I anledning af Scott Pilgrim-filmens premiere og udgivelsen af seriens femte bind kigger Nummer 9s Cav Bøgelund, Ulf Reese Næsborg, Johan F. Krarup og Thomas Thorhauge nærmere på verdens pt. sejeste tegneserie.
TT: Alle elsker Scott Pilgrim, ihh, den tegneserie har solgt 555 millioner eksemplarer, nøøøj, hvor er den skarp og cute, og tænk, det er måske den første rigtige vestlige tegneserie, der er sluppet succesfuldt fra at være vildt mangainspireret, men alligevel være totalt nordamerikansk.
Men hvad er det så?
Det er jo en historie om en talentløs slapsvans, der spiller i et elendigt band, som ikke kan finde ud af at passe sit job, som mildest talt behandler sine pigevenner skidt, og som nægter at indrømme varme følelser over for nogen. Hvorfor er det nu såååå fedt og såååååå charmerende?
ULF: Når vi nu lægger ud med at snakke om Scott som person, vil jeg gerne krybe til korset og indrømme, at jeg identificerer mig lidt med ham. Eller rettere, identificerer mit noget yngre jeg med Scott. Jeg var medlem af flere bands, spillede computerspil og havde i øvrigt ikke check på en skid som ung – om end nok mere end Scott har (håber jeg), så det er ganske åbenlyst en setting, som falder mig naturlig.
Men det, der for alvor får Scott Pilgrim-serien til at fungere for mig, er den energi, den smider direkte i ansigtet på læseren. Jeg har det, som om jeg læser en elektrificeret dynamitstang eller tegnet garagerock, og jeg elsker det. Men det er klart ikke for enhver – på samme måde som garagerocken – if it’s too loud …
CAV: Jeg tror, en af grundene til SP‘s succes og charme kan forklares med den ligefremme måde, den er fortalt på. SP er ikke bare en moderne tegneserie, fordi det er den første, der problemfrit blander den amerikanske serietradition med manga, men også fordi den samtidig ligner en fortælling, der egenhændigt har opfundet tegneseriemediet (!).
Det hele er simpelthen så lækkert og umiddelbart leveret. På en gang helt ligetil og letaflæseligt, og alligevel fuld af tricks.
Det er store ord, og jeg skal måske i den sammenhæng nævne, at jeg også har nogen problemer med serien. Men lad os gemme det til senere. Jeg slugte de 6 bind på én eftermiddag og er stadig imponeret over, hvor flot den var serveret. Jeg synes SP er en vigtig tegneserie.
Det er også fedt, at den er havnet i hænderne på så mange nye læsere og er blevet det her fænomen. Den er den perfekte serie at starte med for nye læsere og kan måske også få en masse læsere til at krydse fra manga til mere vestligt orienterede serier eller omvendt? Men jeg vil også meget gerne læse flere serier, der ligger så smukt i smørhullet som SP.
JFK: Jeg er som Ulf meget enig i seriens energiske kvalitet. Men jeg faldt dog ikke primært for energiudladningen. Snarere synes jeg, den virker utroligt godt og overbevisende i sin sprogtone: Dialogerne er virkelig generations-rammende med deres evige ironiske distance.
Jeg er også enig med Cav i SPs meget fine drive, hvor den på den ene side dyrker en total tilgængelighed og på den anden side sniger en hel masse raffinementer ind i fortællestilen.
Helt konkret havde jeg en sjov oplevelse, da jeg læste den: Jeg havde fået at vide, at SP var en ‘computerspil-tegneserie’, men havde faktisk glemt det, da jeg gik i gang med læsningen.
Den kører helt realistisk i første halvdel af bind 1 – lige indtil der pludselig kommer en dør midt i en snestorm, som man kan kæmpe sig frem til og komme ‘sikkert gennem banen’ som i et computerspil à la platform-typen. Jeg synes, O’Malley fører os stilsikkert, men også meget pædagogisk gennem historien.
