2012 blev året, hvor vi fik David Mazzucchellis nyklassiker på dansk. Den gemmer sig bag låge 22.
Ligesom i alle andre kulturelle kredsløb dukker der også i tegneseriernes verden en sjælden gang imellem et værk op, som er så modigt, så velkomponeret, så på en gang formbevidst og formsprængende, at man ved, der her er tale om en milepæl og en målestok, som kunstnerens – og hans kollegaers – kommende værker uvægerligt vil blive bedømt i forhold til. Sådan et værk er den amerikanske tegneserieskaber David Mazzucchellis 350 sider lange graphic novel ”Asterios Polyp”.
Bogen, der er en Künstlerroman om en mand, der må rejse ud for at finde hjem igen, henter sit narrative skelet i Homers Odysséen, men kommer i kraft af sine formalistiske krumspring, sine fænomenologiske og ontologiske overvejelser og sine diskussioner af kunsten og kærligheden i lige så høj grad til at skrive sig ind i forlængelse af James Joyces Ulysses fra 1922. Sagen er klar: uden omsvøb eller undskyldninger for sig selv præsenteres ”Asterios Polyp” som overbygning til en fortsat kunstnerisk tradition, der spænder fra den episke urtekst over dem alle til den modernistiske roman par excellence. Alt sammen formidlet i et sprog, der er så helt og aldeles tegneseriens.
”Asterios Polyp” er fortællingen om en midaldrende arkitekt og universitetsprofessor af samme navn, som af omstændighederne tvinges til at begynde forfra på sit liv og undervejs må revurdere alle sine relationer og ikke mindst sig selv. På bogens første sider slår et lyn ned i Asterios’ bygning og antænder en brand, hvorfor han lynsnart må gribe de ting, der er vigtigst for ham og tage flugten. Medbringende en Zippo-lighter, et magnetisk armbåndsur og en schweizerkniv dykker Asterios ned i New Yorks undergrundsnet og løser umiddelbart efter billet til en Greyhound-bus, der kan tage ham så langt væk fra brændpunktet, som hans pengepung tillader. Han ankommer til en lille by, hvor han finder arbejde hos en automekaniker, og indlogerer sig hos dennes familie. Således løsrevet fra sit vante miljø må den aldeles selvcentrerede akademiker sande, at selvom kloden stadig drejen, er det ikke nødvendigvis ham, der er omdrejningspunktet, og at meningsfulde mellemmenneskelige relationer kræver en indsats fra begge sider.
Det klassiske noir-udgangspunkt om en mand, der af omstændighederne er tvunget til at flygte fra sin sikre tilværelse og søge nye græsgange, hvorfra han kan skabe sig en ny, punkteres undervejs kontrapunktisk af en række drømmesekvenser og en fortællerstemme, der kaster lys over Asterios’ fortid, hans barndom og opvækst, hans psykologiske karakteristika, hans æstetiske præferencer og verdensanskuelser, og – hen ad vejen – hans kuldsejlede ægteskab med kunstneren Hana Sonnenschein.
Efter en lang række frugtesløse amourøse forbindelser med sine studiner, forelsker universitetsprofessoren sig i den unge, talentfulde kunstner Hana. Fra starten af præsenteres hun som antimassen til Asterios. Han er arrogant, bedrevidende og fast forankret i sin egen fortræffelighed, og har altid en postmoderne vittig-ironisk kommentar på rede hånd. Hun er sagtmodig, usikker og eftergivende. Asterios er velrenommeret og prisbelønnet, men han er også en ’papirarkitekt’ – ingen af hans projekter er nogensinde ført ud i virkeligheden. Hanas atelier bugner til gengæld af realiserede projekter, men hun savner selvtilliden til at træde ind i rampelyset. Og ikke overraskende korresponderer deres divergerende tilgang til kunsten klokkeklart med deres respektive opfattelser af verden omkring dem.
