Sommeren er sørgeligt nok slut, men her på Nummer9 har vi læst masser af gode (og mindre gode) tegneserier hen over sommeren. Nogle af os er endda allerede begyndt på efterårslæsningen. Her er nogle tips fra holdet bag Nummer9 – og faktisk så mange tips, at vi denne gang har delt herligheden i to vilde dele. Velkommen til del 1.
Jakob Albrehtesen, skribent:
Det er tredje eller fjerde gang, at jeg genlæser “The Wrong Place” (2009) af belgiske Brecht Evens. Billederne er flotte og lavet med en overlegen og afslappet teknik, og historien er godt gammeldags menneskeklog. Det er imponerende så meget psykologi Evans formår at fylde på sine figurer. Det er en tegneserie, som sætter nye standarder for mediet, især de grafiske eksperimenter er i særklasse.
Desuden har jeg lige læst østrigske Ulli Lusts store graphic novel, som desværre lider under den tumpede titel “Today is the last day of the rest of your life” (2009). Men man skal ikke lade sig narre. Det er en 100% ægte og stemningsfuld fortælling om dengang Lust var ung og tog på farligt eventyr i Italien. Den vil jeg helt sikkert også læse igen.
Og så jeg arbejdet mig igennem “American Splendor” (1991), som er en antologi baseret på historier skrevet af amerikanske Harvey Pekar, som var en cool og sjov manuskriptforfatter.”
Morten Tjalve, skribent
Hen over sommeren har jeg i bidder moret mig over Martin Kellermans stærkt usympatiske Rocky, opkaldt efter hovedpersonen, Kellermans alter ego. Rocky har vel egentlig fået al den anerkendelse, den kan bære, men der var også en tendens til at anmelderne blev mindre og mindre begejstrede fra udgivelse til udgivelse. Læst i små doser er det helt uretfærdigt. Rocky er lige så underholdende, når han er ’Single og sur’ i 6’eren, som i de tidlige striber.
Er det så en udviklingsroman i tegneserieform, som der fx står på Comicwiki (og hvorfor overhovedet prøve at få den til at være som en roman)? Ja, det er en udviklingstegneseriestribe, som der jo også findes andre eksempler på. Derfor vil man nok finde 6’eren mindre vellykket, hvis man ikke forinden har stiftet bekendtskab med de andre. Så: Ned og få fat i ’The big payback’ og grin med og af Rocky. Hvem kan i øvrigt sige nej til den lokkende tekst på 6’eren: Kultur – nydelse – afvigende adfærd!
Og hvorfor er Politisk Revy gået i stå med udgivelserne? Bare fordi Politiken holdt op, kan de jo godt komme videre med serien. I dette tilfælde bliver det i hvert fald vanskeligt at følge med på originalsproget, da Nikolaj Scherfig som oversætter har gjort sig mere end almindeligt umage med at føre Rocky ned i et københavnsk miljø og flittigt genere danske mediekendisser.
Hvis man holder af Woodring og har undret sig over, hvordan i alverden han finder på de besynderlige historier med Frank i fx ’Alkymisterne’ og ‘Mellem dyrene’, så er der ingen grund til at lede længere end “Problematic: Sketchbook Drawings 2004-2012 fra Fantagraphics”. Med et fyldigt udvalg fra hans trofaste følgesvend, skitsebogen, i let forstørret udgave, så må man konstatere, at Woodring åbenbart står i dyb og inderlig kontakt med sin underbevidsthed, men også henter inspiration i helt dagligdags hændelser og møder med fremmede mennesker. Det virker som et kig ind i alkymistens værksted, hvor ideer kan opstå og udvikle sig. Der er enkelte skitser med Frank-figuren, men ellers vrimler den med doodles og karikaturer i den velkendte organiske Disney-inspirerede Woodring-stil. Men hvorfor ikke bare høre Woodring selv introducere værket.
