Det er ikke den rå realisme, der er fremherskende i de enorme mængder af tegneserier, som i disse år skyller ind over vore breddegrader fra Japan. Flertallet af udgivelser er genrespecifikke metervarer, der gerne hensætter handlingen til fjerne og fremtidige horisonter, og som åbenlyst er produceret med en bestemt målgruppe for øje. Og i den forstand adskiller den importerede japanske mainstream sig såmænd ikke nævneværdigt fra den gennemsnitlige amerikanske eller europæiske tegneserie, hvor her og nu også sjældent har været størrelser, der er blevet ransaget og bearbejdet.
Men i takt med at der i vores del af verden er opstået en stigende interesse for tegneserier, der transcenderer eller helt negligerer genrekonventioner, er markedet også blevet modtageligt for japanske tegneserier, der afspejler noget så nærliggende som den moderne virkelighed. Til disse hører bestemt Yoshihiro Tatsumis tegneserier, hvis psykologiske miniatureportrætter minutiøst udforsker allehånde kranke skæbner i efterkrigstidens japanske virkelighed. Tatsumi dykker ned i storbyens larm og lortejobs, og sender en række rystende rapporter op fra dybderne. Og de er sandt for dyden ikke for børn. Det er et udvalg af disse rapporter, som det canadiske forlag Drawn & Quarterly – med det unge japansk-amerikanske tegneserievidunder Adrian Tomine i spidsen – nu har sat sig for at berige os med i en række fantastisk flotte bøger.
Dramatiske billeder
Yoshihiro Tatsumi blev født i 1935 i Osaka. Han begyndte at tegne i en ung alder, og allerede som 15-årig fik han trykt en række tegneserier i diverse magasiner og aviser. Mens han stadig var en novice opsøgte han den syv år ældre Osamu Tezuka – Japans tegneserieskaber nummer ét – hos hvem han i begyndelsen hentede mange gode råd. Med tiden fik Tatsumi gjort tegneserien til sin levevej. Det skete via de mange tegneserieudlejningssteder – en pendant til vore dages videoudlejning – som blomstrede op overalt i 50ernes Japan. I midten af årtiet var der op imod 30.000 af sådanne på nationalt plan.
Det var her, Tatsumi så småt begyndte at formulere sin egen tegneserie-poetik. Inspireret af samtidige amerikanske kriminalforfattere, og med afsæt i lokalavisernes politirapporter, forsøgte han at skabe en række fortællinger, der kunne afspejle den virkelighed, som den voksne læser befandt sig i, snarere end de eskapistiske utopier, som flertallet af tegnere på den tid – med Tezuka i spidsen – var garant for. Med det for øje introducerede Tatsumi i 1957 termen gekiga – en sammentrækning af de japanske ord for dramatik og billeder – for således at adskille sine egne tegneserier fra det herskende flertal af børneorienteret genrelitteratur. I det store og hele altså en term, der ville sige det samme som det i dag til døde udvandede Graphic Novel-begreb – men altså formuleret godt tyve år før.
Drawn & Quarterlys første opsamlingsbind, The Push Man and Other Stories, henter dog først sit materiale i 1969, angiveligt efter forfatterens eget ønske. På dette tidspunkt har Japan mere end rejst sig efter det totale nederlag som 2. verdenskrig markerede, og det nationale Wirtschaftswunder er blevet en realitet. Men Tatsumi viser os gang på gang, at fremskridtet også har haft sine omkostninger, og at det ikke er alle, der har fået del i det økonomiske opsving: personerne i hans fortællinger er typisk mænd fra arbejderklassen, der er fremmedgjorte af deres arbejde, frustrerede over deres kvinder, og som forvirret forsøger at finde vej i den hektiske, klaustrofobiske metropoltilværelse, der også er blevet en realitet i disse år.
Nede i lortet
Det første dusin noveller kan læses som variationer over det samme krampagtige stykke. Der er et væld af gennemgående motiver, ja selv hovedpersonerne ligner hinanden til forveksling fra den ene fortælling til den næste. Tatsumis protagonist er gerne en fåmælt, hvis ikke helt tavs mand, der tegnes med de mere eller mindre samme ansigtstræk fra fortælling til fortælling. Det gør ham dog ikke nødvendigvis til den samme person og kun til gennemgående hovedperson i den forstand, at han kunne være hvem-som-helst.
Det kan være fabriksarbejderen, der i bogstaveligste fortand vil give sin højre arm for at gøre sin kone lykkelig, men som alligevel ender som hanrej. Eller det kan være projektionisten, der ernærer sig ved at fremvise pornofilm for små lukkede selskaber; selv har han for længst mistet lysten – på grund af den daglige omgang med det eksplicitte materiale, forstår vi – men får dog genantændt sine drifter via en simpel obskøn graffiti på et offentligt toilet.
Tatsumi kan på blot otte sider få opridset konturerne af et sandt ægteskabeligt drama med talrige facetter i spil. Som nu i fortællingen ”Black Smoke”, om den ufrivilligt barnløse arbejder på en forbrændingsanstalt, der må se sin kone rende med andre mænd i håbet om at blive gjort gravid, alt imens han selv må stå og skovle aborterede fostre fra det lokale hospital ind i brændeovnen. Abortmotivet går igen i ”The Burden”, hvor en mand kaster sig over en øjensynligt retarderet prostitueret, for nogle måneder senere at tvinge hende til at abortere. I flashback ser vi den samme mand kvæle sin egen kone i det øjeblik, hun er ved at føde, fordi han ikke er sikker på, at han er far til barnet.
I ”Sewer” er vi i bogstavelig forstand med helt nede i lortet, når Tatsumi skildrer kloakarbejdernes arbejdsdag med dens evigt flydende strøm af menneskelige efterladenskaber i form af fæces, sæd og aborterede fostre. Det er Tatsumi, når han er allermest sort: det foster, som vokser i maven på den unge kloakarbejders kæreste, sidestilles i hans bevidsthed med det affald, der ophober sig i kloakkerne. Som sagt er Tatsumis fortællinger bestemt ikke for børn, og forfatteren selv understreger da også i interviewet der afrunder bind 1, at han nødig vil forveksles med sine figurer.
Tilbage til naturen
Som man ser, er den første håndfuld fortællinger nærmest identiske i deres narrative grundstruktur: Tatsumis dysfunktionelle mand er som oftest parret med en næsten grinagtigt emanciperet kvinde, og beskrivelsen af det ægteskabelige drama repræsenterer mildt sagt et noget fortærsket kvindesyn og kønsrollemønster: kvinder tiltrækkes først og fremmest af penge og magt, og følgelig kan ingen af Tatsumis arbejderklassemænd tilfredsstille deres koners behov. Den sværmeriske og letlevende hustru får gang på gang drevet sin ellers så hjertensgode og hårdtarbejdende husbond så langt ud i tovene, at han tvinges til at revanchere sig – ofte med dødelig udgang til følge. Og revanchen har selvfølgelig en katarsisk effekt, men om mændene for alvor får frigjort sig eller indfriet deres drømme er mere end tvivlsomt: for hovedpersonen i ”Piranha” fx, er det på sidste side tilbage på fabrikken.
Der er en hel del seksualforskrækkelse at finde i disse tidlige noveller, og denne er så godt som altid forankret i det dekadente, depraverede liv, som det åbenbart udfolder sig i storbyen. Tatsumis mænd er som oftest ikke blot impotente i seksuel forstand, men også i eksistentiel. Det er mænd, som helt bogstaveligt brækker sig side op og side ned af lede over den tilværelse, der er blevet dem til del. Og bag det hele aner man en bukolisk længsel efter et tabt Arkadien, en mere uskyldig og ukompliceret tilværelsesform.
Den klaustrofobiske og forjagede storbytilværelses udtrykte billede er naturligvis undergrundsbanen, hvor individet ganske fortaber sig i hverdagens vrimmel. Her arbejder den ’push man’, som også lægger navn til første bind, hvis job det er at mase horderne af morgentrafikanter på plads i metrotogene. Den unge studerende, der varetager jobbet, får selv kærligheden at føle, da han på de sidste overfaldes af en gruppe lystne kvinder i en fortælling, der er lige dele våd drøm og mareridt.
