Julegodter: Tegn på kærlighed

Nummer 9-redaktionens julekalender samler op på nogle af årets bedste tegneserieoplevelser. I dag: Et samspilsramt serieskaber-ægtepar.

En sjælden fugl på vores danske bogmarked er vendt tilbage med Aline & Robert Crumbs “Tegn på kærlighed” fra Cobolt. Efter 80′erne har crumb kun været sparsomt repræsenteret i vores sekterisk lille sprogområde, men med hans tegneserieversion af første Mosebog, “Verdens skabelse” fra 2010, og nu denne mursten skal jeg ellers love for, at der er rådet bod på miseren. Det meste Crumb på dansk er de tidlige undergrundsting og deres groteske, kødelige løjer, Fritz the Cat og “Keep on Truckin’”, så “Verdens skabelse” var en klar afstikker, og det samme er “Tegn på kærlighed”.

For der er tale om Crumb og konens fælles serier – samlet på smukkeste vis i et digert hardcoverværk med en æstetisk signalværdi et sted midt mellem Bellahøj kræmmermarked og aboriginal art. Sagen er den, at mens Robert Crumb med årene har udviklet sig til den gudetegner, hans tidlige produktion bragte løfter om, er Aline Kominsky-Crumb blevet ved sin læst og har spyttet den ene efter den anden tæerkrummende krattede naivistiske tegneserie ud af ærmet. Det kræver måske tilvænning, men så lønner det sig også, for Aline har en personlighed og et ego, som kan gøre ægtemanden rangen stridig, når tegningerne ikke formår det. Og så er deres fælles udgydelser så morsomme og veloplagte som noget andet, der fås på seriemarkedet i denne dag og time.

Duoens parløb startede ellers i det små med Dirty Laundry Comics i midthalvfjerdserne – med de for tiden obligatoriske grænseoverskridende sexscener og en gæsteoptræden af stofprofeten Timothy Leary i hans flyvende tallerken – ren pot og pjat i en tid, hvor undergrundsserien, som havde haft sin storhedstid sammen med hippieæraen, var en synkende skude. Det ændrede sig snart. 80′erne blev årtiet, hvor Crumb genopfandt sig selv med en perlerække af både biografiske, selvbiografiske og rent fiktive serier for bladet Weirdo, deriblandt også hans og Alines fortsatte krønike, mere slice of life og mindre intergalaktisk trip, og den moderne selvbiografiske serie med neuroser, angst og pinagtig selvransagelse var født.

Det er siden blevet til et utal af snapshots og længere episoder om både stort og småt i familien Crumbs liv, fra babypasning som nybagte bohemeforældre over en neurotisk motiveret emigration til Sydfrankrig til lige så celebre som kiksede besøg på Cannes filmfestivalen og New York Fashion Week. Denne ujævnt rablende, småklynkende, til tider skarpt spiddende – gerne med parret selv i den varme stol – men hele vejen igennem vildt underholdende samling burde ligge under ethvert dansk juletræ; hvis ikke der forefindes et juletræ, så som pligtlæsning til enhver eid-fest, da. Og for de, der synes at fænomenet graphic novels normalt er for hurtigt overstået og kun til den hule tand, så er her altså tale om en motherfucker på tohundredenogenogtres tætpakkede sider. Hele herligheden er plastret til med kernefamiliens mørkeste hemmeligheder klemt inde mellem tegninger henholdsvis guddommelige og grimme som arvesynden, så der er lystlæsning til mange lange juledages maveonde.

“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, åbenbares.

Om Erik Barkman

Chefredaktør på Nummer 9. Til daglig projektkoordinator på The Animation Workshop i Viborg.