Frem mod juleaften samler Nummer 9-redaktionen op på nogle af årets bedste tegneserieoplevelser. I dag: Klassisk juleand!
Ingen jul uden and, og for mit vedkommende blev juleanden bestilt allerede i oktober. Her udkom nemlig tredje bind af Fantagraphics’ samlede udgave af “Den gode ande-tegner” Carl Barks’ samlede værker, “Donald Duck: A Christmas For Shacktown”. I bindet er der adskillige chancer for at forvisse sig om, hvorfor Carl Barks er en særligt hyldet tegneserietegner og -forfatter.
Alene i åbningsbilledet, der stammer fra titelhistorien, er der så meget på spil, at man kunne skrive en artikel om det. For det første har vi at gøre med en for ande-verdenen usædvanligt realistisk virkelighedsgengivelse. Kun de tre hovedpersoner og de små hundenæser afslører, at vi befinder os i et funny animal-univers. Stemningen er tyk af fattigdom og tristesse. Faktisk så meget, at det næsten bliver parodisk – hvem har nogensinde set et barn lave en snemand med en så ulykkelig mine? Men latterligt bliver det ikke. Barks mener det tydeligvis alvorligt, og skiltet “Room for rent” er også placeret med omhu, så vi lige bliver mindet om, at selv for disse lidet misundeligsværdige boliger i slumbyen Shacktown skal der skrabes penge sammen for at få adgang til husly. Seriøsiteten understøttes kun af den særlige omhu, der er lagt i tegningen. Fra de fine detaljer på drengen i forgrunden over stiernes impressionistiske sjap til de to små kæder, der holder skiltet med titlen oppe, har Barks styr på hver en streg.
Men bare rolig – selvom Barks har et budskab med historien, er den tunge åbning først og fremmest et effektivt anslag til et klassisk ande-eventyr med pengetank, forklædninger og underjordiske huler. Af andre eventyr, der måske vil ramme en nostalgisk åre hos mange læsere, finder man også historien om jagten på den gyldne hjelm – og historien, hvor Anders’ jukebox-hit “The Screaming Cowboy/Den hulkende sømand” spiller hovedrollen.
Historierne er en fornøjelse at læse eller genlæse i Fantagraphics’ nye udgivelsesrække. Det kompakte format er beregnet på brug og ikke coffee table-blær, og bogen er lige til at læse under sengelampen eller i sofaen. Kloge Åge-artiklerne bag i bogen, der perspektiverer alle de længere historier, er korte og to-the-point. Og bøgerne er, trods et sigte om at udgøre et kronologisk hele om mange år, redigeret som enkeltstående udgivelser, så man forpligter sig ikke til at købe et to-cifret antal udgivelser, blot fordi man får lyst til at investere i en enkelt billig samling med nogle gode historier. Alle tre bind, der indtil videre er udkommet – “Donald Duck: Lost in the Andes”, “Uncle Scrooge: Only a Poor Old Man” og så altså “Donald Duck: A Christmas for Shacktown” – kan anbefales.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor julegodten, der har fået allerflest stemmer, åbenbares.
Fin artikel! Men det er altså ikke Barks, det der i nederste billede.
Nu er det. Redaktøren skal bare sige til en anden gang, hvis han vil have supplerende materiale.
Det var lige pludselig meget bedre
Det er så fedt med de nye Barks-bøger. Helt tilfreds med farver og tilrettelægning bliver man jo aldrig, men vi er helt klart på acceptabel grund og mere til.
Jeg er virkelig splittet mht. ekstramaterialet SELV OM MATTHIAS WIVEL, DER ER EN AF BIDRAGYDERNE ER MIN GODE VEN OG SOM SÆDVANLIG SKRIVER BÅDE SMITTENDE OG INDSIGTSFULDT, men udgivelsen lægger sig mellem folkeudgave og ekspertversion, og det er lidt irriterende. Matthias og co er der intet i vejen med, men man kunne godt savne den tid, hvor tegneserier bare bestod af tegneserier (siger ham, der selv puttede pænt meget ekstramateriale i sin forrige udgivelse).
Men når det er sagt, noterer jeg mig med stor glæde, at Matthias fik raget den historie til sig med ulven og tænkekasserne, en totaaaaal hyyyyyylemorsom og pæn dark perle (Think Box Bollix)
Benni Bødker anmeldte i øvrigt bind 1 på Nummer9 lige her, hvor han diskuterede de redaktionelle tanker bag projektet.
Jeg synes det er passende – på nær i første bind, hvor der var etlangt søvndyssende forord. Jeg synes det er fair at bruge ti sider på en kort perspektivering. Det er så lidt at man kan springe over og have god samvittighed, men så meget at det alligevel giver lidt ekstra.
Jow, men Barks’ fornemste kvalitet er, at han kan læses og forstås af alle der kan læse. Og så er det at abstraktionsniveauet stiger betragteligt med det der lærde ekstramateriale. Altså, tag ikke fejl, der er SÅ meget at sige om Barks og jeg sluger normalt det meste råt, og er enig i at kvaliteten i noterne er i den høje ende, men kunne de ikke klemmes ned i en separat udgivelse i stedet, en tillægsudgivelse? Nej, jeg jamrer bare, det ER jo nogle powerfede bøger.
Super fantastisk bog.
Og så er de små noter bagi altså heller ikke mere lærde og sværttilgængelige… jeg kunne godt forestille mig et nysgerrigt 10-11 årigt barn stave sig igennem dem og for første gang blive opmærksom på at man nogle gange kan læse ‘mellem linierne’ i en historie.
Jeg var i øvrigt ikke en halv sætning i tvivl, da jeg kom til den note, Matthias havde skrevet. Det slog mig med det samme “Det her har Wivel skrevet”, hvilket blev bekræftet af signaturen på næste side. Jeg tror, det var rackhamske skråsikkerhed (never really any doubt, clearly) i det første afsnit, der gjorde det.
@ Matthias og Thomas: Klokken var sen og jeg skulle have julekalenderen ud af klappen – men kunne ikke finde en Barks-tegning, hvor Anders synger “Den hulkende sømand”. Så jeg valgte en nyere tegning, men jeg kan godt se, at det blev lidt misvisende – så thumbs up for korrektur!
Fin artikel, Thomas.
Det er fremragende bøger, man får virkelig meget for pengene. Endvidere fint at man får ekstramateriale med i købet. I 2′eren er der endda forord af George Lucas.