Tegnerne Ina Korneliussen, Signe Parkins, Kamila Slocinska og Line Lisberg Refstrup har besøgt den hæderkronede tegneseriefestival Fumetto i Schweiz. I det følgende deler de deres oplevelser og tanker med Nummer 9’s læsere.
Vi er taget til Schweiz. Til Luzern. Med nattog. Toget ankommer til tiden. Her er pænt og rent. Her er bjerge. Og her er temmelig ren bjergluft. Der er også snitzler, rösti og øl. Men den egentlige grund til, vi er her, er Fumetto Comix Festival. Festivalen kører på 24. år og strækker sig over ni dage. Det er første gang, vi alle besøger den, og vi kommer midt i det hele. Vi erfarer, at der allerede har været afholdt en del ting, vi er gået glip af. F.eks. har en del paneldiskussioner og oplæg allerede fundet sted i den første weekend af Fumetto, hvilket vi ærgrer os en smule over. Men vi har ikke kunnet forudse det, da programmet først blev offentliggjort kort inden festivallens start.
Festivalen foregår over hele byen. Der er et centralt knudepunkt med en café og en butik med salg af tegneserier, men ellers ligger det hele spredt ud over en stor del af Luzern. Et par af de store udstillinger foregår på de større kultursteder, men også en del cafeer og butikken har ting hængende. Der er altså intet messeområde, som vi kender det fra f.eks. Copenhagen Comics. Konceptet med at festivalen er spredt ud over hele byen er i princippet ret fedt. Det virker som om, at en stor del af byen faktisk gør alvor ud af, at der er tegneseriefestival, og det giver en del upcoming kunstnere mulighed for at vise deres ting frem. Dog irriterede det os, at ophængningen på f.eks. cafeer desværre ikke virkede gennemtænkt, da man ofte ikke rigtigt kunne komme ordentlig til billederne uden at skulle irritere spisende gæster. Men ideen om, at hele byen er involveret, kunne vi virkelig godt lide.
Den første dag besøgte vi Hochschule Luzern, hvor vi så en udstilling af belgiske Dominique Goblet og tyske Kai Pfeiffer. De to tegnere mødtes i 2011 og har arbejdet sammen siden. Udstillingen var værker taget fra deres fælles tegneserieprojekt “Plus sí entente”, der var et ret imponerende stykke arbejde, hvor der leges med tegneseriemediet på en måde, man sjældent ser. De to har udvekslet tegninger og ord, frem og tilbage, og hele tiden eksperimenteret med flere former for udtryk og materialer. De har arbejdet med tegningerne sammen, så man faktisk ikke kan skelne, hvem der har tegnet hvad. I stedet virker det som om en tredje person er opstået, og denne bliver afsender på hele projektet. Det var deres originaltegninger, der var udstillet, med skriblerier og farvetests i marginerne, hvilket gjorde det hele ret autentisk at se på. Desværre kunne ingen af os forstå teksten, da det meste var på fransk, og vi er virkelig nysgerrige efter at vide, om der er en fortløbende handling gennem hele værket. Siderne veksler mellem at være mere traditionelt tegneserieopbyggede, til at være helt ovre i den illustrative, kunstagtige kategori. “Plus sí entente” kan købes på nettet (og kommer snart på tysk, for dem der bedre forstår det sprog), og man kan også se et udvalg af tegningerne på deres fælles blog.
I en nedlagt svømmehal, der nu fungerer som kulturhus, var der en kæmpemæssig Tardi-udstilling. De mange originalsider med krig, krig og mere krig flød næsten sammen for vores blikke, og først til sidst opdagede vi, at vi havde bevæget os ned på bunden af et tørlagt svømmebassin.
På byens fornemste udstillingssted, Kunstmuseum Luzern, var der en udstilling med en norsk tegneserietegner, som vi ikke kendte i forvejen. Han lyder det finurlige navn Pushwagner, og har skabt Soft City, en mærkelig dystopisk fabel om mennesker, der går på arbejde og konsumerer i en uendelighed. På hver side er den samme kvinde med nydeligt hår og indkøbsvogn eller den samme mand med hat, frakke og mappe akkumuleret hele vejen ud forbi forsvindingspunktet. Man må se det som en bedrift i sig selv, at han har haft tålmodigheden til det. Igen var det fascinerende at se de originale sider, der her bestod af gulnede tegninger med de tynde, tynde pennestreger helt syltet ind i rettelak. I sin manierede stil og med sin insisterende vedholdenhed mindede hele projektet om JNP’s Bill Nash, dog med en noget anden motivverden.
Lørdag forelskede vi os i Cowboy Henk og hans syge lortehumor. Den belgiske tegneserie er skabt af tegner Herr Seele og forfatter Kamagurka og er bedst, når den er klammest og mest absurd; når Cowboy Henk kravler op i et træ og skider i en rede, for at hjælpe fugleungerne med at holde varmen. Eller finder en fisse for enden af et langt pikagtigt organ på gaden og smasker den rundt i ansigtet før han prøver at lokalisere ejeren. Vi nåede desværre ikke at besøge Herr Seele, som var placeret arbejdende på et hotel i byen. Han var heller ikke til at spotte til lørdag aftens fest. Forlaget Forlæns har glædeligvis udgivet Cowboy Henk på dansk.
Noget af det vi lagde mærke til ved festivalen, var det massive fokus på børn og tegneserier. Der foregik en del arrangementer for børn hele ugen i form af konkurrencer, værksteder og udstillinger. Fumetto afholder hvert år en konkurrence for børn og unge, hvor de kan sende tegninger ind under et bestemt emne. Der var tre kategorier: 0-12 år, fra 13-17 år og fra 18 og op. De bedste af disse serier var udstillet, og de der ikke var udstillet, lå fremme i mapper i stedet – og det var mange! Mellem ca. fire A3-mapper og samme antal-A4 mapper fyldt til randen med de tegneserier, børnene havde sendt ind. Det var et imponerende fokus, som vidner om, at man virkelig ser det som en gevinst at inddrage børn og deres tegninger og fortællinger. Noget vi kun kan plædere for også tages alvorligt i Danmark.
Sidste dag tog vi til “Small Press Heaven” hvor en del private og enkelte forlag solgte bøger, zines, plakater m.m. Det var ret overvældende, hvad der var af både tryksager og mennesker på meget lidt plads.
Alt i alt var Fumetto en virkelig god oplevelse. Det gode var variationen af de udstillinger, vi så, og følelsen af, at den her tegneserieverden virkelig blev taget alvorligt i en lille by som Luzern med kun lidt over 75.000 indbyggere.
Vi savnede dog et messeområde og muligheden for at kunne komme lidt mere i snak med besøgende og kunstnere. Det fik vi lidt af den sidste dag i Small Press Heaven, men slet ikke nok.
Hvis man som tegneserietegner vil sælge sit værk til udenlandske forlag, er der bedre steder at besøge. Men hvis man i stedet gerne vil tumle rundt i frisk bjergluft og se sig mæt i hvad tegneserien har at byde på lige nu, så er Fumetto en rigtig stærk festival kun en nats togtur væk fra Danmark.
Læs mere op festivalen på Fumetto.ch
Skrevet af Ina Korneliussen, Signe Parkins, Kamila Slocinska og Line Lisberg Refstrup