Ina Korneliussens ”grafiske novellesamling” kaster glans over 17. låge i Nummer 9s julekalender.
Bedstemoren byder på græskartærte, men ingen kommer for at spise den. Teenagepigen mister sin bedste veninde i en træfning på grænsen til voksenlivet. Og så er der den 20-og-noget-årige singlepige, der på en hel almindelig hverdag søger lykken, hvor hun kan finde den.
Det er en samling genkendelige kvindeskæbner, der møder os i Ina Korneliussens første større tegneserieudgivelse, ”Små dyr”. Også selvom realismen i flere af samlingens ordløse ‘grafiske noveller’ er magisk: Her er både krybdyr, der vokser, når de bliver vandet, og menneskekvinder, der føder fiskebørn.
Korneliussen forsøger at binde sine fortællinger sammen ved at lade figurer og miljøer gå igen, men krydsreferencerne fungerer mest som små belønninger til de særligt opmærksomme. Til gengæld er der masser af sammenhængskraft i samlingens temaer.
Det handler om frygten for at blive alene, for ikke at være god nok, for at miste og for det ukendte. Og så handler det lidt om mod, om at turde gå sin skæbne i møde. Almene udfordringer inkarneret af relatérbare kvinder i mange livsfaser.
Den tidligste fortælling i ”Små dyr” er fra 2007, og det mærkes, at Ina Korneliussen har udviklet sig som tegner og billedfortæller siden da. Hendes rundhovede og kartoffelnæsede Claus Deleuran-figurer er blevet fastere i kødet, de detaljemættede baggrunde er mere udtryksfulde nu og de ordløse fortællinger flyder stadigt bedre.
Netop fraværet af ord er afgørende for samlingens succes. Pantomimeserier stiller store krav til både serieskabere og -læsere – det er simpelthen sværere at formidle og forstå et hændelsesforløb uden ord – men mestrer man formen, ejer den en særlig poesi.
Det er svært at forestille sig de talebobler og tekstkasser, der ikke ville tynge ”Små dyr”s bittersøde slice of life-fortællinger til jorden. De stortrives i spændet mellem det banale og det underspillet poetiske, og måske lever man lidt ekstra med i figurernes følelser og motivationer, når man er tvunget til at tænke sig til dem?
Samlingens bedste fortællinger – f.eks. den nærmest mesterlige ”Mormors græskar” – efterlader sig et uudsletteligt indtryk, og som helhed sætter ”Små dyr” en tyk streg under det, vi jo egentlig godt vidste: Ina Korneliussen er et lysende serieskabertalent med et udtryk, der er hendes helt eget.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres.