Børnebogsforfatteren Morten Dürrs tegneseriedebut er en barsk historie om en syrisk flygtningepige, lavet i samarbejde med Lars Horneman.
Det anslås at 3000 flygtninge druknede i Middelhavet, på søvejen mod det forjættede Europa, i løbet af de første seks måneder i år. Heraf mange børn.
Det er den forstemmende baggrund for Zenobia, forfatteren Morten Dürr og den Ping-nominerede tegner Lars Hornemans grafiske roman for børn, der udkommer nu på fredag.
I Zenobia er den syriske flygtningepige Amina blandt passagererne på en af de overfyldte flygtningebåde der kæntrer i Middelhavet. Og mens barnet drukner får vi fortalt Aminas historie gennem hendes erindringer og fantasier.
Det er en barsk og aktuel præmis for en tegneserie, men forfatter Morten Dürr synes ikke at historier kan være for grumme for børn.
– Jeg tror sådan set man kan lave alle typer historier til børn. Man kan fortælle dem alt. Spørgsmålet er, hvordan man siger det. Og derpå hvilken form man skal benytte sig af, og som de kan forholde sig til. Her har bogformen en klar fordel – og måske i særlig grad den grafiske fortælling.
– Zenobia er en meget trist historie, men ikke på en måde, hvor vi for eksempel udpensler krigens rædsler. Vi kunne godt have lavet en langt mere skræmmende og ’støjende’ beretning; det har vi undladt. Men vi har ikke undladt at gøre den realistisk, tragisk og trist. Og det er vigtigt, af respekt for virkeligheden og for ofrene af krigen i Syrien og i alle andre krige. At man godt tør forholde sig realistisk til forlægget.
Hvorfor har du skrevet Zenobia, og hvorfor i tegneserieform?
– Jeg vil gerne beskrive, i børnehøjde, den problematik vi oplever lige nu med en masse folk på flugt. En masse børn på flugt. Og jeg vil gerne gøre det på en måde der fastholder. Den grafiske fortælling, tegneserien, kan noget særligt, når det gælder fastholdelse, modsat de flygtige, flimrende billeder af krig og flygtninge på tv og nettet, som set med børneøjne, kan virke forvirrende og skræmmende.
– Jeg ville også gerne komme udover den måde hvorpå krigen i Syrien bliver behandlet; i TV-avisen, på internettet og i debatten. Debatten har mest handlet om tal. ”Hvor mange har vi råd til at tage til Danmark? Hvor mange kan vi beholde i Danmark?” På den måde glemmer man de enkelte skæbner, og derfor var det interessant, og vigtigt, for mig at lave noget om én lille pige og hendes individuelle skæbne.
Morten Dürr er en erfaren børnebogsforfatter og har ikke tidligere skrevet tegneserier. Men hvor mange skønlitterære forfattere har det med at bruge for mange ord, når de forsøger sig med tegneserier, er Zenobia båret af Lars Hornemans billeder, og fortalt i lange ordløse passager. Hvorfor det?
– Zenobia er min første tegneserie. Og modsat tidligere projekter med billedbøger har jeg her undladt at lave et forudgående “script treatment” men i stedet overladt det til Lars Horneman at disponere over det visuelle. Det er altid dybt spændende og overraskende at se hvordan for eksempel nogle af ens karakterer bliver tegnet, og her har det været ekstra interessant, fordi tegningerne i tegneserier i højere grad end i billedbogen bliver til scener i sig selv. Hvor billedbogsillustrationerne “illustrerer” teksten, har tegneserietegningerne et mere selvstændigt liv. Og det var, blandt andet, medvirkende til de mange ordløse forløb, fortæller Morten Dürr.
Zenobia udkommer den 28. oktober. Der afholdes udgivelsesreception på dagen i forlaget Cobolts lokaler i det indre København. Det er fra kl. 16.
Læs starten på Zenobia her: