Kristian Leth læser Linda & Valentin – for første gang.
Dette er en artikel, der har en enkel præmis: Linda og Valentin er en klassiker i europæisk tegneserie. Nu kommer filmen (endelig) af Luc Besson. Jeg har aldrig læst Linda og Valentin – før nu; I forbindelse med filmen har jeg læst gennem hele Cobolts samlede udgivelse af serien, og denne artikel er mit – jomfruelige og personlige – take på hvad den serie kan, og hvordan den læses i dag.
Tillad mig at gå tilbage til begyndelsen. Jeg kan huske, da jeg hang ud på Gentofte Bibliotek som barn. Hvilket tempel for visdom, eventyr og magi! Jeg læste bøger om UFOer, De tre detektiver, Agatha Christie og Jules Verne. Jeg stjal en bog om pyramide-energi. Og jeg hang ud i børne- og ungdomsafdelingen langs vinduet ud til Ahlmanns Allé (hvor jeg boede indtil jeg var 6 år gammel). Der havde de alle tegneserierne.
Det var et genialt koncept. Jeg læste også min storebrors tegneserier, og dem der faldt af en gang i mellem som gaver fra forvirrede voksne, men biblioteket var et magisk sted. Jeg kan huske, at jeg havde sådan et gult lamineret bibliotekskort, og det gav mig selvfølgelig lov til at låne bøger og tegneserier med hjem. Men sådan nogle som mig skylder altid bøger, og sådan nogle som mig kan aldrig finde dem igen og må til sidst få sine forældre til at betale bøden for bøgerne.
Så derfor var den anden funktion biblioteket havde endnu mere praktisk. Jeg kom derned, gik rundt og kiggede i de åbne hvide trækasser med tegneserier, organiseret alfabetisk, og håbede på, at de havde et uafbrudt run på den serie, jeg ville læse den dag. Så samlede jeg en bunke, satte mig ned og læste. Læste og læste og læste.
Det var her jeg blev rystet af Faraos Cigarer og Den Blå Lotus blandt andet fordi deres ekko i Tintin i Tibet – et album jeg selv havde – var så dybt, så tilkæmpet, så håndværksmæssigt forrygende. Det var her jeg stødte på Zorglub og Champignac og måtte vælge (synes jeg selv) mellem Franquin og Tome & Janry. Og så ledte Derib’s Yakari mig gennem en række forrygende album til Buddy Longway, en mand hvis ensomme kamp mod det amerikanske landskab, møde med indianerne (det hed de dengang) og kærlighedsforhold til Chinook var topmålet af romantik for mig. Det blev ikke meget større. Og så var der Gammelpot og Lucky Luke og Asterix selvfølgelig. Og Elverfolket og Smølferne og Blake og Mortimer og Torpedo og alt af Manara (hvis ingen så det) og Flip og Flop og alle de andre.
Jeg slugte det meste. Men en af de serier, jeg altid gik forbi, var Linda og Valentin. Den virkede måske for stenet, for uforståelig. Jeg ved det ikke. Noget ved de to seje rumagenter på forsiden virkede måske for voksent, for farligt? (Af samme grund fik jeg aldrig læst Blueberry).
Og det har jeg altid fortrudt. Både fordi mange har nævnt den som en klassiker eller en inspiration, men også fordi jeg på en eller anden måde godt vidste, at jeg bare udskød det, at den skulle læses.
Da jeg senere begyndte at læse mere heavy og krævende ting, var jeg næsten udelukkende samler af amerikanske tegneserier. De europæiske var en barndomsting.
Derfor har denne sommer været velsignet. Jeg har måtte læse mig igennem hele serien, for at finde ud af, hvad den gemmer på. Og det har været en genforening med min barnlige glæde ved europæisk tegneserie-tradition.
Klassisk sci-fi
Det er næsten overvældende at gå i gang med så stort et værk. 21 bind, samlet tre af gangen i 7 flotte hardcover-bøger fra forlaget Cobolt. En serie der debuterede i 1967 og tydeligvis ikke helt vidste, hvad den egentlig selv var, en serie som ikke bare fandt sin form, men ligefrem opfandt den, fornyede den, udforskede den og – måske – gik lidt død i den.
Hvis jeg skal beskrive Linda og Valentin så enkelt som muligt – og hele vejen igennem – så er det ligefor: Det er science fiction. I ordets og traditionens helt oprigtige forstand. Det er solid og gennemført og inderlig science fiction, og netop skabernes helt klare kærlighedsforhold til sci-fi giver serien vægt og ideerne vinger.
I begyndelsen er Linda og Valentin en fabulerende men usikker tegneserie. Franskmændene Pierre Christin, der har skrevet alle 21 albums, og Jean-Claude Meziéres, der har tegnet dem alle sammen, var gamle venner, der efter et ophold i USA besluttede sig for at skabe en serie sammen. Christin var professor i fransk litteratur og de var begge betagede af Amerika.
Det første Linda og Valentin-album – Onde drømme – blev først trykt i det legendariske Pilote-magasin, og er tydeligt en del af den humoristiske og spraglede europæiske tradition med Franquin’s Vakse Viggo og Goscinny’s mange eventyrlige serier som sammenligning. Selve albummet handler om rumagenten Valentins rejse tilbage i tiden – fra fremtidens by Galaxity – til middelalderen, hvor han skal finde en rumagent-desertør. På sin rejse bliver han hjulpet af en lokal pige – Linda – der finder ud af, hvad han er, og derfor selv bliver indlemmet i korpset med fuld programmeret indlæring af alt nødvendigt info. Bum.
Skabernes helt klare kærlighedsforhold til sci-fi giver serien vægt og ideerne vinger.
Hele historien er sjov, løs og fjollet, og tegnestilen er meget mere funny book’ish end man kender fra serien ellers.
Men allerede fra andet album – Storbyen der druknede – er det som om Christin og Meziéres har opdaget, at de sidder med noget, der kan meget meget mere, end de egentlig selv oprindelig havde tænkt. Jeg forestillede mig, da jeg læste det, at de i deres glæde og stolthed over at have færdiggjort den første historie, må have mødtes og talt om hvilke vilde muligheder, der nu lå foran dem.
De havde skabt en rigtig science fiction-serie! (Og lad os huske at 60erne bugnede af voldsom og grænsesøgende amerikansk og europæisk science fiction, der i bøger og film satte samfund, sind og værdier på spil med kæmpe succes. Det var en gylden alder i litteraturen med alt fra Frank Herbert’s Dune til Philip K Dick’s vilde run af klassikere, Stanislaw Lem’s Solaris og Ursula Leguin’s mesterværk The Left Hand of Darkness. Det er i denne tradition, serien ser sig selv.)
Det er som om de to franskmænd straks kastede sig ud på det allerdybeste vand. Storbyen der druknede er en klassisk dystopisk fortælling, hvor settingen – et forrygende mørkt og forfaldent druknet New York og et USA efter en atomkrig – er endnu vigtigere end den fede action-historie, der både har gangstere, sumpe og en bikarakter opkaldt efter den kosmiske musiker Sun Ra.
Tredje album – som Luc Bessons film har taget sin titel fra: De tusinde planeters imperium – er det første rigtige skud i retning af en space opera (som det hed senere). Her etableres avancerede kulturer, en fascinerende mangfoldighed af racer og teknologi, samt en klassisk pointe om menneskets egen hybris som tilbagevendende fjende.
Aliens, magt, kultur og vilde ideer.
Det er lidt tungt og stadig ved at finde sit trav, men her finder serien sin egentlige motor. Aliens, magt, kultur og vilde ideer. Tegnestilen er ved at udvikle sig væk fra det elastiske humoristiske og over i en mere fabulerende og dragende realistisk streg.
En serie finder sig selv
De næste tre albums er rent guld. Landet uden stjerner, Velkommen til Alflolol og Herskerens fugle er en helt vild blanding af trippy syrede ideer og præcis fortælling. Det er simpelthen klassisk science fiction, det her. Det er politiske historier på mange måder, men de brænder med en skabende ild og er meget mere interessante end politisk kunst normalt. De to skabere har her grebet om noget der spræller, og de kæmper for at følge med seriens vilde potentiale. Meziéres’ tegninger begynder – først i hak og ryk, så mere konsekvent – at blive smukke, vilde, dramatiske og eksperimenterende. Og Christin’s karakterers gråtonede moral begynder at tage form. De bliver til karakterer og ikke bare figurer, fejlbarlige og menneskelige.
