Den roste og yderst succesfulde forfatter Kim Leine har slået sig sammen med tegneren Søren Mosdal. Det har resulteret i første bind i trilogien ”Trojka”, der er en dyster, grum fremtidsdystopi om fængsler, kulde, religiøst vanvid og en civilisation i forfald. Vi har taget en snak med de to om projektet.
Den dansk-norske forfatter Kim Leine har ikke leget med tegneseriemediet før, men har til gengæld vundet så mange priser for sine romaner, at man knapt nok kan forestille sig, hvor han finder plads til dem. Således har han skulle finde plads til blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær på sine hylder. Han debuterede med den selvbiografiske roman ”Kalak”, der uden at holde igen fortalte om hans nedtur i Grønland. Siden er det blevet til en række romaner, hvor det store historiske epos ”Profeterne i Evighedsfjorden” om danske missionærer i 1700-tallets Grønland blev det helt store gennembrud for Leine. Siden er det blevet til ”Afgrunden” om danskere i krig i både den finske borgerkrig og i Københavns gader under besættelsen samt nærfremtidsromanen ”De Søvnløse” samt ”Rød Mand/Sort Mand”, der vender tilbage til det historiske Grønland. Han har desuden begået en række børnebøger, men har altså ikke kastet sig over tegneserien før nu.
Søren Glosimodt Mosdal er efterhånden en gammel kending på den danske tegneseriescene. Med alt fra lårklaskende sjov musiksatire i ”RockWorld” (med Jacob Ørsted) og portrættet af countrylegenden Hank Williams i ”Lost Highway” til mytologiske vikinger i ”Fimbulvinter” og ”Nastrand” samt en hyldest til 80ernes B-film og science fiction i den farverige ”Metrozone” er Mosdal efterhånden kommet vidt omkring og har da også både vundet en Ping-pris og en Deleuran-pris for sit besvær og kunstneriske udfoldelser. Han er også bidragyder til det herlige magasin ”Fiesta” og har gang i en række digitale tegneserieprojekter. Derudover er Mosdal rendyrket rock’n’roll.
Nummer9 mødtes med de to herrer på en cafe i Nansensgade i København. Kim Leine havde sin søn med, og der var i det hele taget gang i børnefamilierne på denne solrige eftermiddag, hvor der var et leben uden lige på den lille cafe. Stemningen var afslappet og hyggelig, og det virkede som om, at både Leine og Mosdal var glade for at kunne tale om deres seneste projekt.
Hvordan endte I med at arbejde sammen. Er der en god røverhistorie?
KL: Ja, det er der.
SM: Jeg skrev bare til dig
KL: Jeg sagde, at det er pudsigt, at du har det mellemnavn, du har. Det var det, der tændte mig. Det var mellemnavnet.
SM: Nå, var det det?
KL: Ja. Det fik mig til… der er så mange, der skriver til mig. Og jeg plejer bare at affeje folk med ”giv mig en synopsis, så skal jeg nok …” Så plejer man ikke at høre mere. Det er en god måde at få fejet folk til side på… at sige, at de skal lave noget.
Det lyder næsten som om, at du tænker som et forlag her?
KL: Ja, det kan man godt sige. Det er bare en strategi, der fungerer. Fordi jeg vil gerne… jeg er jo også nysgerrig på alle mulige medier, men jeg kan jo ikke nå alt muligt. Så hvis jeg kan mærke, at der er en i den anden ende, der virkelig vil det, så er der noget at gå videre med.
SM: Eller hvis de har et spændende mellemnavn.
KL: Og jeg kan ikke huske, hvordan det ellers kom i gang.
Det var dig, der var anmassende, Søren?
SM: Jamen, det var fordi, jeg sad og læste ”Profeterne i Evighedsfjorden” oppe i Finland, og så hver gang jeg læste i den, så sad jeg og sagde til min kæreste, at den her bog, den skal jeg lave som tegneserie. Der havde jeg ikke helt forstået, hvor lang den var. Den er sgu for lang til at lave som tegneserie. Så jeg sagde, okay jeg skriver sgu til manden og spørger, om han ikke har en kort historie, han gerne vil af med. Og så skrev jeg til Kim og sagde, hej, jeg har læst din bog… har du ikke en kort historie, du gerne vil bruge som tegneserie? Og så sker der det, at han skriver tilbage og siger, sikke et morsomt mellemnavn, du har… og måske kan Kim lige forklare det med navnet?
KL: Ja, fordi det er et mellemnavn, jeg kender fra min hjemby i Norge. Glosimodt. Det betyder en gård, der glos imod, fordi den ligger op ad en bjergside. Og når jeg er hjemme hos min mor i Norge i min barndomsby, så kigger jeg lige på den gård, der hedder Glosimodt. Så jeg tænkte, at det var da egentlig pudsigt, der er sikkert tusind steder i Norge, der hedder det der. Så finder jeg så ud af at Sørens far kommer fra min barndomsby.
SM: Altså min tipoldefar, Olav Glosimodt, som også hedder Olav ligesom… (Søren peger på Kims søn, der sidder dybt optaget af sit spil)
KL: De hedder Olav alle sammen deroppe.
SM: Han kom fra gården Glosimodt, som er den Kim har siddet og kigget over på.
Så det var simpelthen skæbnebestemt på en eller anden måde.
KL: Ja, det kan man godt sige.
Der var nogle kræfter på spil.
KL: Ja, det skal man heller ikke kimse af.
Men havde du så en kort historie, eller var det noget, du lige måtte hive frem…?
KL: Nej, det havde jeg ikke. Vi mødtes jo. Og så spørger jeg så… hvad kunne du tænke dig at tegne? Og Søren siger et eller andet med fængsel, fanger og den form for brutalitet.
SM: Jeg sagde science fiction og fængsel.
KL: Og så siger jeg noget med Arktis. Kulde og is. Okay, så har vi noget med et fængsel, der ligger i Arktis.
Så er der allerede nogle ting, der er på plads.
KL: Ja, og i første omgang skrev jeg en kort synopsis på en side, men så udviklede det sig til efterhånden til, at jeg nærmest skrev et slags filmmanuskript. Det er sådan, jeg har tænkt på det.
Det vil sige, at du ikke skrev et manus, hvor du specificerede, hvad der skulle være i hver enkelt ramme i tegneserien? Du har mere skrevet det som et filmmanuskript?
SM: Vi havde aftalt at Kim skulle skrive en synopsis på en side til halvanden, men så var jeg så fræk, at da jeg så begyndte at bearbejde den der synopsis, så sagde jeg uuuh, der mangler måske lige lidt her og så fik jeg langsomt draget Kim ind i også at skrive lidt dialog og sådan noget. Fordi det var der slet ikke først …
KL: Og så udviklede det sig gradvist.
Han krævede bare mere og mere.
SM: Jaja, han rakte mig lillefingeren, og så tog jeg hele armen.
(alle griner)
SM: Men du ville jo gerne.
KL: Jaja.
Kim, har du et forhold til tegneseriemediet? Læser du overhovedet tegneserier?
KL: Ikke så meget mere. Jeg har sådan en længsel efter det, kan man sige. For jeg havde meget et forhold til det, da jeg var ung. Og så har jeg længtes tilbage til det. Snuset lidt til det nu og da, og også fundet noget, der var spændende, men jeg kan ikke engang huske, hvad de hedder, men der er nogle af de der franske, som lidt ligner Hergé og æstetikken. Det er meget lækkert. Den der måde at farvelægge på.
Det er meget sjovt, at du siger farvelægning, for Søren har lige vundet en pris for sin farvelægning, men den her tegneserie er sort-hvid med gråtoner. Hvad er valget omkring, at der ikke skulle farver på?
SM: Jeg foreslog på et tidspunkt bare at lave sådan en monokrom ting, fordi det passede godt til det der miljø, vi ligesom havde valgt at skildre. Og så plus, at jeg lige havde lavet sådan en ultra-neon-pangfarvet tegneserie, som vandt en pris for farvelængningen. Så tænkte jeg, at det kunne måske… fordi det er også superbesværligt. Det tager simpelthen så lang tid at sidde og farvelægge. Det ville også bare være meget rart, hvis det bare var med en enkelt farve, som så blev en gråtone i stedet for.