Jeppe Mulich, skribent:
Amerikanske Ryan Sands er noget af en dynamo i den alternative tegneserieindustri. Som forlægger og redaktør har han sammensat en række opsigtsvækkende værker, og hans nyeste projekt, forlaget Youth in Decline og serien “Frontier“, er ingen undtagelse. “Frontier“ byder på en række enkeltstående monografier, der hver især åbner et vindue ind til nogen af tidens mest interessante kunstnere og tegneserieskabere. De befinder sig alle i gråzonen mellem illustrationssamling og sammenhængende tegneserie og leger med både kunstform og narrativ i mere eller mindre vellykket facon. Der er indtil videre udkommet fire bind, hver af dem på 32 sider og dedikeret til en enkelt kunstner, og de næste par måneder byder på to nye bind med fokus på henholdsvis Sam Alden og Emily Carroll. Mine personlige favoritter er #1 af den russiske gif-kunstner Uno Moralez og #2 af tegneseriegeniet Hellen Jo, der stod bag kultfænomenet Jin & Jam. Der er i sagens natur tale om en serie af varierende kvalitet og meninger vil nok være delte over hvilke kunstnere, der gør sig bedst i dette meget frie format, men hvis man vil have fingeren på pulsen på i hvert fald et udsnit af det internationale tegneseriemiljø, så er “Frontier“ et godt sted at starte.
Emily Carroll har haft lidt af en kometkarriere online med en række korte gyser-webstriber i baggagen. Nu har hun så en ny samling gys ude i hendes første fysiske bog fra kæmpeforlaget Simon & Schuster, “Through the Woods”. Dette værk byder på fire spritnye historier samt en udgave af webhittet “His Face All Red”, der giver en god smagsprøve på resten af bogen. På trods af hendes legen med format og stil er der noget meget klassisk gotisk over Carrolls tegnede noveller. Her er lige dele Brødrene Grimm og Edgar Allan Poe tilsat en god portion gedigent gys og angstprovokerende ensomhed. Det er sjældent, at en gysertegneserie byder på meget mere end glimt-i-øjet chokeffekter og gennemtærskede klicheer à la de gamle EC Comics, men Carroll er anderledes og alene af den årsag er hendes dunkle skove bestemt et besøg værd.
Det er ikke så tit, at klassisk manga fra Garo magasinets storhedstid ser dagens lys i engelsk oversættelse, men de sidste par år har ikke desto mindre budt på en række perler. Sidste år blev en samling af Seiichi Hayashis bedste historier udgivet af amerikanske PictureBox (anmeldt her) og i år har britiske Breakdown Press så givet os en smuk og veloversat udgave af Hayashis “Flowering Harbour”, oprindeligt bragt i Japan i 1969. Der er tale om en virkelig skøn lille manga – blot 40 sider lang men med en lyrisk og dybt melankolsk sensibilitet, der gennemsyrer værket. Formen er eksperimentel og den simple historie om enken Kiyo og hendes kortlivede affære med en gennemrejsende salaryman fra Tokyo fungerer fint som en scene for Hayashis stemningsfulde og minimalistiske streg. Det er dejligt at se den spirende interesse i Garo-guldalderen og forhåbentlig kan vi se frem til flere nyoversættelser af klassisk manga fra Breakdown Press – et kærkomment tiltag særligt i lyset af PictureBox’ utidige endeligt sidste år.
Kristian Bang Larsen, skribent:
Jeg har læst Josh Simmons “Furry Trap“, en fremragende tegneserie, som jeg på ingen måde kan anbefale.
Det er en form for horror-novellesamling, og allerede i første historie voldtager en kæk, ung elver meget grafisk eksplicit en ond troldmand gennem hovedet. Rent over-the-top splat, men da elveren afsluttende, med stor blodig pik fortæller sin forfærdede kæreste, hvor meget han elsker hende, og at hun gør ham hel hård igen, får historien en bund af psykologisk psyko-realisme, der gør den ekstra ubehageligt.
Efter det bliver historierne gradvist mindre eksplicitte og mere uhyggelige. Mange af dem tager som elver-historien udgangspunkt i kendte genrer (der er en Batman-historie!), og Simmons skifter flittigt stil: En historie ligner noget morgen-tegnefilm for børn, en anden er Peter Bagge-gnidret, en tredje ligner noget Chester Brown har tegnet anno Yummy Fur.
Det er en tegneserie fra et meget mørkt sted, og volden, der ofte har et sexuelt præg, er ofte meget eksplicit. Men snarere end den grafiske vold, er det realismen i personskildringen og oplevelsen af at bevæge sig gennem en verden uden nåde, hvor man kun ved, at alting bliver værre, der gør “Furry Trap” så nærmest fysisk ubehagelig.
Det er lidt tid siden jeg har læst “Furry Trap”, men den har fulgt mig siden som et mareridt jeg ikke kan vågne af. Det er virkelig god. Og ikke til at holde ud.
“Det læser vi på Nummer 9″ er et regelmæssigt tilbagevendende indslag på Nummer9.dk.
Del på
