Tyske Arne Bellstorf har netop udgivet graphic novel’en “Baby’s in Black”, der skildrer den smukke, men sørgelige fortælling om ”den femte Beatle” Stuart Sutcliffes kærlighedsforhold til Astrid Kirchherr. Tirsdag d. 17. maj holdt Forlaget Vandkunsten udgivelsesreception i Huset i Magstræde med Jørgen de Mylius-interview, curry-wurst og gamle Beatles-fotografier. Efterfølgende fik Nummer9s Ida Dybdahl lejlighed til at udspørge Bellstorf om bogens biografiske ophav, Hamburgs art-miljø i 60’erne og – nåja – krig og kærlighed.
Gennem dine samtaler med Astrid Kirchherr må du have fået et ret interessant indblik i menneskene omkring the Beatles, da de var forholdsvis ukendte og spillede deres første koncerter i Hamborg. Hvordan vil du beskrive det kunst- og musikmiljø, du skildrer i din bog?
– Jeg var virkelig fascineret af den såkaldte “exi-movement” i Hamborg. Jeg var ikke klar over, hvor stærk indflydelsen fra fransk kultur var på unge tyskere dengang. Astrids venner, alle de kunststuderende, fotografer, forfattere og malere, refererede til Paris, og den franske boheme selvfølgelig, de var klædt ligesom eksistentialister og læste Sarte og Camus. Astrid lyttede til franske chansons og var helt vild med franske skuespillere og instruktører, specielt Jean Cocteau. I Hamborg var der et par jazz-klubber, der mest blev besøgt af kunststuderende, og der var en slags lille “beatnik”-miljø. På den anden side var Astrid og Klaus bourgeois, fra en øvre middelklassebaggrund. De ville ikke normalt overveje at bruge en aften på steder som Kaiserkeller eller Reeperbahn, det var en helt anden verden. Men så gjorde de det endelig i 1960, det var begyndelsen på en ny æra, hvor sådan nogle ting ændrede sig. Pludselig lyttede kunststuderende til rockmusik, og deres look og attitude ændrede langsomt billede af den læderklædte “rocker” – så Astrid og Stuart er det perfekte par til at repræsentere 60’erne.
Hvordan var det at skrive en graphic novel baseret på biografisk materiale? Følte du, at den faktuelle del begrænsede eller formede dit kunstneriske udtryk?
– I begyndelsen var jeg bange for, at det ville blive svært at tegne alle de her mennesker, jeg kun kendte fra fotografier. Men specielt Astrid (Kirchherr, red.) har den her meget ikoniske fremtoning, nogle meget specielle karaktertræk, så det var ret let at ”reducere” hendes person til en tegnet karakter. Og det samme gælder the Beatles – med deres sorte hår og sorte læderjakker passede de godt ind i Astrids sort/hvide verden. Med hensyn til indholdet følte jeg gennemgående, at det var en historie og en lokalitet, jeg kunne relatere til, fordi jeg kender Hamborg og kunstskolen (Hochschule für Angewandte Wissenschaften, red.) og sådan. Men til slut var det selvfølgelig Astrids historie, og jeg prøvede altid at indtage hendes position og indfange hendes følelser. Det var på sin vis en begrænsning, men på samme tid også den interessante og udfordrende ting ved det.
Titlen ”Baby’s in Black” vækker associationer til sørgetøj til en begravelse eller sådan noget. Specielt når man tænker på fortællingens fokus på Stuart Sutcliffes tragiske død. Og på omslaget ser Astrid og Stuart meget triste eller bekymrede ud. Er ”Baby’s in Black” udelukkende en tragisk historie?
– Ja, det er en tragisk historie. En tragisk kærlighedshistorie. Det bekymrede udtryk på forsiden refererer til hele den situation, Astrid og Stuart er i. Der er hele tiden den her usikkerhed omkring fremtiden for deres forhold. De ville bare gerne blive og leve sammen, hvilket ikke var let. De var ikke gift, snakkede ikke det samme sprog og de måtte deale med deres forældres generation og krigen osv.
Hvordan påvirkede det tematiske fokus på musik dit grafiske udtryk? Gav passagerne med Beatles-koncerterne dine tegninger en anderledes rytme eller ja, beat?
– Det bringer en særlig energi ind i billederne, hvilket ikke var let at udvikle, fordi jeg normalt kan lide det ”renere”, mere stille. Til denne her bog var jeg nødt til at finde en stil, der matchede begge verdener. Astrids cool sort/hvide kunst og den larmende, røgfyldte atmosfære på rock’n’roll klubberne. Well, på en eller anden måde kom jeg så frem til den her ”nye” oliekridt skravering.
For mig at se kombinerer du på en måde en sort/hvid ligne claire med en mere “larmende” skravering med en blødere pen?
– Ja, den kombination syntes at matche begge de to verdener, det kolde og det varme, der støder sammen i bogen.
Hvem inspirerer dig kunstnerisk?
– Hmm, Daniel Clowes og Chris Ware… og da jeg var yngre, var det David B. og Yves Chaland.
Hvordan ser du Arne Bellstorff i forhold til de drenge?
– Well… (pause)
– Haha. Okay, lad os sige det sådan her… Jeg tror, jeg kan lide triste historier. Jeg er interesseret i psykologiske ting og atmosfæren. Jeg vil hellere portrættere en karakter gennem en speciel atmosfære end gennem ren handling og overdramatiserende effekter, som … Roland Emmerich (tysk filminstruktør, “Independence Day”, “2012”, “Godzilla”, red.), for eksempel.
Her til sidst, hvad går du og laver for tiden?
– Jeg kommer til at rejse en del. Bogen bliver udgivet i et par andre lande, og jeg ser frem til at komme rundt til alle de steder, hvor jeg aldrig har været. Jeg skal til Göteborg og Island for eksempel. Og til september kommer der en udstilling her i København.
Fotos: Beate Detlefs, Goethe Institut Danmark (øverste), Søren V. Moesgaard (nederst)
Læs uddrag af ‘Baby’s in Black’ her.