Og ja, det er rigtigt, at det passer godt til det Arktiske og til fængslet og det grumme miljø.
SM: Og så er der den franske tegneserie Snowpiercer, som jeg…
KL: Som jeg har fået, men jeg har bare ikke fået den læst endnu…
Jeg havde faktisk tænkt mig at nævne, at den minder mig om Snowpiercer, så du kom mig i forkøbet.
SM: Ja, det er et helt bevidst valg. Kim har så først lige fået tegneserien, så han ved det ikke… Jeg tror, at jeg viste dig noget af den på et tidspunkt og sagde, at sådan her skal det måske se ud.
Ja, for det jeg tænkte, da jeg læste Trojka var til at begynde med, at det her lugter meget af Søren. Der er fængsler og kannibaler, og der er noget overnaturligt og noget mandeunivers. Men da jeg så kom ind i den, så tænkte jeg alligevel, at der er noget med den måde, personerne interagerer med hinanden og det afsides miljø og mødet imellem noget meget jordnært og noget lidt udefinerbart spirituelt, der minder mig om Kims ting. Jeg ved ikke, om det er helt forkert…?
KL: Nej. I starten havde jeg tænkt, at jeg nærmest bare skulle være en tjeneånd for Søren, ikke? Så han kunne udfolde sig visuelt. Men efterhånden er det litterære blevet vigtigere. Og der har jeg så fået mere plads med mine måder at gøre tingene på. Det kom gradvist.
SM: Det meste af historien er jo dig. Vi havde jo bare snakket om, hvad der kunne være sjovt… nogle stikord… og så har du ellers bare kørt derudaf, og så har jeg kunne lide det, jeg fik tilbage, og det har passet godt med det, jeg ville lave. Så det var jo heldigt. Men hele historien det er ren dig.
KL: Ja, det er det.
Den endte jo så med at være på tre bind, som jeg har forstået det. Så det der med en kort historie… det gik heller ikke.
KL: Hah, nej. Men for mit vedkommende, så er mit arbejde alligevel det hurtigste. Fordi jeg kan jo skrive sådan noget i løbet af meget kort tid. Hvorimod illustrationerne tager jo flere måneder at lave.
Hvor lang tid siden er det, at I begyndte på den?
SM: Jeg skrev til dig første gang… i 2016… da boede jeg oppe i Finland, så det er i hvert fald to år siden.
Og hvor langt er I med næste bind? Er I begyndt på det?
KL: Næh.
SM: Vi har jo en synopsis. Den skrev du helt til start.
KL: Ja, altså jeg har lavet hele historien sådan set, men overhovedet ikke på detaljeplan. Og tanken bag det hele er jo kommet frem efterhånden… at det er en civilisationshistorie. En smadret civilisation, og hvad er det for nogle kræfter, der styrer, når den prøver at komme frem igen. Fascismen, demokratiet og så er der religion. Og de har hver deres anden side. Fascismen har en positiv side, som er handlekraft og råstyrke. Og demokratiet har en mørk side, der er for meget tanke og passivitet. Religionens bagside er vanviddet. Så det er, hvordan de der tre kræfter… det er også derfor den hedder Trojka… også fordi det er tænkt som en trilogi. Og der er tre personer… Men det er der, hvor det litterære begynder at få mere magt, kan jeg mærke. Og hvor det bliver meget spændende for mig, synes jeg.
Nu ved jeg ikke, hvordan I arbejdede… om det hele var skrevet, før Søren overhovedet begyndte at tegne…
KL: Nej, det var meget frem og tilbage.
SM: Det var meget frem og tilbage. Jeg fik mange lange scener, og så pludselig var der måske et stort hul, hvor der manglede et eller andet, og så fik jeg Kim til at skrive lidt mere, så det var været meget frem og tilbage indtil til allersidst, faktisk. Normalt ville jeg sidde og lave alle siderne på en gang, men denne gang sad jeg og lavede sider færdige og sendte til Kim i stedet for bare at køre.