I den ironisk betitlede ”Pimp” kontrasteres det moderne hektiske storbyliv for første gang af den sunde, naturlige tilværelse, som den blev levet ude på landet engang: Hovedpersonen, den typiske Tatsumimand i trediverne, har hele dagen til sin rådighed – til stor misundelse for de andre mænd – fordi han forsørges af sin prostituerede kone. Selv er han dog ingenlunde lykkelig, og vælger til sidst at flytte på landet med en anden, knap så depraveret kvinde. Mandens ubehag og udlængsel bliver understreget grovkornet symbolsk via en fugl, som kvinden holder i bur. Dyret som betydningsbærer er i øvrigt et kunstgreb, Tatsumi vender tilbage til med betydeligt større raffinement i senere fortællinger.
Støjen af virkelighed
Tokyo by, hvis hele infrastruktur var jævnet med jorden, og hvis befolkningstal var blevet halveret ved afslutningen af anden verdenskrig, blev bygget op fra grunden igen i løbet af 50’erne, og oplevede årtiet efter en befolkningstilvækst uden sidestykke. I 1965 overhalede Tokyo New Yorks indbyggertal og blev dermed den største by i verden. Folk fra landområderne søgte ind til storbyen, hvor der til stadighed var arbejde at få, fordi man var godt på vej til at blive en af verdens førende industrinationer. Mange af Tatsumis karakterer tilhører denne generation af tilflyttere.
I ”Beloved Monkey” erfarer vi om fortælleren, at han forlod sit hjem på landet for fem år siden, og ankom til storbyen fuld af forhåbning. Siden er meget forandret: arbejdet på fabrikken er så støjende, at al samtale med kollegaerne er udelukket, og på gaden og i metroen er man i fare for at miste sig selv. ”Jo mere folk stimler sammen”, ræsonnerer han, ”desto mere fremmedgjorte bliver de.” Fortælleren er ude af stand til at fungere socialt; kun når han er på sit værelse, sammen med sin elskede abe, føler han sig som et menneske. Da en kvinde pludselig viser ham opmærksomhed, lukker han imidlertid op, og vælger at give aben tilbage til zoologisk have. Men også kærligheden viser sig at være illusorisk, og da den elskede abe på de sidste sider sønderrives af sine artsfæller, er symbolikken klar. Det hele ender i et eksistentielt ramaskrig à la Munch.
Tatsumis let karikerede, løst tegnede karakterer bevæger sig af sted på en aldeles realistisk og som oftest minutiøst detaljeret baggrund: byen rejser sig stålsat og monstrøs, som en ekstra aktør og måske som den egentlige antagonist i dramaet. Især byens lyde kommer til at spille mere og mere ind i takt med, at fortællingerne bliver længere: togenes klakketiklak, når de i fuld fart hamrer mod højbanens sveller, maskinernes evindelige larm fra fabrikkerne og biltrafikkens aldrig ophørende baggrundsstøj. Det er støjen af virkelighed, der kontrapunktisk kiles ind som en nervøs og urovækkende konstans i beskrivelsen af storbyens bombardement af sanserne.
I ”Who Are You?” løber flere af Tatsumis signaturmotiver sammen: der er den impotente mand og den utro kvinde, der er jalousien og hævnen, der er abortmotivet og tabet af identitet. Hovedpersonen, en tidligere straffet, er nu kuli på et autoværksted. I flashbacks får vi at vide, at han har været fængslet for at tiltvinge sig adgang til en amerikansk militærbase. Adspurgt hvorfor han her stjal et skydevåben, svarer han hulkende: ”Jeg ønskede bare… noget magtfuldt.” I løbet af fortællingen bliver den interrogerende amerikanske soldats ”Hvem er du?” gentaget igen og igen; det skaber efterhånden en slags rytmisk bund i fortællingen, og det bliver da også det spørgsmål som hovedpersonen, efter at have brændt alle sine skibe, må stille sig selv.
