensyn til salgbarhed og mainstream-appel sandsynligvis har spillet en rolle i forhold til nogle af de træk ved serien, vi tidligere har snakket om. For eksempel har det uden tvivl givet rigtig god mening ud fra et kommercielt perspektiv at lægge serien tæt op ad udenlandske hits som Asterix – i dén forstand er arven fra de fransk-belgiske serier ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om zeitgeist. Som jeg husker det, var de ting, Peter Madsen lavede før Valhalla, meget anderledes i tonen.

Spørgsmålet er også, om markedsmæssige påvirkninger ikke spillede ind på de senere binds mere ”seriøse” tone?

Kommercielt set gav de første binds løsslupne tone perfekt mening, og når Asterix kunne fortsætte i dén dur over adskillige glimrende bind, kunne Valhalla velsagtens også have gjort det. Men efterhånden som hr. og fru Danmark holdt op med at læse tegneserier, blev hensynet til den brede appel mindre tungtvejende – og arbejdet mere con amore. Madsen og Kure kunne lige så godt sætte den kurs, de brændte mest for, og det var den alvorsfulde og trofaste gengivelse af de skæbnetunge nordiske gudesagn. På godt og ondt.

Matthias Wivel: Den køber jeg ikke rigtigt. Den patos og sans for drama, man finder i Madsens tidlige serier – samlet i Hen ad vejen – er til stede fra starten, f. eks. i den forrygende skildring af Regnar Lodbrogs kamp med lindormen i Odins væddemål, og den fik fuld skrue i scenen i Valhalla-filmen, genoptaget i Valhalla bind 5, hvor Tjalfe genopliver den døende Thor med sin tro – ”Jeg TROR på dig!” På det tidspunkt var Valhalla mere populær end nogensinde, så jeg tror ikke motiverne var kreative snarere end kommercielle.

En af de ting, jeg virkelig finder opløftende ved læsningen af de tre albums her, er udviklingen i Madsens streg og fortælleteknik. Ulven er løs er lidt råt, men fuld af energi – lidt ligesom Madsens store idol på det tidspunkt, Mézières’ tidlige serier. Sekvensen med Røskva og Ulven er bundcharmerende og føles helt naturlig, f. eks.

I Thors brudefærd har han allerede udviklet sig betydeligt og udviser en sans for komisk mimik og timing hvis lige sjældent er set i skandinaviske tegneserier. Hele sekvensen, hvor Thor gøres klar som brud, fra forberedelserne til dér, hvor de sidder i vognen, er en studie i hvor skægt den slags kan gøres.

Hver figur  lever på siderne, med ansigtsudtryk der passer til den givne situation og understøtter dialogen og de enkelte gags. Siden hvor de gør sig klar til afgang: De to geders forskellige personligheder udtrykt i første billede; Tyrs tørre humor og påtagede ophidselse over at de er ved at lade en ”kvinde” styre; Thors forbløffelse – han er først helt paf – derefter irritation og til sidst hans sardoniske blik på stakkels Tjalfe. Lokes totale velvære ved situationen. Høj klasse.

Og så er der naturligvis Odins væddemål, som med belæg kan karakteriseres som en af de bedst tegnede danske tegneserier nogensinde. Indflydelsen fra Giraud/Moebius er som nævnt åbenlys og den detaljerigdom og opmærksomhed Peter giver de teksturer han arbejder med er påfaldende. Landskaberne giver fantasien frit løb, bygningerne emmer af historie og figurerne tegnes med større præcision end i de forudgående albums, uden de mister dynamikken. Vile og Ve er som Steffen påpegede det et totalt scoop – kaos gestaltet som id’ets frie løb, gange to. Hvis man skulle indvende noget, kunne man måske pege på den lige lovligt generøse brug af Moebius-skraveringer, der til tider overvælder især figurerne, men det er absolut ikke noget stort problem.

Og i øvrigt er det passende: som vi har været inde på, er historien rent dramaturgisk noget rodet, men man tænker slet ikke over det. Den ene underholdende og visuelt rige scene følger den anden. Det er måske ikke så overraskende, at Moebius’ tilstedeværelse føles så stærkt – albummet bringer simpelthen mindelser om Den hermetiske garages fabulerende ramasjang.