Det kan vel også være meget fedt at arbejde nærmest som en tenniskamp. Bolden over, bolden tilbage, bolden over, bolden tilbage…
KL: Jaja.
Søren sidder og ser ud som om, at det ikke altid var fedt?
SM: Jeg blev lidt træt på et tidspunkt og prøvede at overtale Kim til, at det så alligevel ikke skulle være en trilogi, men lige så snart, at vi endelig var færdig med den første bog, så var det okay… så skal vi lave den næste også. Men sådan er det jo, når man sidder med et stort projekt.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at snakke… nu er det jo sådan en genrehistorie… en slags science fiction, der lugter af noget overnaturligt og spirituelt. Den indeholder meget store elementer af dystopisk science fiction og horror. Hvad er det, man kan med genre, når man fortæller en historie, som man ikke kan med realistiske fortællinger.
KL: Det bliver en mytologi. Vi ryger over i en mytologi. Og det er helt tilbage til Biblen. Der kommer et spil på hele det der mytologiske register, og den græske mytologi bruger vi også her. Vi bruger sådan set hele registret. Både nordisk mytologi med Throndr, og det jødiske med Jehuda og det græske med Perikles. Og så får vi det til at kollidere med hinanden.
SM: Det vidste jeg faktisk ikke
Kim griner
SM: Det er helt bevidst, at de fik de navne? Af den grund?
KL: Jaja.
SM: Men jeg kan også huske, at da vi snakkede om, hvad det nu skulle være, at vi lavede sammen, så foreslog jeg science fiction, og så sagde du, at du faktisk havde gået og tænkt på, at det kunne være sjovt at lave science fiction. Du havde først lige lavet ”De Søvnløse”…
KL: Den er en slags dystopi… near future, som kan kalder det. Ligesom Houllebecq laver det.
SM: Du sagde, at du havde leget med tanken om at lave rigtig science fiction.
Kim, ville du kunne have skrevet Trojka som roman i stedet for som tegneserie?
KL: Jeg kunne sagtens forestille mig at skrive det som roman, efter vi har lavet tegneserien. Det kunne jeg sagtens forestille mig. Det, som jeg byggede min roman ”Afgrunden” over, var en film, som jeg først skrev manuskript til. Den havde premiere sidste år. En halvdokumentarisk film. Efter jeg havde fyret det manuskript af, så skrev jeg en roman.
Så det er ikke adskilt for dig… den her historie kan KUN skrives på den her måde, og det er den her form, jeg gør det i?
KL: Nej. Altså, mediet former jo stoffet på mange måder og gør det til noget andet. Og det synes jeg er spændende. Jeg ser mig selv som historiefortæller, og der vil man gerne hele tiden finde nye udtryksformer og nye medier. Jeg er også ved at lave film. Det der med tegneserier er utroligt spændende, og det har på mange måder nære forbindelser til at lave film, synes jeg. Der er faktisk flere muligheder inden for tegneserier frem for film. Også fordi budgettet ikke behøver at være på flere hundrede millioner.
SM: Så længe du bare har en velvillig tegner, så…
Når man skriver til en tegneserie, så er det meget høfligt over for tegneren at forsøge at skære så meget ind til benet som muligt. Man kan sagtens som forfatter sidde og forestille sig alle mulige små detaljer, og så får man det tilbage fra tegneren med kommentaren, at de jo skal tegne alle detaljerne, også selvom det ikke fylder meget i manus. Var du meget bevidst om at skære ind til benet… i forhold til de murstensromaner, du ellers skriver?
Vi bliver afbrudt, da en velplaceret og nærmest kirurgisk præcis, orange papirflyver rammer Søren lige i solar plexus. En legende familie har fået ram på tegneren, og interviewet kollapser nærmest under sin egen vægt og væg-til-væg latter.
Du er færdig. Du er ude af interviewet.
