Frem mod juleaften samler Nummer 9-redaktionen op på nogle af årets bedste tegneserieoplevelser. I dag: Alans barndom.
“l’Enfance d’Alan” er franske Emmanuel Guiberts opfølger til mesterværket La Guerre d’Alan (eng. Alan’s War), serieskaberveteranens biografi over sin afdøde ven Alan Cope. Efter etterens indlevede skildring af Alans krigsoplevelser går turen denne gang tilbage til hans barndom i mellemkrigstidens Californien.
Det kommer der ikke alene et dragende tidsbillede ud af, men også en indtagende skildring af barndommen til alle tider. Cope, hvis stemme følger os hele vejen, er en gudsbenådet fortæller med blik for de levede detaljer, der sætter sig i erindringen og skaber sammenhæng i livet, samtidig med at han ganske ligefremt kan gøre sig klare observationer over de skelsættende oplevelser, til tider traumatiske, der definerer vores livsbane.
Guibert iscenesætter erindringerne kongenialt og meget smukt. Hans sepiatonede tuschlaveringer, flydende applikeret gennem konturridser i papiret, forlener fortællingen med en poesi, der suggerer erindringens omskiftelighed. Selvom grundtonen er mere optimistisk, og præmissen mindre kosmisk, falder sammenligningen med Terence Malicks mesterlige fremkaldelse af barndommen i forrige års Tree of Life helt naturlig.
Historien om Alan er et eksempel på hvorledes det helt banale, udramatiske liv i disse år gøres til genstand for tegneseriekunst – noget, der er sværere at forestille sig have gang på jord i bøger eller film. Guibert er en af mestrene på området, og han gør os alle en stor tjeneste ved at forevige Copes unikke stemme.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor julegodten, der har fået allerflest stemmer, åbenbares.
Den danske udgave af Alan’s War må da snart være her??? Hvor lang tid kan det tage Aban Maler at få klargjort den? Hva hva hva? Det er en af de bedste tegneserier jeg har læst.
Ja, det er ærlig talt på høje tid. Men eftersom Jaime kommer til Copenhagen Comics, har hans tegneserier førsteprioritet. Så kunne man jo håbe, at Guibert også inviteres (og takker ja), så jeg bliver presset til at få klemt den ud også
Vi ved ret beset ikke så meget om Copes litterære stemme, vi kender den kun i Guiberts redigerede form. Min pointe er, at det er Guibert, der er den gudsbenådede fortæller, det er ham, der får Cope – og andetsteds Lefévre – til at fremstå så levende for os.
Ja, det kan man sige — Guibert er en mester! Men i begge tilfælde brænder hans kilders stemmer altså igennem, ikke mindst fordi de er taget fra transkriberede interviews. Og i Fotografen er det helt klart, at Lefêvre har været direkte inde over arbejdet. De to er meget forskellige og jeg synes at Copes helt særlige måde at fortælle på står meget stærkt, også i fh.t. Lefêvres mere prosaiske.
Der er tale om transskriberede interviews, ja, men det er naturligvis kun udvalgte nedslag, der er kommet med i værket. Cope kunne ‘for all we know’ have fablet om lommeuld og tålakrids 90% af samtalernes varighed – ikke at jeg ønsker at skyde ham det i skoene
Det helt banale, udramatiske liv er kun interessant for andre, når det filtreres igennem en alt andet end banal og udramatisk linse og præsenteres i udvalg. Guiberts mest mesterlige egenskab ligger i, at han kan få to forskellige mennesker som Cope og Lefévre til at fremstå som netop det: vidt forskellige mennesker med helt distinkte stemmer.
Derudover glæder jeg mig meget til at få læst “l’Enfance d’Alan” og tilslutter mig Michael: Hissa hussa hejsasa, Alans krig skal ud på dansk!
Jeg synes nu godt man kan unde Lefêvre og Cope en stor del af æren, den første ikke mindst fordi han har taget de billeder, der udgør ca. halvdelen af tegneserien og den anden fordi hans anekdoter og observationer er alt andet end banale og ikke er noget Guibert har fundet på.
Jeg opfattede helt klart Cope’s ‘litterære’ fortællerstemme som den altoverskyggende stjerne i Alan’s War… I fotografen er det mere en kombination af elementer, og hvordan Guibert kombinerer dem. Lefevre’s billeder er fine nok, men dog måske ikke i klasse med mange af de ting man ser Magnum-folkene lave. Men de bliver brugt godt i tegneserien.
Omvendt er det så også lidt unfair, synes jeg: Guibert bringer *virkeligt* meget til La Guerre d’Alan. Det er en blændende iscenesættelse af ikke blot tiden, men hvordan erindringen fungerer.
Jeg er enig i, at Lefêvres billeder ikke er de bedste, men den serielle sammensætning af dem, som han og Guibert har foranstaltet, fungerer fornemt, som du siger. Undtagelsen fra reglen om at fotos ikke duer i tegneserier.
Og så har bogen vundet de franske tegneseriekritikeres pris. Og her et et glimrende interview med Guibert for dem, der kan læse fransk.
Som jeg nævnte andetsteds i går, er Guibert nu blevet pyntet med en fin orden.