Han er en af Danmarks mest produktive serieskabere og har fingrene i lidt af hvert. Fra Ferd’nand og Basserne til egenproduktioner som “Tirsdag”, “Hyldest” og “Svøm”. Selv er Henrik Rehr mest til personlige værker, der siger: “Fuck jer allesammen, her kommer far!”
Rehr debuterede som serieskaber i 1981 med bidrag til bl.a. Seriemagasinet, og det første tegneseriealbum kom i 1987 (“Drømmen om langskibene”). I starten af 00’erne fik han et slags kunstnerisk gennembrud med “Tribeca Sunset” og “Tirsdag”, der begge havde terrorangrebet på World Trade Centre 9/11 2001 som omdrejningspunkt. Senest har han udgivet den abstrakte tegneserie “Reykjavik” og bidraget til antologierne Pood og Abstract Comics – the anthology.
Rehr voksede op i Odense på en streng diæt af western og fransk/belgiske klassikere. Især ét fransk tegneserieikon har gjort et uudsletteligt indtryk på den amerikansk-bosatte serieskaber …
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– Den første tegneserie, jeg læste helt selv, var et Anders And-blad i min farmors sommerhus. Før det havde jeg fået Anders And og Rasmus Klump læst højt. Farmors sommerhus havde også en stak af min fars gamle Skipper Skræk-blade liggende. Jeg var meget fascineret af Prins Valiant og Ben Bolt, en bokserserie, men ellers gik der gevaldigt meget westerns i den.
– Bessie, et vistnok tysk-produceret Lassie-ripoff i bladformat, var jeg helt vild med, og jeg læste en masse af de små western B5-hæfter, der udkom dengang. De to første Lucky Luke-albums fra Interpresse, “Diligencen” og “Dalton City”, gjorde et enormt indtryk på mig.
– I det hele taget fik jeg min tegneserieopdragelse af europæiske serier; Tintin, Vakse Viggo, Splint og Co., Benny Bomstærk, Linda og Valentin, Henrik og Hagbard, Natacha. Jeg er aldrig rigtigt kommet mig over det. Superhelte fandt jeg “overtroiske” (odenseansk børnejargon for “for fantastiske”). Bortset fra “Watchmen” og et par af Millers Battermand-historier har jeg aldrig rigtigt kunne tage superhelte alvorligt. Hulk er grøn og Superman er en flødebolle.
Hvis du skulle nævne én tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier – hvilken én ville du så pege på?
– Blueberry. Uden den serie tror jeg aldrig, jeg var blevet tegneserietegner. Der var især fire albums, “General Guldmanke”, “Guldminen”, “Spøgelsesbjerget” og “Chihuahua Pearl”, som simpelthen var min tegnebibel i begyndelsen.
– De første cirka 200 sider, jeg selv tegnede, var allesammen westerns. Heste og miljøer var totalt og helt ublu planket fra Blueberry. Det med at stjæle med arme og ben er noget andet, jeg heller aldrig rigtigt er kommet over.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Jerry Cornelius’ Hermetiske Garage af Moebius. Den bog åbnede simpelthen så mange døre for mig og gør det stadig, når jeg kigger i den i dag. Jeg elsker den tegneserie for dens opfindsomhed, dens overskud, dens smukke tegninger og den helt bramfri frihed, den bare udtrykker. “Fåk jer allesammen, for her kommer far!” brøler den ud af alle vinduer for fulde gardiner og det er nok den tredje ting i den her sammenhæng, jeg aldrig helt er kommet mig over.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Maus, fordi jeg tror Art Spiegelman og magasinet Raw lagde grundstenen til hele graphic novel-fænomenet, ligegyldigt hvad Eisner og andre ellers gik og lavede af glimrende ting både før og samtidig.
– Doonesbury, for konsekvent at være intelligent og superskarp. Asterix, fordi den altid fik min far til at grine højt. Corto Maltese, for at være interesseret i noget helt andet end omtrent alle andre tegneserier. Rabbinerens kat, for at være så vidunderligt breezy og for Sfars dybt personlige stemme. Fotografen, for at være enestående og slippe virkeligt godt afsted med ting, som jeg ikke ville ha’ troet kunne fungere. Rejsen til Saturn. Hvis man gerne vil være ophavsmand til den bedste danske tegneserie nogensinde, og det vil jeg da gerne, så bliver man nødt til at have lavet “Rejsen til Saturn”.
– Øh … Var det mere end een?
Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Det må blive Peter Kiellands serier, som jeg dels har prøvet at give til venner og bekendte i Danmark, dels har udgivet en enkelt af i USA (“Fish”) og i den sammenhæng promoveret til en række amerikanske udgivere, begge dele uden det store held. Hvorfor ved jeg ærligt talt ikke, Peters serier har både babser og alting! Måske er de lidt for skæve for det store, brede publikum, der ofte har det med at falde for babser tegnet med forstørrelsesglas i stedet for med personlighed.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for vedkommende …
– Andrei Molotui (“Nautilus” og “Abstract Comics- the anthology”), hvis abstrakte tegneserier har været en stor inspiration for mig, ikke kun i forbindelse med min egen abstrakte tegneserie, “Reykjavik”, men hvis arbejde også informerede “Hyldest” fra 2007 og “Svøm!” fra 2008.
– Jeg har også haft stort udbytte ud af at studere Nicolas de Crecy (“Glacial Period” og “Les Carnets de Gordon McGuffin”) og Gipi (“Garage Band” og “Notes for a War Story”) på det seneste. Jeg bliver mere og mere interesseret i søgende og grafisk løse serieskabere, jo ældre jeg bliver. Jeg tror en større indflydelse fra maleriet ville gøre tegneserien godt, ikke nødvendigvis koloristisk, men i den forstand, at alting ikke behøver være så konkret defineret visuelt. Det her fremherskende tegneserieudtryk, hvor alting er skåret ud i pap tegnemæssigt og lakeret med en glat rentegning/ computerfarvelægning, finder jeg ikke alene kedeligt og oftest goldt, men også et levn fra tegneserien som børnemedie. Hvis en tegneserie henvender sig til et voksent publikum, hvorfor fa’en så tegne den så den ligner noget, der hører hjemme på bagsiden af en corn flakes boks?
– Apropos tegneserier for voksne, så savner jeg gevaldigt nogle serier, som henvender sig til sådan nogle midaldrende familiefædre som mig selv. Jeg har intet imod japanske teen-problemer, selvbiografiske coming of age-fortællinger eller syrede, visuelle billeddigte, men mit spørgsmål er, om de ikke fylder for meget i tegneserieudbuddet? På trods af en masse snak om de uendelige muligheder, graphic novels har bibragt tegneserien, så ser man meget få historier om videnskab, industri, politik, aktiemarkedet, jura eller alderdom, bare for at nævne nogle i flæng. Hvis tegneseriens publikum skal udvides, så tror jeg det er bydende nødvendigt med nogle mere skal vi kalde dem “modne” emner. Litteraturen, filmen og treatret har masser af dem. Jeg ser frem til den dag, det også gælder tegneserien.
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland, Silke Nedergaard, Søren Mosdal, Peter Snejbjerg og Rikke Villadsen. Flere interviews følger.
Del på
