Frem mod juleaften samler Nummer 9-redaktionen op på nogle af årets bedste tegneserieoplevelser. I dag: Alans barndom.
“l’Enfance d’Alan” er franske Emmanuel Guiberts opfølger til mesterværket La Guerre d’Alan (eng. Alan’s War), serieskaberveteranens biografi over sin afdøde ven Alan Cope. Efter etterens indlevede skildring af Alans krigsoplevelser går turen denne gang tilbage til hans barndom i mellemkrigstidens Californien.
Det kommer der ikke alene et dragende tidsbillede ud af, men også en indtagende skildring af barndommen til alle tider. Cope, hvis stemme følger os hele vejen, er en gudsbenådet fortæller med blik for de levede detaljer, der sætter sig i erindringen og skaber sammenhæng i livet, samtidig med at han ganske ligefremt kan gøre sig klare observationer over de skelsættende oplevelser, til tider traumatiske, der definerer vores livsbane.
Guibert iscenesætter erindringerne kongenialt og meget smukt. Hans sepiatonede tuschlaveringer, flydende applikeret gennem konturridser i papiret, forlener fortællingen med en poesi, der suggerer erindringens omskiftelighed. Selvom grundtonen er mere optimistisk, og præmissen mindre kosmisk, falder sammenligningen med Terence Malicks mesterlige fremkaldelse af barndommen i forrige års Tree of Life helt naturlig.
Historien om Alan er et eksempel på hvorledes det helt banale, udramatiske liv i disse år gøres til genstand for tegneseriekunst – noget, der er sværere at forestille sig have gang på jord i bøger eller film. Guibert er en af mestrene på området, og han gør os alle en stor tjeneste ved at forevige Copes unikke stemme.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor julegodten, der har fået allerflest stemmer, åbenbares.