Det læser vi på Nummer 9

Seks skribenter anbefaler tegneserier, de har haft fornøjelsen af de seneste par måneder.

Matthias Wivel, redaktionsmedlem:
- Ingen vil sikkert tro mig, når jeg siger, at da jeg for nyligt gik i gang med at genlæse Jack Kirby og Stan Lees klassiske Thor-historier fra 60′erne, var det helt uden at tænke på Kenneth Branaghs biografaktuelle spillefilm. Under alle omstændigheder tror jeg ikke, det falder ud til den forholdsvist fadt udseende films fordel, at jeg gjorde det, for de tegneserier er noget af det mest hæmningsløse, Kirby skabte. På sit højdepunkt omkring nr. 148-168 (1966-69) er Thor en af de serier, hvor han bevæger sig længst fra realistiske hensyn, og derfor fra en af Marvelseriernes adelsmærker, og samtidig får det til at spille.

- Fortællingen nærmer sig den abstraktion, Kirby i de år udviklede sig i retning af rent stilistisk, og det skaber sjældent kraftladet kunst, hvor ikke mindst Odin og Thors nærmest freudianske ur-konflikt står skarpt, og hvor den nordiske mytologis deterministiske kurs mod undergang – trods alle de friheder, Kirby tager sig – danner grundtonen. Man mærker, hvorledes Lee anstrenger sig for at civilisere løjerne, og selvom hans pop-elizbethanske engelsk er både gennemført og underholdende, modarbejder hans tone og dybest set banale livssyn seriens egentlige drive. Der er sagt mange dårlige ting om Vince Collettas rentegning og den er da også på mange måder mangelfuld, men den forlener nu alligevel ofte Kirbys tegninger med en rusticisme og til tider endda poesi, der gør, at jeg ikke kan hade den. Helt syret bliver det i de få numre, hvor den fordrukne veteran Bill Everett rentegner og tilføjer Kirbys ekspressionisme nervøs kant.

- Thor er et usammenhængende og ujævnt, men i sidste ende unikt auteurværk, der i sine bedste passager levendegør Vølvens spådom.

Carsten Fogh Nielsen, skribent:
- Jeg har lige (gen)læst Supreme: The Story of the Year og Supreme: The Return, Alan Moores ret så fantastiske genfortolkning af Rob Liefield og Image Comics’ Superman-klon. Hvor Moore i f.eks. i “Watchmen” dekonstruerer og afmytologiserer superheltefiguren, så gør han i Supreme det stik modsatte: Tager alle de mere eller mindre fjollede gimmicks og tåbelige tricks, som prægede 1950′ernes og 1960′ernes Superman-historier (forskellige farver kryptonit! Superboy! Supergirl! Tidsrejser! “Hvad nu hvis”-historier! Og så videre!), og bruger dem til at levere en hyldest til DC’s Silver Age og især Mort Weisingers Superman. Moore’s historier er på sin vis Superman classic, men er samtidigt langt mere intelligente og gribende end 95% af de superheltefortællinger, der produceres i dag. Hvis du kan lide Grant Morrison og Frank Quitelys All-Star Superman, så vil du også kunne lide Moores Supreme.

- Derudover er jeg lige gået i gang med at læse Dave Sims Cerebus fra begyndelsen af. Jeg har tidligere læst enkelte bind i serien, men da jeg fandt de to første samlebind på tilbud i Faraos Cigarer, tog jeg det som et tegn på, at det var på tide at få begyndt med begyndelsen. Sims 6000 sider lange saga er på en og samme tid fantasy, filosofisk afhandling, samfundskritik, selvreferentiel metatekst og et udtryk for Sims idiosynkratiske og til tider decideret usympatiske syn på verden og (især) kvinder. Når Cerebus er bedst, er den fængende, eksperimenterende og visuelt betagende læsning. Når den er værst, er den navlebeskuende og ubehagelig. Og så udvikler Sims i løbet af serien et ambitionsniveau så tårnhøjt, at det undertiden nærmer sig det megalomane. Et fascinerende værk, som det er værd at fordybe sig i.

Michael Lindal, skribent:
- En tur i de mange tegneseriebutikker i Paris kan være en frustrerende oplevelse, når man ikke er så god til fransk. Men så g reb jeg Lewis Trondheims A.L.I.E.E.E.N, der er en ordløs pantomime-serie. Eller rettere, det passer heller ikke, fordi der er dialog i bogen. Dog er udgivelsen holdt på et udenjordisk originalsprog, som ingen jordboer forstår. I forordet serverer Trondheim en herlig røverhistorie (på fransk, men det gik) om fundet af værket i en park samt om, hvordan der er tale om den første tegneserie fra rummet udgivet på Jorden. Det er en pudsig og barsk lille sag, der ligner en børnetegneserie, men så sandelig ikke er det. Pointen er hård, og samfundssynet er brutalt. Gode sager!

- Jeg har også stiftet bekendtskab med Joe Hill (søn af Stephen King) og Gabriel Rodriguez’ tegneserie Locke and Key. Der er tale om en frisk blanding af dark fantasy og horror (verdens bedste genre), og historien er et karakterdrevet familiedrama med det sære Key House som omdrejningspunkt. En række nøgler åbner sære, dunkle døre, og ondskaben lurer, hvor familien mindst venter det. Det er en sært vanedannende mainstream-serie, som jeg med spænding afventer de sidste tre bind af.

- I skrivende stund er jeg ved at tygge mig igennem det sidste, svære kapitel i Masamune Shirows klassiske cyberpunk-manga, Ghost in the Shell. Efter at have set og elsket begge film samt tv-serien, mente jeg, at jeg burde få hældt mangaen indenbords. Det er uvist, hvor meget jeg ville have fattet af det lige lovligt komplekse og lommefilosofiske plot, hvis jeg ikke havde kendt universet i forvejen, men jeg nyder den nu alligevel, især i kraft af de fremragende tegninger. Den er betydeligt mere sprælsk end de filmiske udgaver.

- Og så er jeg stadigvæk ikke kommet mig over Acme Novelty Library 20, som jeg læste til jul. Det er mig en evig kilde til forbløffelse, at Chris Ware kan blive ved med at blive bedre. Vanviddet må vel for dælen få en ende på et tidspunkt!

Christian Jess Rasmussen, skribent:
- Jeg har indtil for nyligt været fuldstændigt uvidende om Los Bros Hernandez’ lyksalige tegneseriefrembringelser, hvilket de fleste tegneseriekendere nok vil betragte som en katastrofe. Storebror Gilberts Palomar-serie fik jeg læst sidste år, og nu er turen kommet til Jaimes historie om de to dejlige damer, der hedder Hopey og Maggie. Hvor skal man starte? Heldigvis står brødrenes forlag Fantagraphics klar med nogle forslag.

- Det blev den 700 siders samling Locas 1, jeg anskaffede mig, og den har jeg heldigvis stadig en del til gode af. Kronskibet i den alternative tegneseriebølge i 80′erne startede noget overraskende med en mærkelig sci-fi historie, en smækker mekaniker ved navn Maggie, dinosaurerer, raketter, og hvad ved jeg. Hurtigt fandt tegneserien dog sin ramme, i en udpræget latinamerikansk by i Californien ved navn Hoppers. Den lesbiske punkrocker Hopey og hendes pludselig lidt buttede veninde Maggies problemer med fyre, damer, husleje, familie, band og job, er forbandet smukt skildrede.

- Jaime gengiver livet med alle sine trivialiteter og op- og nedture, med levende og afrundede karakter, og undervejs får han demonstreret, hvor fængslende og rørende, tegneserier kan være. Og så er den fantastisk tegnet.

