Nummer 9 blænder på julekalenderens 19. dag op for en vaskeægte bibelfortælling – men fortalt fra en anden vinkel, end vi er vant til.
Tom Gaulds ”Goliat” vender den velkendte fortælling om Davids bibelmodstander på hovedet. I skottens poetiske og hyperstiliserede graphic novel er den umenneskelige gigant en tøvende, tænksom enspænder, som helst vil skrive på papyrus og for alt i verden ikke gå i krig – han er trods alt den femtedårligste sværdmand i sin deling.
Med en simpel streg holdt i sort, hvid og lysebrun lader Gauld historien udfolde sig i et langsomt og roligt tempo, hvor tidens gang smukt illustreres af skiftende landskaber og subtile ændringer i gentagne motiver.
Historien spiller på vores genkendelse af fortællingen og dens karakterer. Vi ved jo godt, hvordan det går for den følsomme kæmpe Goliat, da han på grund af kommandants geniale, men fatale plan stilles ansigt til ansigt med israelernes David. Alligevel får Goliats endeligt en særlig følelsesmæssig pondus. Her skal ikke afsløres mere, men historiens gearskifte er elegant udført og viser, hvor dygtig og erfaren en tegneserieskaber, Gauld er.
“Goliat”s udtryk er enkelt på grænsen til det naive. Ansigter antydes med få streger, øjnene er udtryksløse prikker, og alligevel opfatter vi tydeligt karakterernes følelsesliv – særligt titelkaraterens tøvende temperament træder tydeligt frem. Gaulds streg er nænsom og udtryksfuld, en nærmest ikonisk tilgang, der med få virkemidler forlener fortællingen med karakter og dybde. Selv de fremtrædende skraveringer er enkle og udtryksfulde. På sæt og vis handler Gaulds stil mere om at trække fra end at lægge til. Vi er tæt på børnetegningens enkelhed, men hver streg er tydeligvis sat med sans for både helhed og udtryksfuld detalje. Det er fornemt udført.
Og så er boghåndværket i øvrigt i top. Der er virkelig kræset for kvaliteten med nopret omslag, folietryk, præg og tykt, ubestrøget papir, der suppleres smukt af det enkle og smagfulde bogdesign. Hertil kommer formatet, der er i understørrelse og giver udgivelsen sin helt egen stil. ”Goliat” er sådan en tegneserie, man slet ikke kan få nok af at holde i hånden, bladre igennem og genbesøge sekvenser i.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres. Teksten oven for er en redigeret ud af Nummer 9s anmeldelse. Se også: Forsmag på Goliat, interview med Tom Gauld.




Jeg må være en af de få, der blev ladt næsten kold af Goliat.
Nope – jeg havde også svært ved at holde mig vågen. Men det er stadigvæk en rigtig god ide…
Jeg kunne simpelthen ikke komme ind i den. Det er cool nok når sådan en som Chester Brown bruger det der Robert Bresson-inspirerede trick med at figurerne har tomme blikke og er svære at aflæse, men her fungerede det ikke rigtigt for mig. Men jeg glæder mig da altid over når jeg falder over nogle af de gode af Gauld’s korte striber på nettet.
Jeg får kuldegysninger på de sidste syv sider – men kan sagtens forstå, hvis Gauld ikke er for alle.
Men altså ang. de korte striber, så bliver de såvidt jeg kan forstå det samlet af Drawn & Quartely i You’re All Just Jealous Of My Jetpack som udkommer om bare et par måneder. Giver det mening at vente på, at du udgiver den, Steffen, eller skal man bare snuppe den engelske version?
Jeg er sådan set ret vild med Gaulds andre ting. Goliat har også nogle fine betragtninger, men den fungerede bare ikke rigtigt for mig.
Jetpack er vist kun Gaulds ugentlige Guardianstriber/tegninger – og den udgiver jeg næppe. Men jeg ville godt udgive en samling af nogle af hans andre, længere (men stadig korte) ting.
Steffen, gør det!