Kim får hurtigt samlet sig og forsætter med professionelt overblik interviewet. Back on track.
KL: Altså at skære ind til benet er noget, jeg skulle være meget bevidst om. Og jeg har også prøvet at skære meget ned i replikkerne, ikke at gøre dem for lange og for snakkende. Men Perikles har jo fået lov til at brede sig. Fordi han er jo den der tænkemaskine, snakkemaskine. Men jeg forsøgte meget at skære ned og give så meget plads som muligt til det visuelle. Det er også et spændende benspænd for mig.
SM: Der er givet plads til de der store scener med alle fangerne og fangeoprøret og det hele… Nu skal jeg ikke sige for meget om, hvad der sker. Der er de der store scener, der også er i dine bøger.
Det er meget interessant, at du har været tvunget til at tænke visuelt.
KL: Det gør jeg også ellers. Det får jeg også at vide, at jeg skriver filmisk, så det er sikkert bare noget, jeg har let ved at gøre. Jeg har forstærket det her og tænkt meget på, at det skulle laves som billeder, som ser nogenlunde sådan og sådan ud. At det så ender med at blive noget helt andet gør jo ikke noget. Det er den der konceptualisering, der er i højsædet og at jeg forsøger at tænke visuelt
SM: Det var også derfor, da jeg sad og læste “Profeterne i Evighedsfjorden”… jeg kunne jo se alle de der ting, der foregår. Det der historiebillede. Det hele passede perfekt til mig i forhold til at lave en tegneserie. Den var så bare for lang. Og så tror jeg også, at du skrev, at det var første bind i en trilogi, og det var vist det, der stoppede mig…
Det ville have været fire bind… per bind eller sådan noget. Du ville have brugt resten af dit liv på det, Søren.
SM: Seksten bind…
Er i klar til at kaste jer over næste bind af Trojka med det samme… jeg spørger nok mest tegneren her?
KL: Det er tegneren, der afgør det.
SM: Jeg har en opgave, jeg skal lave nu. En stor bog. Men undervejs tænker jeg, at vi godt kan snakke om bind to. Og du kan måske godt sidde og skrive lidt, hvis du gider. Der er jo ingen grund til at vente på, at jeg er færdig med det der andet.
Der er sådan en ting… en detalje i Trojka, jeg synes var sjov. Er det ikke rigtigt, at vagterne er bevæbnet med leer? Hvis ide var det? Det er en fantastisk ide.
SM: Jeg tror, at det var… det var min ide, men faktisk aner jeg ikke, hvorfor jeg kom på det. Det giver jo strengt taget ikke nogen mening, at de er oppe i Arktis, og så har de en masse leer liggende rundt omkring…
KL: Jamen, det er stedet hvor alting er gået amok. Det er ikke til at vide, hvordan der har været før. Det kan være, at det har været en slags edens have. Det ved vi ikke. Men der er sket en katastrofe, der gør at alting er anderledes.
Nu hvor Søren siger det, så kan det da godt være, at det ikke giver logisk mening, men når man bare ser billedet af de der vagter med en le, så får man nogle bestemte billeder i hovedet.
SM: Ja, det var også det der med, at de har kapper og de der bøddelhatte. Det var fordi, Kim havde skrevet i den første version, at fangevogterne havde sådan nogle romerske kapper på. Og så troede jeg først, at vi var ude i, at det skulle være sådan nogle absurde historier med en fremtid, hvor folk gik med sådan nogle romerske ting. Men det viste sig, at du simpelthen bare mente sådan en slags løjtnantkappe og slet ikke sådan en romersk soldat, men det fik mig ligesom til at tænke, at det kunne være sjovt at have et eller andet, der bare var sådan helt… en slags absurd teater i baggrunden. De rigtige vagter er jo også stukket af med geværerne, så de har jo ikke noget andet.
Nu er det lidt en ensemblehistorie, men ham, jeg tænker på som hovedpersonen, er mildt sagt en usympatisk fætter. Der bliver hele tiden hældt nye grunde til at foragte ham oven på de andre grunde. Når du skriver sådan en figur, er der så overvejelser om, hvor langt du kan gå uden at miste læseren interesse?
