Julegodter: Et kinesisk liv 2-3

Opfølgerne til den anmelderroste “Et kinesisk liv 1″ om Kinas nyere historie fik kritik for at være udglattende. Marianne Eskebæk Larsen nuancerer.

Klaphat, sølle kujon og regimets lakaj. Det skortede ikke på grimme adjektiver om den kinesiske forfatter Mo Yan, da han vandt årets Nobelpris i litteratur. Mo Yan havde bl.a. udtalt, at censur er som ”sikkerhedskontrollen i lufthavnen – et nødvendigt onde”, med tilføjelsen ”at tage sko og bælte af er ubehageligt, men forebygger det, der er værre”. Det faldt mange for brystet, at en forfatter med et problematisk forhold til censur og ytringsfrihed kunne vinde en så prestigefyldt pris. Navnlig Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen var fremme med krabasken, hvilket til gengæld affødte kritik fra journalist på Information Rasmus Bo Sørensen om det uskønne i at være modig på andres vegne.

Bo Sørensens kritik sætter fingeren på et ømt punkt i den vestlige reception af ikke-vestlige kulturprodukter. For i grunden har de fleste af os en rem af Jes Stein Pedersens kolonialisme. Vi forventer, den kinesiske propagandategner Li Kunwus selvbiografiske Kina-krønike “Et kinesisk liv” skal være systemkritisk, og gerne på en for os appellerende måde. Bor man i et diktatur, skal man skrive om undertrykkelse, og bor man i et tredje verdens land, skal man skrive om fattigdom. Som Rasmus Bo Sørensen skriver i forbindelse med Mo Yan: ”Hvad får os til at kræve, at forfattere fra undertrykte regimer død og pine skal skrive systemkritisk litteratur, mens friheden til at skrive om lige, hvad man har lyst til, er en luksus forbeholdt forfattere fra vestlige demokratier? Vi kræver, at kinesiske, iranske og indiske forfattere går på barrikaderne og kæmper for demokrati og ytringsfrihed, men vi stiller ikke tilsvarende krav til danske forfattere om at skrive om nepotisme og embedsmandsmisbrug. Har Mo Yan en større moralsk forpligtelse til at kritisere det kinesiske styre, end Helle Helle har til at forsvare asylansøgere i Danmark?”

Li Kunwu er jo umiddelbart et eksempel på en kinesisk kunstner, der tør, hvor Mo tier. Alt burde således være i skønneste orden. Men sagen er, at vi ikke blot kræver systemkritisk litteratur fra forfattere fra diktaturer, vi kræver tillige, at den skal være forfattet, så den passer til de fortællinger, medierne og underholdningsindustrien har givet os af de undertrykte. Tænk blot på Tibet og Hollywood.

Nummer 9s egne anmeldelser kan fint tjene som eksempler. Om bind 2 skriver Michael Lindal: ”Li er stadigvæk i hæren og er nærmest besat af at bevise sit værd og blive medlem af det Kommunistiske Parti. Det er dette ønske, der driver ham (og fortællingen), og selvom man som læser kan have mange holdninger til dette, så føler man med ham og håber, at det lykkedes for ham”. Underforstået: det er svært for en vesterlænding at fatte, at ens største ønske er medlemskab af det Kommunistiske Parti. Men er det ikke ønsket om medlemskab, der gør historien troværdig?

Bind 3 kritiserer Michael Lindal for ikke at fremhæve massakren på den himmelske freds plads – igen, skal den nævnes på en særlig måde? Selvfølgelig er det en vigtig begivenhed og selvfølgelig har styret en interesse i at nedtone tragedien. Men måske har vi en forventning om, at det skal fylde meget, fordi det er et ikonisk billede på undertrykkelsen.  Det er medieret og eksisterer derfor i vores bevidsthed. Uanset at der sandsynligvis er hundredevis af andre eksempler på undertrykkelse, vi ikke kender til.

Michael Lindal sammenligner “Et kinesisk liv” med “Persepolis” af Marjane Satrapi. Lindal konkluderer, at “Persepolis” er en mere helstøbt fortælling, hvilket jeg er enig i. Set fra et postkolonialt perspektiv er “Et kinesisk liv” dog mindst lige så troværdig.

Værkets kvalitet er, at dets kritik af styret er set indefra. Alt det, som vi vestlige anmeldere og læsere synes er problematisk, er måske netop det, som gør det muligt for værket at styre uden om de koloniale klichéer. Li Kunwu er tidligere propagandategner og således fuldstændig fedtet ind i landets styre, hvilket minder os om, at det olympiske blik på historien er en illusion.

“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres. For mere om de omtalte “Et kinesisk liv”-bøger: Anmeldelse af bind 2, anmeldelse af bind 3.

Om Marianne Eskebæk Larsen

Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling. Medlem af bestyrelsen i Dansk Tegneserieråd.