Julegodter: Det sidste ord

Thomas Thorhauges filmstriber er det 21. indslag i Nummer 9s julekalender.

Skomagerens børn har hullede sko, og når Nummer 9s anmelderredaktør udgiver en bog, går det nærmest ubemærket hen her på hjemmesiden. Det lykkedes aldrig at finde en habil anmelder til Thomas Thorhauges ”Det sidste ord”, og derfor blev den ikke målt og vejet i sitets virtuelle spalter, selvom det var en på alle måder væsentlig udgivelse. Nu går den ikke længere: Nummer 9s skribenter har stemt stribesamlingen ind blandt årets bedste udgivelser – folket har talt.

Undertegnede er ikke spor mere habil end så mange andre efter to et halvt års tæt samarbejde med Thorhauge på Danmarks webmagasin om tegneserier. Men måske vil nogen alligevel tage mit ord for det, når jeg hævder, at ”Det sidste ord” er en af årets mest spændende tegneserieudgivelser?

Den smukt designede widescreen-bog rummer alle de True Story-striber, Thorhauge tegnede for Politikens Film-tillæg 2010-2011. Serien opstod i sin tid som en udløber af hans glimrende lille 676-tegneserie ”Jørgen Leth”, som man sørme også kan finde i ”Det sidste ord”. Her er taleboblerne fulde af autentiske Leth-citater om at fejle og leve med det, mens billedsiden følger en cartoony udgave af verdensmanden på udflugt i hans egen underbevidsthed – komplet med æggende haitianske kvinder og voodoo-ritualer. Ord og billeder arbejder med og mod hinanden og tegner tilsammen et tankevækkende portræt af den kontroversielle Leth.

Konceptet i True Story er grundlæggende det samme, bare på mindre plads: Vellignende karikaturer af kendisser fremfører pointerede citater, mens de giver sig af med noget, der modsiger, underbygger eller nuancerer det sagte.

Som nu ovenfor, hvor Jack Nicholson reflekterer morsomt over sine egne primadonna-nykker, mens en mørkhåret dulle sutter på hans tæer. Den hev jeg også fat i, da jeg helt tilbage i august 2010 anmeldte alle dagbladet Politikens striber. Jeg roste Thorhauge for det velvalgte citat – som læser får man færten af en Nicholson, man ikke nødvendigvis kendte i forvejen, mente jeg – men klagede mig lidt over billedsiden: Hvor Nicholsons egne ord afbalancerer usympatiske træk (kolerisk urimelighed) med sympatiske (humor, selverkendelse), så er tegningernes fedladne, hæmningsløst dekadente skuespiller svær at holde af. Samtidig er sandhedsværdien usikker: Ved Thorhauge, at Nicholson har en fodfetich? Eller digter han helt frit? Det gør en forskel for, hvilken type udsagn om mennesket Nicholson, vi har fat i.

Skrev jeg altså dengang. Med ”Det sidste ord” er problemet med sandhedsværdien løst, fordi vi i noterne bagerst i bogen kan læse, at ”det dér hersker/øl/fod-fetichisme har jeg intet belæg for at skyde [Nicholson] i skoene.”

Spørgsmålet er, om dén opklaring får striben til at fungere optimalt, men det er der så heldigvis mange andre, der gør. Som når Woody Allen lufter sin indædte pessimisme og sin højtelskede klarinet, Sean Connery spiller golf og nuancerer begrebet hustruvold (”i et skænderi er en kvinde god til at blive ved”, og så kan en lussing være ”absolut i orden”!) eller når Sean Penn snakker barslagsmål og får et fjernsyn i hovedet. Ofte er der ingen decideret punchline, men citaterne er lige tankevækkende af dén grund, hvad end det er Akira Kurosawa, Stanley Kubrick eller Gerard Depardieu, der filosoferer over livet, filmene og kvinderne.

Men True Storys allerstørste attraktion er nok den elegante billedside, hvor Thorhauges elastiske streg fremmaner fornemme karikaturer af filmkoryfæerne, der iscenesættes opfindsomt og inciterende farverigt. ”Det sidste ord” rummer nogle af den dygtige serieskabers allermest formfuldendte sekvenser, f.eks. i striberne om Alfred Hitchcock, Jens Okking og Michael Caine.

Oven i hatten kommer to længere fortællinger om Marilyn Monroe og Clint Eastwood, begge udformet efter samme devise som ”Jørgen Leth” uden dog helt at ramme dén perles høje niveau, og samlet set er ”Det sidste ord” en gavmild pakke, der fortjener en helhjertet anbefaling ved juletid – både til tegneserieentusiaster og filmelskere.

Og så en bonusvideo – Thomas Thorhauge i samtale med Jørgen Leth om “Det sidste ord” på Bogforum:

“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres.

Om Erik Barkman

Chefredaktør på Nummer 9. Til daglig projektkoordinator på The Animation Workshop i Viborg.