Verden på vrangen
Fortællingerne i bind 2, ”Abandon the Old in Tokyo”, er både længere og mere komplekse. De længere fortællinger levner naturligt nok mere plads til det psykologiske drama, minespillet og den underspillede dialog, men uden at forfalde til skæren ud i pap: vi får sådan set ikke så meget mere konkret at vide om aktørernes indre liv – snarere tvært imod. Karaktererne er ikke længere så entydige, og fortællingernes morale ej heller så håndfaste som i foregående bind. De nye fortællinger ulmer af latens og prægnans, og lokker i den grad læseren til at søge en dybere liggende betydning, der forjættende nok altid synes at være lige under overfladen, men som mange gange alligevel viser sig at være ganske uhåndgribelig.
I ”Occupied” møder vi en mand, der sagtens kunne være Tatsumis selvkarikatur: en ung mangategner der bliver fyret, fordi hans tegneserier ikke appellerer til børnene længere. Han bliver til gengæld kort efter kontaktet af en forlægger, der udgiver pornografiske tegneserier. Ligesom projektionisten i den tidligere fortælling, finder tegneren ny inspiration i noget så tarveligt som en obskøn graffiti på et offentligt toilet. Det er skriften på væggen, den moderne verdens vrangside, der så at sige bliver programskriftet: det er i det hæslige, at Tatsumi henter sin æstetik.
Også titelnovellen i anden samling fokuserer på de problemer der opstår, når den gamle og den nye verden karambolerer; vi får at se hvordan ældgamle, nedarvede sociale mønstre stadigt kan spille en rolle i 1970 og i den grad besværliggøre den moderne idé om individets ukrænkelighed. Således må renovationsarbejderen Kenichi i ”Abandon the Old in Tokyo” sande, hvor svært det kan være at få et forhold til en jævnaldrende pige til at fungere, når man – såvel i overført som bogstavelig forstand – render rundt med sin mor på ryggen.
Sympati og misantropi
Som sagt fremstilles Tatsumis kvinder gennemgående som kværulerende kællinger og troløse tøjter. Billedet nuanceres dog rent undtagelsesvis – og kun til en vis grad – i fortællingen ”The Hole”, der nærmer sig regelret horror. Tatsumi gør det naturligvis til en pointe, at den nødstedte kvinde i fortællingen til en vis grad ligger som hun har redt, men det er trods alt hende, der påkalder sig læserens medlidenhed, mens manden må bøde for sin letsindige levevis.
Men det er generelt de færreste af Tatsumis karakterer, der entydigt fremkalder sympati i læseren. Nok ynkes man ofte over dem, men man væmmes i lige så høj grad over deres handlinger. Det er ikke endimensionelle stereotyper vi har med at gøre her, men mangefacetterede personager fulde af ambivalenser og idiosynkrasier. Tatsumi balancerer altid sine portrætter, som redaktør Tomine bemærker i sin fine lille introduktion, imellem ”sympati og misantropi”.
I ”Unpaid” møder vi en aldrende direktør, som hver dag tager hen på sit kontor og sætter sig bag sit skrivebord, på trods af at firmaet for længst er gået nedenom og hjem. Derhjemme jamrer konen, og ude i byen gør kreditorerne ham helvede hedt. Han er så meget under tøflen, og så nedgjort som man næsten kan blive, da han vælger at besøge et ’Dog Appreciation Society’. Her mister han sin ”sidste rest af menneskelig værdighed”, i det han forgriber sig på en grædende collie, der har fået tænderne trukket ud for bedre at kunne tilfredsstille kunderne. Som læser sværger man, at man kun sjældent har set noget lignende og samtidig, at man ikke behøver at se mere af den slags lige foreløbig.
Foruroligende nok fandt Tatsumi som sagt bl.a. inspiration til sine fortællinger i avisernes politistof og smånotitser om hverdagens tragedier og forbrydelser. Men i sine fortællinger digter han videre, udstyrer aktørerne med en forhistorie, og forklarer gerne den desperation, der som regel ligger til grund for deres handlinger. Tatsumi forlener således avisnotitsernes anonyme og kranke skæbner med en menneskelighed, som læseren gerne skulle kunne nikke genkendende til – uanset hvor frastødende forbrydelsen måtte være.
Hvad mænd og kvinder gør
Bind 2 finder sin måske mest tankevækkende, formfuldendte og prægnante fortælling i “Forked Road”; et tyst mesterværk, der resonerer i læseren længe efter, at sidste side er vendt. Det er en fortælling om at vokse op, om venskab på tværs af sociale skel, og om det første forfærdende møde med seksualiteten. Den voksne fortæller vågner om natten med tømmermænd i sin barndomskammerats hjem. Bag gardinet passerer en sporvogn med jævne mellemrum, og det er i lyset fra de lejlighedsvise gnister der kastes fra de elektriske kabler, at erindringsbillederne illumineres og påtvinges ham: ”Det var sådan, jeg fandt ud af, hvad mænd og kvinder gør. […] Jeg kunne ikke komme mig over, hvor hæslige og ustyrlige mennesker kunne være.”
Både den forvirrede opvågnen og den glimtvise genkaldelse af barndommens billeder er fuldstændig overlegent eksekveret, men historien er først og fremmest central, fordi den eksplicit kommenterer det måske allermest fremherskende motiv i hele forfatterskabet: seksualiteten, og den på samme tid tiltrækkende og frastødende kraft den råder over og regerer med i så mange af Tatsumis mandlige karakterer.
Et menneskeligt ansigt
Med de seneste ti års massive mangafremstød in mente kan det være svært at forstå, at Yoshihiro Tatsumi indtil nu har været et så godt som ukendt navn i vores del af verden. Især fordi hans fortællinger med deres civilisationskritiske understrømme, deres alment menneskelige, postmoderne problematikker og ligefremme fortællemønstre i højere grad inviterer til universel identifikation end så meget af den verdensfjerne genrelitteratur, der ellers er blevet importeret med stor succes.
Det er godt, at vi med Drawn & Quarterlys foreløbigt to bind omsider har fået et repræsentativt udvalg af Tatsumis værker på disse breddegrader. Et tredje skulle være på vej. Yoshihiro Tatsumis fortællinger er intet mindre end fremragende tegneseriekunst – og så er de på forbløffende vis meget lidt mærket af tidens tand: nok har disse fortællinger mere end 35 år på bagen, men de er stadig så vedkommende – så pokkers tidssvarende – at den nutidige læser ikke vil skænke det en tanke. Tatsumis tegneserier er på alle måder her og nu, og fuldt på omgangshøjde med selv de voldsomste livtag indenfor vore dages graphic novel. Skulle et større dansk tegneserieforlag stadig være på udkig efter ”tegneserier med et menneskeligt ansigt”, som én udlægning af den diffuse term lyder, er der i Tatsumis fortællinger en oplagt kandidat.
Artiklen har tidligere været bragt i Tegnesrietidsskriftet STRIP! #37, 2007. 
Yoshihiro Tatsumi i engelsk oversættelse:
The Push Man and Other Stories (historier fra 1969), 2005
Abandon the Old in Tokyo (historier fra 1970), 2006
Good-Bye (historier fra 1971-1972), 2008
Alle tre fra forlaget Drawn & Quarterly, der sidste år desuden kunne udsende Tatsumis med spænding imødesete erindringsværk, den monumentale A Drifting Life, der over ikke færre end 840 sider beretter om det lange seje træk hen imod knæsættelsen af gekiga. Tatsumis erindringsværk er betragteligt lysere og venligere stemt end de ovenfor beskrevne kulsorte fortællinger fra 1970’erne. Som supplement til A Drifting Lifes beskrivelse af de formative år har Drawn & Quarterly for ganske nylig udsendt Tatsumis ungdoms- og gennembrudsværk, Black Blizzard.
Del på