Landet uden stjerner, Velkommen til Alflolol og Herskerens fugle er en helt vild blanding af trippy syrede ideer og præcis fortælling
Her er Linda og Valentin blevet til et skudsikkert rumskib af tegneseriekunst med uendeligt mange lysmil i motoren. Det her kan man sluge i en lind strøm. Hvilket jeg så også har gjort denne sommer.
Et unødvendig ekstra-materiale forsvar
Der er masser af trivia om serien, der er sjovt nok i sig selv. Meget af det bliver fortalt i de – efter min mening – ikke særligt velskrevne introduktioner til Cobolts genudgivelser. Det er stift og mærkeligt nørdet (og det siger jeg som kæmpenørd). Det læses som en slags evig stadfæstelse af, at vi bør tage Linda og Valentin alvorligt, med masser af eksempler på kloge, kendte mennesker, der har gjort det, og eksempler på hvordan serien var forud for sin tid.
Og mens det er sjovt at se George Lucas’ ideer fra Star Wars blive hentet, nogle gange 1:1, fra Linda og Valentin, så er det netop bare det; sjovt. Jeg mangler en reel tekst om seriens kontekst og kunstneriske form – og der mener jeg altså ikke kedelige biografier, lidt samlede billeder af Linda i lækkert tøj og retfærdiggørelser af hvorfor Linda og Valentin er god. Det virker næsten lidt defensivt og plat.
Jeg mangler en reel tekst om seriens kontekst og kunstneriske form.
Måske er det fordi jeg ikke på forhånd var fan af skaberne. Men i stedet for lidt svage profiler og interviews med dem, så så jeg gerne en kunstnerisk forholden sig til seriens tone eller dens fortællemæssige greb. Hvis vi skal være nørdede, så tag den hele vejen. Sving jer op, der hvor I ikke skal forklare jer, men bare udforsker serien.
Serien behøver altså ikke forsvar. For hvert album fremefter synes at have en signatur, en tone, der nogen gange er totalt eksperimenterende (for eksempel hele den afsindige prolog til Over ukendte grænser, der er et lille stykke science fiction-poesi i sig selv) eller overdrevet allegorisk og syrligt (som fablen i De levende våben der nærmest er en novelle) eller paranoisk og hysterisk (som den virus der mærkelig nok skrumper alle statsledernes hoveder i Magtens cirkler) eller noget helt andet.
Jo, Luc Besson var vildt inspireret af serien, da han lavede Det femte element, han hyrede endda Meziéres til at yde design-kræfter til projektet, og man må håbe på at den entusiasme er til at se i filmatiseringen af serien, MEN jeg vil lige nu hellere læse og genlæse tegneserien, end se en Luc Besson-film lige nu.
De drømmeagtige albums vilde verdener
Det bedste ved Linda og Valentin er for mig de enkelte historier, de enkeltstående fantasier, de drømmeagtige albums hvor vilde verdener bliver udfoldet foran vores øjne og inde i vores hoveder. I stil med mange andre europæiske albums, er den store sammenhængende “story arc” noget der mest fungerer som en bagvedliggende motor. Altså, jorden og Galaxity forsvinder og i teorien er Linda og Valentin i mange mange albums på udkig efter sporene efter den og en måde at få den tilvejebragt igen.
Linda og Valentin er gennemsyret af en oprigtig socialbevidsthed og en ofte drilsk fransk ironi, men seriens himmelstræben er helt igennem berusende og næsten mystisk.
Men det er efter min mening mindre interessant. Og hen mod slutningen af serien, hvor det store drama bliver tungere, mister jeg noget af min iver. Måske er det bare mig, normalt er jeg egentlig ret vild med de lange tråde i serielle fortællinger, det er bare som om den historie ikke er lige så spændende som de aliens og dramaer der optræder på vejen rundt i den.
For mig at se er Linda og Valentin et en masse forrygende science fiction-tableauer med nogle karakterer, vi lærer at kende i små ryk. Valentins ofte tvivlsomme moral og Lindas fyrige idealisme, og deres evne til at være bedre end hinanden på skift, er et rammeværk for en vild og imponerende samling formidabelt forestillede historier.
Linda og Valentin er gennemsyret af en oprigtig socialbevidsthed og en ofte drilsk fransk ironi, men seriens himmelstræben er helt igennem berusende og næsten mystisk. Det er et stort værk.
Kristian Leth er musiker og forfatter. Forsanger i bandet The William Blakes, og udgivelsesaktuel med fantasy-romanen Mithos.
Del på
