Fra Astro Boy til Akira. Mads Østergaard guider dig gennem den nuttede & episke manga & anime udstilling på Viborg Museum.
Det er søndag eftermiddag, og jeg er på Kawaii & Epikku udstillingen i Viborg. Der vrimler med besøgende, og der er kø ind til den første del af udstillingen. Midt i skoven af mennesker søger mit blik nedad og under flokken af fødder får jeg øje på et kæmpe gulvtæppe, hvor mangaguden Osamu Tezukas centrale karakterer læner sig op af et træ. På udstillingen danner Tezuka rammen for mangaens udvikling til det, vi kender i dag med komplicerede cinematografiske teknikker, onomatopoeia, store øjne, omfattende storylines, osv. Alt sammen bliver i udstillingen krediteret Osamu Tezuka (1928-1989), som af samme grund går under navnet “The God of Manga”.
Eftersom han både fungerede som pioner inden for genrerne shōjō (manga for piger) og shōnen (manga for drenge), får han lov til at fylde godt halvdelen af første etage, som en slags genesis for resten af det udstillingen byder på. Det er med god grund, for mange af hans paneler er virkeligt smukke og byder læseren ind i fantastiske fortællinger. Det er også spændende at få indblik i udviklingen i et enkelt forfatterskab.
Omvendt har jeg det også ambivalent med, at Tezuka fylder så meget, for det bliver på bekostning af lige så væsentlige, men mindre kendte, dele af mangahistorien, som kunne have nuanceret narrativen om mangaens historie.
I det nuttedes tegn
Den anden halvdel af gulvetagen står i det nuttedes tegn. Kawaii er japansk for nuttet, og særligt shōjōmangaen er præget af sødme og nuttethed. De fleste af de udstillede mangaer er vildt fine originaler, hvor man stadig kan se blyantstrøg og små bemærkninger skrevet i marginen.
Udstillingen er et forsøg på at optegne en evolution af shōjōmangaen fra genrens spæde frø blev sået af en af de første kvindelige tegneseriekunstnere, Toshiko Ueda (1917-2008). Hun lavede både den smukke Bokuchan fra 1951, der med sine smalle øjne på en måde repræsenterer det modsatte af de gigantiske øjne, som senere blev rodfæstet som shōjōs æstetik. Men var også frontløber for de enorme glinsende glasøjne som har mere til fælles med shōnenmangaens endelige floromvundne form, et ofte ekspressionistisk udtryk, hvor rammerne for sekventialitet sprænges til fordel for følelsernes udfoldelse og for genderbending fortællinger.
Tidlig shōjōmanga med smalle øjne. Toshiko Uedas smukke “Bokuchan” (1951).
Shōjōmanga med de kendte store øjne. Hideko Mizunos “Fire” (1969-71).
Det kan ses i Hideko Mizunos rockinspirerede manga “Fire” fra 1969-71, der også markerede en ændring i shōjōmangaen til udover at være genderbending til også at bøje genrerne, så science fiction og andre genrer blev en del af shōjōmangaens tematiske spektrum.
Live stopmotion
Udstillingen dækker både manga (tegneserier) og anime (animation) og på anden etage kommer netop animationsdelen mere til udtryk. En udstilling viser hvordan man laver stopmotion-animation med udgangspunkt i arbejdet med filmen “Komaneko: The Curious Cat.” Filmen om den nuttede kat Komaneko, der skal lave en stopmotion film, kører samtidigt på en skærm. Men det stopper ikke her. Lige da undertegnede går ind i rummet, er en liveperformance af stop-motion ved at gå igang. Minegishi Hirokazu, der er manden bag Komanekos bevægelser, har sit kameraudstyr med og sin full-sized dukke sat klar til at udføre forskellige handlinger, såsom at vinke, blinke, smile og springe. Den helt store finale er at få Komaneko til at løbe. Publikum kan følge med på en storskærm, der streamer fra hans arbejdscomputer, og samtidig at stille ham spørgsmål mens han arbejder.
Minegishi Hirokazu laver live stop-motion animation.
Minegishi Hirokazu fortæller, at han er oplært af sin sensei, Kihachirō Kawamoto, der er særligt interesseret i små finurlige bevægelser. Den samme smag for detaljerigdommen i bevægelserne har han taget videre med sig i sit eget arbejde.