KL: Man skal prøve også at lægge noget smerte ind i sådan et røvhul, ikke? Hvis man kan få det på en troværdig måde, så tror jeg, at man kan gå ligegyldigt, hvor langt det skal være. Ægte menneskelig smerte et eller andet sted. Så skal det nok gå.
Nu er vi ikke gået alt for meget ind i selve handlingen, da bogen i skrivende stund ikke er udkommet endnu. Men kan I meget kort fortælle folk, hvorfor de skal glæde sig til at læse Trojka?
SM: Jeg var bange for, at du ville stille præcis det spørgsmål…
Hvorfor er den fed? Kom så.
SM: Jeg hader det der spørgsmål.
KL: Hvis jeg skal svare, så bliver det et litterært svar. For mig så handler det bare om at tænke lidt over, hvad det er, der sker, når en civilisation stopper, og den prøver at komme til live igen. Der er nogle darwinistiske kræfter, der udkrystalliserer sig. Jeg ser det som de her tre hovedkræfter i enhver civilisation – demokrati, fascisme, religion. Det er trojkaen i deres civilisation, og det har som sagt en dobbelt side. Hver deres medusahoved. De præsenterer sig som hver sin person, som har magten her og hænger uløseligt sammen og er afhængige af hinanden og samtidigt hader de hinanden. Fordi de frastøder hinanden og er stadigvæk koblet sammen.
Og det har Søren så pakket ind i den sædvanlige, lækre krop af B-filmentusiasme… eller hvad?
SM: Jeg fik lov til at snige nogle b-filmtroper ind. Det er rigtigt. Men det ved han godt. Og det var jo ikke kun mig. Du snakkede selv om hele den der indledning, hvor fangerne sidder i messen og sludrer og snakker… det var meget inspireret af den første “Alien”, hvor de vågner og sidder ved morgenbordet.
KL: Ja, det er rigtigt. Det tænkte jeg meget på. Det havde jeg helt glemt igen.
SM: Det havde jeg ikke glemt. Det er ikke bare mig. Og så fik jeg Kim til at se “Flugtaktion New York”.
KL: Den kunne jeg ikke lide.
Jeg tror, at man måske skulle have set den dengang. Ellers er man for sent på den.
KL: Ja, det kan jeg forestille mig.
Jeg tænkte på… og jeg synes jo, at det er en undervurderet film, så der er ikke noget negativt i det… hele fængselsdelen minder mig lidt om “Alien 3″…
SM: Nåja, det er rigtigt, faktisk.
Nu sidder Søren og tænker ”shit, jeg har nakket det hele fra “Alien 3″.
SM: Det er rigtigt, nu hvor du siger det. Der er påfaldende mange… har du set den?
KL: Ja, jeg kan ikke huske den.
Det er David Fincher, der har lavet den. Og han vil overhovedet ikke snakke om den. Den blev taget ud af hænderne på ham.
SM: Den foregår på en fangekoloni på en planet.
Det er den der forfaldsæstetik, som jeg også rigtigt godt kan lide i Trojka. Det hele ser ud som om, at man på et hvilket som helst tidspunkt kan rive sig på et rustent søm og dø af blodforgiftning. Det er, hvad jeg tænker på, når jeg ser miljøet Trojka.
SM: Nå, men det er godt.
Men Søren, hvorfor skal folk læse jeres tegneserie?
SM: Lige meget, hvad jeg siger, så kommer det til at lyde som en ansøgning til kunststyrelsen… det er forfærdeligt. Kan jeg ikke bare klippe det ud fra min ansøgning og sende det til dig på mail?
“Trojka bind 1: Skarabæens time” udkommer 13. september fra forlaget Fahrenheit.
Søren Mosdal og Kim Leine signerer “Trojka bind 1” og fortæller endnu mere om tilblivelsen i Faraos Cigarer i København på udgivelsesdagen. Det foregår fra klokken 16:00 – 17:30.