Manuskriptsiden i ”Asterios Polyp” er i en klasse for sig, men også på billedsiden får den på alle tangenter. Selve stregen er tonet ned i en grad, så man fristes til at tale om ren konturtegning. Billedsiden forlenes dog med dybde af Mazzucchellis raffinerede brug af farver. Anvendelsen af primærfarverne cyan, magenta og gul – og en sjælden gang imellem hele spektret ind imellem – har dog ikke blot et plastisk sigte. Mazzucchelli benytter i høj grad også farvelægningen som et ekstra lag af information, der enten kan være med til at guide læseren igennem fortællingens mange lag, som hver især er udstyret med en egen distinkt farvekode, eller føje yderligere til vor forståelse af aktørernes karakter og sjæleliv.
Allerede tidligt i værket anslås det perceptionsteoretiske spørgsmål om, hvorvidt virkeligheden, som vi opfatter den, blot er en forlængelse af selvet. Visuelt fremstiller Mazzucchelli denne diskussion ved at lade fortællingens aktører ændre udseende, når de trækker sig allermest ind i sig selv og går i defensiven som fx under et skænderi: Asterios reduceres da til køligt blå kubistiske cylindre, mens Hana transformeres til en fint skraveret rødlig radering – skrøbelig, men af høj stoflighed. Den til enhver tid dominerende part i en samtale kan imidlertid også rulle sig så meget ud, at de omgivende lokaliteter kan antage form og farve efter vedkommende. Omvendt kan aktørerne også tage farve og træk af hinanden i ømme stunder og når samtalen lykkes: Asterios’ strenge grundformer forlenes da med varme og dybde fra Hanas karakter, mens hun på sin side tilføjes hans mere håndfaste konturer.
Selv talebobler og typografi – redskaber i tegneseriens sprog, der er så uundværligt gængse, at de normalt grænser til det usynlige – lades med subliminal information: Hanas tale formidles via en naturlig, håndskriftsagtig typografi, mens Asterios’ stolt knejsende versaler – sans serif, selvfølgelig – er som hugget ud i sten. Ligeledes er deres respektive talebobler henholdsvis blødt rundede og uforsonligt kantede, men at samtalen trods alt kan lykkes ind imellem, får Mazzucchelli anskueliggjort ved enkelt men effektivt at lade taleboblerne slynge sig ind i hinanden.
David Mazzucchellis ”Asterios Polyp” er et værk med meget på dagsordenen, og i såvel ambitionsniveau som kunstnerisk aflevering rangerer den højt indenfor de sidste 25 års samlede tegneserieproduktion. Med sin komplekse fortællestruktur, sine talrige inter- og intratekstuelle allusioner og innovative visuelle løsninger er den et værk, der kræver at blive læst og derefter genlæst. En enkelt replik hen imod slutningen af fortællingen kan pludseligt vise sig at kaste lys over en tekstløs billedsekvens 100 sider tidligere i bogen. En række afbildede fly, som optræder i de indlagte drømmesekvenser og igen hen imod slutningen af fortællingens realplan, føjer måske – måske ikke – nyt til vor forståelse af værkets finale. Utallige tegn, motiver og sammenhænge ligger og venter på at blive afkodet i et imponerende gennemkomponeret samspil af ord, billeder, farveholdninger og typografi.
”Asterios Polyp” er enkel og effektiv som en Zippo-lighter, komponentmæssigt kompleks som et magnetur og multivalent strittende i alle retninger som en schweizerkniv. Den er et nøje kalkuleret og gennemtænkt værk, hvor der er plads til stort set alt andet end tilfældigheder. Hvor hver eneste lille selv nok så banale replik og hver eneste stump af visuel information, hvor undselig den end måtte være, er betydningsladet og meningsbærende. Her er ingen dekoration, formen er nøje dikteret af funktionen. Det er på mange måder et værk, som Asterios Polyp ville elske.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, afsløres. Teksten oven for er en redigeret ud af denne artikel.
Del på