Mesteren Kihachirō Kawamoto er meget stærkt influeret af Nōteatrets (traditionelt japansk teater) æstetik, Bunraku (dukketeater), og Kabukiteatret. Han er sammen med Minegishi skaberen af stop motion animationen Dōjōji fra 1976, som er en adaptation af Nōstykket af samme navn. Det er et vigtigt led i at forstå, hvor de japanske dukkers bevægelser kommer fra. De er nemlig en videreudvikling af det 600 år gamle Nōteaters særlige æstetik. Zeami Motokiyo (1363-1443), en udøver og kritiker af Nō, skrev bla. om det, at: 「動十分心・動七分身」. Det vil sige “bevæg sindet 10 dele, bevæg kroppen 7 dele.” Det er den æstetik, som er gået i arv i gennem 600 år, som Kihachirō har givet videre til Minegishi.
Videre på 1. etage er der en udstilling om cut-out. Før animation blev populært i Japan begyndte Noboru Ofuji (1900-1961) i 1920’erne at lave cut-out animationer, der som navnet antyder indebærer udklippede figurer, der vækkes til live igennem stop-motion. Disse er sidenhen blevet internationalt anerkendte. Selv da animation blev industrialiseret fortsatte han med sit håndværk med Chiyogami-papir, der gav animationerne et særligt østligt præg. På trods af det, så vækker Noborus æstetik minder om de helt gamle Disney kortfilm i sort-hvid med Mickey Mouse.
Noboru Ofujis cut-out animationer på Chiyogami-papir.
Kowai – kawaiis mørke bror
Gangene fører videre til en historisk digression der synes nærmest obligatorisk i en mangaudstilling, nemlig Katsushika Hokusai (1760-1849). De fleste er nok bekendt med hans berømte træbloksprint “Bag den store bølge ved Kanagawa” fra ca. 1829. Men som udstillingen viser, skildrede han ikke kun bølger, men også den brede vifte af dæmoner og onde ånder, der findes i gamle buddhistiske ruller. Ofte kan man ane hans æstetik i nyere manga.
I den modsatte retning er en udstilling med Tatsuyuki Tanaka, som også pryder festivalens åbningsside inde på Viborg Animation Workshops hjemmeside. Hermed bevæger vi os også over på kawaii’ets skyggeside, nemlig kowai, det uhyggelige.
Tatsuyuki Tanaka skaber en fornemmelse af angst og melankoli i sine dystopiske universer.
Tatsuyuki Tanaka er kendt for sit arbejde på mangaen Akira og specifikt den ene hovedperson Tetsuos makabre forvandling til noget overmenneskeligt. Metamorfoser mellem menneske og maskine er et gennemgående motiv i Tanakas oeuvre, som det også tydeligt fremgår af udstillingen. Panelerne er meget stemningsfulde, og de er proppet til randen med indtryk som på en måde skaber en fornemmelse af angst, men også af melankoli i de dystopiske universer, særligt fordi farverne er så afdæmpede, at de næsten kollapser, på samme måde som grænsen mellem menneske og maskine kollapser.
Videre på 2. etage er Koji Morimoto, der ligesom Tanaka er kendt for sit arbejde på Akira. Sammenlignet med Tanaka er Morimotos stil mere kantet, og det mest markante i overgangen fra deres vidt forskellige stilarter er for mig at se, at der pludselig er lys i Morimotos univers, som bla. skyldes at han arbejder med væsentligt skarpere farver, og at alle enkeltdelene er mere adskilte. Tingene flyder ikke sammen, og på en måde gør det hans univers mere energisk og oplivende.
Kowai i Koji Morimotos streg.
Lige heromkring bliver undertegnede bedt om at skrubbe af, fordi klokken altså er lukketid, men jeg sniger mig alligevel ovenpå for at finde ud af, hvad der gemmer sig på den sidste etage, der bl.a. indbyder museumsgæsterne til selv at prøve kræfter med at gøre mestrene efter i tegneseriekunsten. Der er også en lille udstilling med Hello Kitty, der på mange måder runder min lille rejse igennem Kawaii & Epikku fint af.
Museumsepos
Og sådan kom jeg i store træk omkring hele udstillingen “Kawaii & Epikku”, der i sig selv er en slags epos over mangaen og animationens historie fra kawaii til kowai og tilbage igen. Selv om jeg efterfølgende er mere end mættet, savnede jeg, at udstillingen havde givet et mere nuanceret billede af mangaens historie i 60’erne, hvor der blev eksperimenteret meget mere med form og narrativitet i mindre magasiner som GARO, der på samme måde som cut-out kunstneren Noboru Ofuji foretrak kunstnerisk frihed over industrialisering. Med det sagt, så er udstillingen meget informativ og velstruktureret.
Udstillingen Kawaii & Epikku løber til den 20. oktober på Viborg Museum, Hjultorvet, 8800 Viborg. Åbningstider: Torsdag kl. 13-21 / Fredag – søndag kl. 11-17
Del på