Erik Barkman, chefredaktør:
- Ansporet af debatten her på Nummer 9 kastede jeg mig for nylig over den græs ke Logicomix – an epic search for truth. Med afsæt i filosof og matematiker Bertrand Russells liv (1872-1970) mediterer forfatter Apostolos Doxiadis over menneskets trang til at bemestre universet gennem rationel tænkning. Billedsiden er lidt ordinær, og det kan diskuteres, om Doxiadis og kompagni rammer den gyldne middelvej mellem underholdning og oplysning helt rent, men jeg følte mig både underholdt og oplyst undervejs. I det store udland er “Logicomix” blevet hypet lidt ud over, hvad den kan bære, men det ændrer ikke ved, at den er en ambitiøs, begavet og læsværdig oplevelse.

- Jeg har også lyst til at fremhæve norske Steffen Kvernelands Amputerte klassikere IV. Den er i albumformat, omkring 100 sider lang og fra 2001, og en dag stod den bare og stirrede på mig i en lokal byttebogkøb-snask. I Norge er Kverneland stort tegneserienavn, og nu ved jeg hvorfor: Manden er en eminent karikaturtegner med et særligt talent for at omforme både høj- og lavpandede litterære værker til det rene, velsignede tegneserienonsens. Lidt som Rune T. Kiddes “Litterærlige klassikere”, bare bedre, klogere og i uddrag. Med “Amputerte klassikere IV” tager Kverneland tykt pis på norsk politik anno start-00′erne, og det er totalt spildt på mig. Til gengæld er serieskaberens nådesløse afklædning af norske koryfæer som Edvard Munch, Knut Hamsun og Aksel Sandemose lige til at gå til, og Kverneland er især morsom, når han fortæller røverhistorier om det selvfede bohemeliv. En lille aha-oplevelse.

Marianne Larsen, skribent:
- Turen til nostalgiland startede vist med Mumi-striberne. Seneste ekskursion er første bind af Jan Lööfs samlede tegneserier, som indledes med historierne om Ville. Jeg er næsten skuffet over ikke at være mere fascineret af historierne, det er, som om jeg læser mig op imod en fantastisk, fortidig læseoplevelse (og nu kommer det til at lyde som om jeg abonnerer på idéen om tegneserielæsning som regression). Jeg husker Löffs bøger som en smule uhyggelige, ikke Mumi-mystiske, men alligevel lidt mærkelige. Måske det kommer af de mange bøsige aber, mystiske mænd i jakkesæt med røde æbler, skurkenes skurkagtige fysiognomi og figurernes stivhed, som jeg altid godt har kunnet lide. Under alle omstændigheder ser jeg frem til gensynet med Felix.

- Jeg har en bunke faglitterære bøger, jeg er i gang med for øjeblikket, bl.a. Drawing words and writing pictures af de to amerikanske tegneserietegnere Jessica Abel og Matt Madden. Jeg er ubetinget begejstret. Det er en grundig og pædagogisk veloplagt lærebog, som samtidig har nogle overordnede overvejelser, der fortjener at blive udbasuneret. Titlen peger på den både teoretiske og pædagogiske pointe, at ord i tegneserier er en del af billedet og at tegneserier fungerer efter nogle principper, man kan lære, ligesom skrivning. De fastslår, at det ikke primært handler om virtuos tegneteknik, men om kunsten at fortælle i forløb. Den lader vi lige gå videre til Nikolaj-Zeuthen-debatten her på Nummer9.dk

- Abel og Maddens udgangspunkt er, at reproduktion hører med til definitionen på en tegneserie, hvilket jo udelukker diverse unikatapeter og pyramider, og de gør opmærksom på, at selv meget virtuose sidelayouts ofte har en underliggende stram struktur (gitteret). De mange uddrag fra og analyser af velkendte tegneserier er inspirerende læsning, og bogen tydeliggør, hvor mange uudforskede muligheder mediet stadig indeholder, og hvor komplekst et medie, tegneserien er.

“Det læser vi på Nummer 9″ er et uregelmæssigt tilbagevendende indslag på Nummer9.dk.

Om Erik Barkman

Chefredaktør på Nummer 9. Til daglig projektkoordinator på The Animation Workshop i Viborg.