Bag julekalenderens 13. låge gemmer sig et vaskeægte menneskemonster.
Jeffrey Dahmer var hele USAs yndlingsmonster, da han i 1991 blev arresteret for mordet på 17 mænd i perioden 1978-1991. I hans lejlighed fandt politiet de makabre rester af en række af hans ofre – et hoved i køleskabet, f,eks., og et menneskehjerte samt tre hoveder i fryseren.
Men i serieskaber Derf Backderfs “My Friend Dahmer” møder vi morderen, før han begyndte at myrde – den uudgrundelige nørd, der vækker Backderf og high school-vennernes nysgerrighed, da han begynder at fingere epileptiske anfald og imitere sin mors spastisk lammede indretningsarkitekt i skolen. Dahmer bliver en kultfigur, han er særlingen, man sniger med på sit klassebillede, og ham, der agerer maskot på festplakaterne – til lærernes uforstående undren.
Han holder sig for sig selv, Dahmer, og ingen kender ham rigtigt. Men naboerne ved, at han opløser døde dyr i syre for at beundre deres knogler, og selv Derf og hans selvoptagede slæng bliver gradvist opmærksomme på, at der er noget galt med den gudsfrygtige dreng: Dahmer drikker som et hul i jorden, altid glædesløst og uden anledning, og han synes blottet for medfølelse. Ingen tegner kolde, mekaniske mennesker som Backderf, og det tjener hans fortælling vel her – akkurat som de tungt skraverede gyserskygger og de fremmedgørende perspektiver: Ofte direkte forfra eller fra siden, til tider ovenfra eller isometriske.
“My Friend Dahmer” er et overraskende nøgternt og empatisk indslag i den endeløse række af seriemorder-biografier. Backderf forsøger ikke at bilde os ind, at morderen blot var et offer for omstændigheder uden for hans kontrol, men nuancerer stadig sin hovedperson så meget, at det kalder på eftertanken.
Man sender uvilkårligt en tanke til særlingene fra folkeskolens sidste år: Hvad blev der egentlig af ham Peter med pizzafjæset, ham som ingen gad omgås, fordi han farede i flint for et godt ord? Hvor er han nu? Klarede han skærene – eller gik han til grunde i ungdommens store, nådesløse udskilningsløb?
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, åbenbares. Teksten oven for er en redigeret udgave af Nummer 9s “My Friend Dahmer”-anmeldelse.
Del på