Og for at vende tilbage til det energiske: Den der fanden-i-voldske energi hænger ret godt sammen med de pludselige angreb, de computerspil-agtige kampe med diverse ekskærester. Der sker enormt mange ting hele tiden; handlingen er temmelig abrupt, men O’Malley bevarer det pædagogiske overblik og støder aldrig læseren fra sig.
TT: Ja, det er jo sjovt, at når man sådan overfladisk set kigger på SP, så ligner det jo en kynisk udtænkt penge-fidus: lidt manga-stil, computerspil-referencer/struktur, og så ellers hele musik-tingen. Det er jo vildt klamt…!
CAV: Jeg har ikke læst den, men jeg tror der er meget mere fidus over O’Malleys første serie, Lost at Sea, end over Scott Pilgrim. Scott Pilgrim virker som en serie, der næsten har skrevet sig selv.
Set i et bestemt lys, er der nærmest noget indadvendt over serien. O’Malley har lavet en tegneserie til sig selv og spiller konsekvent op til sine egne styrker.
TT: Hvad mener du med indadvendt?
CAV: Jeg mener indadvendt på den måde, at Scott Pilgrim i den grad har O’Malley selv som sit vigtigste publikum. Det er, som om han laver små injokes og easter-eggs til sig selv.
At så mange kan identificere sig med ham og fanger og bruger de samme referencer som ham, er nærmest bare et held.
Der er noget ægte hipster-agtigt over det der med at fange referencerne og være in the know.
Men det er sikkert også en del af forklaringen på dens succes?
TT: Ja, du har nok ret. Jeg er ked af at spille hård over for SP, for jeg er ikke overraskende meget enig med jer andre.
Jeg synes, det er lidt af et mirakel at serien, til trods for at den på papiret ligner ren exploitation, har et særdeles oprigtigt nærvær. Jeg synes, serien fortælleteknisk slipper mere end overbevisende fra manga-inspirationen, og selvom jeg må indrømme, at jeg stadig synes, det er lidt mærkeligt, når Scott tilsyneladende slår Ramonas ekskærester ihjel, så er også computerspilstrukturen både frisk, munter og, ja, dybt charmerende.
Ulf, du var jo på vognen før os andre, hvad er dit yndlingsøjeblik i serien?
ULF: Det øjeblik, jeg for alvor faldt i gryden, var den episke kamp – på vers – i slutningen af bind 1. Det er det øjeblik, hvor O’Malley spiller sit es, og man enten er solgt eller står af.
Men der er så mange fede øjeblikke i serien, at det er svært at pege et enkelt ud. Jeg er dog meget glad for Scotts scener med Kim Pine i bind 5 og især bind 6 – og så kan jeg stadig grine af Scott, der spørger om adressen på amazon.ca…
JFK: TT brugte ordet ‘nærvær’, som jeg simpelthen ser som nøgleordet i Scott Pilgrim. Hvorfor sluger man alt det der computerspils-pjat gennem en lettere idiotisk hovedperson med en masse overfladiske kærestekvaler? Fordi man tror på det!
Under den overfriske overflade – filmens pendant må være de der amerikanske teenagefilm: American Pie og hvad de ellers hedder – synes der at ligge noget selvoplevet. Alle de dumme teenagefølelser er utrolig godt beskrevet. Den der blanding af tungsind og lethed (Jeg er ulykkelig og vildt forelsket i den her pige – hov, nu kyssede jeg lige med en anden, hvad sker der?) kan jeg genkende fra mine egne teenageår.
Så hvor overfladisk og dum og ligegyldig Scott Pilgrim end synes at være, så ligger der et ‘ægte’ teenage-følelsesliv og ulmer under overfladen.
TT: Ja. Jeg kom også til at tænke på den lillebitte søvndrukne scene i bind 5, hvor Ramona sådan, slår op med Scott, mens de ligger i sengen og er både fulde og smaddertrætte. Øhh, ja, nu er jeg jo aldrig fuld, men shit mand, jeg kan godt huske kritiske konflikter i sengen, hvor man er lige ved at dejse om af træthed, selvom man er helt med på, at situationen kræver fuld tilstedeværelse.
Scenen minder lidt om den i Sofia Coppolas Lost in Translation, hvor Bill Murray og Scarlett Johansson ligger i dobbeltsengen på hotellet og snakker om, hvad det at få børn gør ved livet. De falder også i søvn, vågner og mumler lidt videre. Fedt. O’Malley er go’.
Cav, har du nogle yndlingsscener?
CAV: Jeg er helt med på, at en af Scott Pilgrims store kvaliteter er, at den føles så “levet”. Stort set alle karakterene har jo ellers en kæk replik til enhver situation, men man køber alligevel det hele af en eller anden grund.
Jeg har mange yndlingsscener i serien. Jeg elsker alle scener med Wallace og Scotts søster Stacy. Jeg er også vild med festen, hvor Scott møder Ramona. Knives Chau har også mange fede scener. Mit første laugh-out-loud moment var, da Young Neil løber grædende ud af øveren, fordi Kim er kommet til at kalde Knives for deres største fan, ha ha.
Jeg er også vild med scenen, hvor de skal backstage med The Clash at Demonhead, og Scott ikke når at bruge sit savepoint inden. Men det er mere seriens drive fra scene til scene, jeg er faldet for.
Det er tydeligt, Bryan Lee O’Malleys store force er hans blik for karaktererne. De har allesammen fine karakterbuer og gode payoffs. O’Malley har sværere ved at lukke plottet tilfredsstillende, synes jeg. Bind 6 er klart seriens svageste i mine øjne. Her begynder tempoet at vakle lidt under mængden af eksposition.
ULF: Hm, jeg opfatter ikke bind 6 som det svageste – snarere bind 5 om noget. Jeg kan godt se, hvad du mener med eksposition kontra tempo, men jeg synes ikke, at der bliver infodumpet – det er snarere sammenfletning af allerede eksisterende plottråde.
Min største bekymring serien igennem var, om O’Malley kunne lade Scott modnes på en troværdig måde, og der er jeg klart tilfreds. Kampen mod den sidste onde eks er også alle pengene værd.
TT: Okay, den kamp må i tage udenfor, haha… Cav, lige her til sidst: Filmen – god eller dårlig?
CAV: God! Edgar Wright har lavet en versionering af serien, der både er trofast og samtidig virker på sine egne præmisser. Tempoet er lige så højt som i serien, men heller ikke i filmen mister man nogensinde overblikket, og den fortaber sig aldrig i action (selv om der er meget af det), men bliver hos karakterene.
Det er en virkeligt charmerende film. Gennemført fra 8-bit versionen af Universal-logoet der åbner den, til sidste credit er rullet over lærredet. Velspillet og med så skarpt et glimt i øjet at man næsten bliver blændet til tider.
Der er en ny joke hver andet sekund, så grin for højt af den første, og du misser den næste. Jeg skal klart ind og se den igen for at få alle detaljer med.
Og så var jeg også pænt imponeret over Radiohead-producer Nigel Godrichs score. Sex Bob-Omb lyder i filmen NØJAGTIGT som jeg forestillede sig, da jeg læste serien!
Scott Pilgrim-serien er på 6 bind, og udgives på dansk af Aben Maler. 6. og sidste bind udkommer 12. november. Filmen har premiere i dag, 14. oktober.
Deres sange er i øvrigt skrevet af Beck. Broken Social Scene spiller for Crash and the Boys, og Metric er The Clash at Demonhead.
I taler ikke voldsomt meget om tegningerne. Jeg synes fx, det har været sjovt at følge O’Malleys udvikling – lidt ligesom Peter Madsens i Valhalla, som nævnt i forrige rundbord – fra relativt usikker og løs i bind 1 og så gradvist bedre og strammere, indtil et enormt spring i bind 4, hvorefter alt bare ser selvsikkert og designerlækkert ud.
Ja, men også en udvikling, der koster lidt, synes jeg. Jeg havde ind i mellem problemer med ar se forskel på figurerne i de “designerlækre” senere bind, og synes også at den famlen i livet, som serien jo handler om, er bedst tjent med de mere “famlende” tegninger i de tidligere bind.
Jeg har det lige omvendt: Det var sværere for mig at se forskel på figurerne til at begynde med.
Jeg savner både lidt bid og lidt analyse i den her rundbordssamtale. Vi hører meget om seriens energi og hvor godt den er skruet sammen, men ikke helt så meget om hvordan? Og exploitation-vinklen er det eneste lidt negative I har at komme med, men den forfølges ikke ret længe…
Hehe… Jamen, sådan blev den altså…
Jeg forstår simpelthen ikke hypen. Okay, jeg nærmer mig de 40 og er nok ved at være for gammel til serien. Men der er da en del ungdoms/rockmusik/hipster-agtige ting jeg stadig kan lide. Hypen virker bare fuldstændigt ude af proportioner med hvad det reelt er. Alle mine facebook-venner har været ‘fan’ af filmen i månedsvis, længe før de har set den. Og så kommer den ud her i weekenden og får moderate anmeldelser som ugens 3. bedste film. Jeg tror sgu jeg ser “The Social Network” og “The American” i biffen og gemmer “Scott Pilgrim” til den kommer i Blockbuster. Tegneserien kørte jeg træt i omkring bind 3.
For nu lige at uddybe, så synes jeg at hypen omkring Scott Pilgrim minder om den hype som musiktidsskrifter a la NME og Pitchfork excellerer i, hvor man hyper nye middelmådige bands, simpelthen fordi branchen er afhængig af den slags hypes. En sjælden gang kommer der så et band der virkelig leverer varen – jeg synes bare ikke rigtigt at Scott Pilgrim er den slags band. Ja, det kunne være fedt for tegneseriemediet hvis der VAR en ung, smart og hip serie der virkelig var super-god… men Scott Pilgrim? helt ærligt…
Men her er det jo altså ikke fx Comics Journal, der har hypet noget. Anmeldere fra diverse medier er ret enige om at have hænderne i vejret over Scott Pilgrim-bøgerne, og samtidig har det været en salgssucces af de virkelig sjældne (samlet oplag i Nordamerika på over 1 mio; solgt til 13 lande). Hypen er en folkebevægelse.
Men det er da en ærlig sag ikke at være en af de begejstrede.
Jo, men tegneserieanmeldere er vel i een eller anden grad også afhængige af lejlighedsvise hypes, fordi det er med til at holde mediet igang og læserne interesserede.
Men altså… jeg er nok bare blevet gammel. Nok kan jeg lide japansk-inspirerede ting, men computerspil og ‘boss-levels’ er ikke lige mig. Jeg må gå til Japan-udstilling på Ordrupgård og se mine Yasujirō Ozu DVD box-sæts i stedet.
Ozu er osse god. Late Spring er en af mine yndlingsfilm. Men Scott Pilgrim fejler ikke noget. Når man ikke er 21 længere, kan det muligvis godt være at man skal anstrenge sig en lille smule for at sive ind i universet… Og når det er sagt, er det klart at mange af de charmerende passager folder sig ud, er det ofte øjeblikke, der flirter med banaliteter og klicheer. Jeg synes det er okay legitimt at sige fanme nej, sikke noget letbenet hø, den må I selv beholde. Men altså, det ER en fed serie, og den lykkes så godt med de ret enkle redskaber, O’Malley har i sin
Nintendo Wiiværktøjskasse…Jeg forstår vist bare ikke det grundlæggende koncept – sort/hvid indie-comics med indlagte dumme kamp-scener… hele ideen med at jeg i sin tid begyndte at læse sort/hvide indie-tegneserier var at UNDGÅ de kampscener, som jeg var ved at vokse fra.
Og hele metaforen med at han skal slå alle hendes ex’er ihjeld… det relaterer bare ikke til nogen virkelighed jeg kan genkende. Jeg er på udmærket fod med min kærestes eks. Jeg kan bare ikke relatere til de der kampe overhovedet.
Og hvorfor importere det mest ubehagelige element ved populære computerspil, det her med at alle konflikter skal løses ved kamp og drab? Hvorfor ikke noget med nuttede dyr der hopper på platforme, jeg har altid foretrukket den slags computerspil.
Jeg lever åbenbart i en hel anden verden end den serie.
Jeg synes det er herligt med den begejstring som rundbordssamtalen disker op med, og som jeg deler.
Cav taler i starten af samtalen om, at han også har nogle problemer med serien. Det kunne være interessant at få det uddybet.
(Giv mig lige lidt tid til at vende tilbage til debatten, og få læst det hele igennem igen.)
Umiddelbart er mit største problem med serien, som jeg ellers er begejstret for, at jeg ikke synes O’Malley får grebet alle de bolde har har kastet i luften. O’Malley arbejder, så vidt jeg har forstået, ud fra et helt færdigt manuskript. Men fra bind til bind. Der er nogen ting, som f.eks. Ramonas glødende hoved og hendes præcise forhold til Gideon, jeg ikke synes han får lukket tilfredsstillende. Jeg forstod ikke helt hvad Gideons deal var? Hvad var det han havde på Ramona? Det blev aldrig rigtigt vigtigt for mig.
. Ramona er igennem hele serien grundliggende en lidt usympatisk figur, og jeg havde håbet på en lidt mere …øh… ja… troværdig slutning.
Sidste bind bærer tydeligt præg af, at han har skullet blive færdig før filmen fik premiere. Jeg synes ikke vi får lov at tilbringe tid nok sammen med Gideon, til at han rigtigt bliver begribelig, eller den trussel han bliver spillet som. Stort set alle har sådan “deres øjeblik” hen mod slutningen, men Gideon forbliver en papfigur. Han var faktisk bedre håndteret i filmen. Men også i den havde han de eneste replikker der sådan, var lidt skingre og cringe worthy.
Jeg ved heller ikke om jeg finder slutningen lige så troværdig som resten af serien. Det virker en lille smule konstrueret at Scott og Ramona ender sammen (SPOILER WARNING!
Det virkede på filmen, som om de lod Scott og Knives finde tilbage sammen, og skød vist nok slutningen om, efter bind 6 blev tegnet færdig? Det synes jeg også selv ville have været en bedre slutning. Omvendt har O’Malley jo også lånt fra filmen til tegneserien.
Jeg savner lidt et bind 7 tror jeg?
Lige en detour: Jeg så filmen i går, som jeg ikke er helt vild med, uden den på nogen måde var dårlig. Det er jo tydeligt, at der står en ekstrem dygtighed, begejstring og god vilje bag film-projektet, men jeg synes groft sagt at magien mangler. Det er sådan lidt a la problemet med Baz Luhrman, I-ved-nok-ham-med-Moulin-Rouge, som også gemmer svaghederne i kernen af sine projekter bag en mur af superopfindsomme tricks på overfladen.
Jeg sad og manglede nogle af de der lidt mere afslappede dagligdags-scener fra bøgerne, så sådan nogle som Wallace, Kim Pine og andre små rødder fik lov at træde lidt stærkere i karakter, og samtidig give filmens stakåndende horror vacui (her som i angsten for scener uden kæk CGI, splitscreen, pumpede&fixe replikskifter) lidt modspil af noget REAL.
Shaenon Garrity har, ikke overraskende, netop skrevet den bedste anmeldelse af serien (og filmen), jeg endnu har læst.