Steffen P. Maarup: Matthias, jeg er helt enig i, at Peter Madsen ikke bare bliver en bedre tegner mellem albummene, men også fortælleteknisk rykker frem i bussen. Der er fx en sekvens fra Ulven er løs med flere eksempler på dårligt flow. Mellem første og andet billede bliver Thor 10% mindre – han burde have beholdt sin størrelse eller også skulle zoomgraden have været ændret mere markant. Hammeren ser ud til flyve direkte fra billede to til tre, men billederne har tydeligvis forskellige horisontlinjer – nu ser det bare ud som om, at ulven ingen krop har. Og endelig er der et lidt uheldigt retningsskift mellem billede fem og seks, så hammeren først kastes mod højre og så venstre.

I Odins væddemål har Madsen fået helt styr på virkemidlerne, og fx sekvensen hvor Hjørvard Hjørnetand slår ud efter Lilleodder er forbilledligt fortalt.

I Thors brudefærd er Peter Madsen stadig urutineret nok til at placere et billede i to ’etager’ yderst til højre, så det er nødvendigt at ty til røde pile for at styre læserens blik, men i Odins væddemål formår han (bla. med hjælp fra Søren Håkanssons farvelægning) at jonglere at umiddelbart rodet sidelayout, så det læses helt problemfrit.

Vi har i øvrigt ikke talt om farvelægningen, som – ganske som seriens øvrige elementer – går fra god til bedre i løbet af de tre første bind, og som ekspressivt er et vigtigt bidrag i historiefortællingen.

Erik Barkman: Sammenligningen med Den Hermetiske Garage er sjov og sigende, i hvert fald i det omfang parallellen gælder rundtossede narrativer, der virker, selvom de ikke burde.

Humblebi-plots, om man vil.

Til gengæld er tonen i de to værker ganske forskellig: Hvor Moebius tydeligvis nyder at lege med læserens stræben efter sammenhæng ved hele tiden at føje nye lag af forvirring og forvikling til sin beretning, så er der efter min mening ikke den store tvivl om, at Valhalla-folkene ønsker at fortælle deres historie så klart og letforståeligt, som de overhovedet kan.

Derfor kan de selvfølgelig godt være inspirerede af Moebius’ kulttegneserie. Det ville måske være underligt andet, Peter Madsens Moebius-fascination taget i betragtning. Men for mig at se udmærker handlingen i Odins væddemål sig især ved at være mere tro mod den nordiske mytologis rødder i en oral, førkristen fortælletradition end nogen af de andre Valhalla-bind, jeg har læst.

Man genkender grundstrukturen fra græske myter, folkeeventyr og meget andet. Det starter med et væddemål – en klassisk prøvelse: Odin skal finde tre mægtige krigere, som er bedre end dem, valkyrierne slæber hjem fra de nordiske slagmarker. Oven på den enkle præmis bygger Valhalla-forfatterne et vidunderligt knudret patchwork-plot, strikket sammen af løse sagn og fri fantasi. Altid med plads til skæve svinkeærinder og spøjse sidespring, præcis som når en virkelig sprudlende storyteller bygger en lang, inspireret skrøne omkring det tyndest tænkelige narrative skelet.

Det løse plot klæder Odins væddemål fantastisk, måske fordi det føles som et mere autentisk match til det fiktionsunivers, beretningerne om de nordiske guder oprindeligt fandt deres form i, end andre binds strammere plots gør det?

Steffen P. Maarup: Dét er en virkelig interessant pointe. Jeg er ikke sikker på, at den holder, for Valhalla-serien kan læses som en hvilken som helst gang relativt plotdreven humor-action med en gruppe af hovedpersoner uden hensyntagen til myteforlægget, men det er en sjov observation.

Matthias Wivel: Det er nok ikke hele sandheden, men jeg synes det er et nyttigt perspektiv på, hvorfor Odins væddemål virker så godt. Og Garagen uanset, er parallellen til Deleuran igen den mest naturlige – og det er måske nok det, der fik Valhalla så flyvende fra start: den der varme folkelighed og humor iscenesat i, hvad der i bakspejlet må kaldes en episk ouverture.

---