Nummer 9’ere deler læseoplevelser – gode som dårlige – efter et par måneder med juleferie, vinterferie og bidende dansk vinterkulde.
I takt med den dalende temperatur har de læste tegneserier hobet sig op på Nummer 9-redaktionen og -skribenternes natborde. Tiden er inde til at rydde op og gøre status med en god gammeldags gang “Det læser vi på Nummer 9”!
Felix Rothstein, skribent og blogger
– Når universitetspensum byder på tunge drenge som Baudelaire, Joyce og Nietzsche, er det godt at have lidt tegnet lekture at slappe af med. For tiden ligger en lille samling af den tyske tegner e.o.plauens Vater und Sohn på mit natbord. Hans næsten ordløse avisserie fra 1930’erne om den tykke, skaldede Far og hans pjuskhårede Søn er en morsom og til tider hjerteskærende sød blanding af slapstickhumor, Storm P.-agtige påfund og de to hovedpersoners nærmest konspiratoriske forhold. Stregen er enkel, men udtryksfuld, og Vater og Sohn er to af de mest elskelige og charmerende figurer, jeg er støt på længe! Og for at gøre det hele mere interessant, så var e.o.plauen, der i virkeligheden hed Erich Ohser, aktiv i modstandspressen under krigen, hvor han lavede en række karikaturer af bl.a. Hitler og Goebbels. Hans pen var så skarp, at han endte i fængsel, hvor han i 1944 begik selvmord.
– I den anden ende af spektret ligger det svenske tegneserietidsskrift Galago, der altid er garant for nye spændende serier og et anderledes blik på mediet. I det seneste nummer af bladet, der på forsiden kalder sig “Sveriges enda livsstilsmagazine om planekonomi,” har jeg fået læst et par fremragende tegnede noveller. De handler om så forskellige ting som den svenske arbejderdigter Dan Andersson, der i 1920 døde blot 32 år gammel, og om at date en Moderat (svarer vel til en Venstremand eller en Konservativ). De to historier – den første af Anneli Furumark, den sidste af Nanna Johansson – er forskellige i både tegnestil og stemning, men er begge godt fortalt, spændende og morsomme. Og så byder nummeret også på en stor og flot samling af den svenske serieskaber Joakim Pirinens perleplader! Jo, den er god nok… og det er slet ikke så tosset.
Kristian Bang Larsen, redaktionsmedlem og annonceansvarlig
– Jeg har ikke læst Nicolas de Crecys Den Himmelske Bimbendum, men har dog gjort et ærligt forsøg. Målstregen på denne tegneserie-Alpe d’Huez af kedsommeligt vrøvl var i syne, men blev aldrig krydset.
– I nederlagets stund vil jeg trøste mig med, at jeg aldrig lod mig friste over evne af de flotte tegninger og den hypende formomtale. Værket er ikke i min samling, men tilbage på bibliotekets hylder, og godt det samme. Bibendiumen synes mig banal hvor den vil være intellektuel, træg hvor den vil være morsom og prætentiøs hvor den vil være sofistikeret. Det er noget med en sæl som nogle bureaukrater vil give nobelprisen i kærlighed, men jeg orker ikke at prøve at forklare det …
– Og så har jeg genlæst Tegneserien. Ja, det er den kategoriske titel på den nok første seriøse danske bog om tegneserier, skrevet af Jens Peder Agger og Ole Hansen, og udgivet i 1974 (!). Min første læsning var engang i 80erne, hvor “Tegneserien” stod under 81.09 på Ishøj Bibliotek, så det var ikke meget, jeg huskede.
– Men bogen holder i lange stræk. Den historiske gennemgang er bundsolid, der er kloge betragtninger om fortælleteknik og billedsprog og rigeligt med velvalgte og rigt kommenterede illustrationer. Sproget er til tider klodset og dogmatisk, men begejstringen er smittende, særligt når Agger & Hansen tripper ud over det gamle Marvelslæng.
– Og så er der muntre øjeblikke, som når forfatterne går i full on 70’er–mode, og bruger klassekampen til at forsvare den folkelige, populærkulturelle tegneserie (Stan Lee & Jack Kirby, nemlig!) overfor burgøjseriets kunsttegneserier, der som anden finkultur er et (og jeg citerer) ”våben i en kulturel (og i sidste ende også økonomisk) klassekamp mellem de højtuddannede og de lavtuddannede”. Tag den, højpandede Nummer 9-typer!
Michael Lindal Andersen, skribent
– Det værste ved at læse rigtigt mange tegneserier er, at man godt kan blive lidt forvænt. Hvad man før ville være faldet om af glæde over, udløser nu måske kun kommentarer såsom ”mjah, den er da ret fin” eller ”det kunne være møj værre”. Derfor er det EKSTRA fedt, når en tegneserie rent faktisk blæser en omkuld med sin charme, sit fortællemæssige overskud samt sin inderlighed og varme. Og her taler jeg naturligvis om Julien Neels vidunderlige børnetegneserie, Lou!
– Ved første blik er serien meget pæn, lidt lyserød og måske endda poleret, men det første indtryk bliver hurtigt fejet af banen, når man som læser dykker ned i Lou!s univers. Hun er en ung pige i et ikke specificeret land, der bor alene med sin kiksede og nørdede mor. Der er også en sød kat, for det ikke skal være løgn. Men seriens egentlige raison d’etre er dens skildring af Lous indre liv, hendes bekymringer, hverdag og de usikkerheder, der pludselig dukker op, når puberteten står for døren. Følelserne er ægte, humoren både gakket og jordnær, og så er det dejligt med en serie, der tager sin unge målgruppe alvorligt. Der bliver hverken talt op eller ned. Hvilket dog ikke betyder, at voksne læsere ikke kan være med. Der leges med tegneseriemediets små virkemidler, så det næsten danser for øjnene af læseren, og man kan slet ikke forstå, hvor førstehåndsindtrykket kom fra ved endt læsning. Det bliver ikke bedre, folkens! Bind tre rev mig følelsesmæssigt rundt i manegen, og jeg både lo og græd. Serien er et must på ethvert børnebibliotek, barneværelse og tegneseriesamling, og et tydeligt bevis på, at man ikke skal opgive den franske tegneseriescene.
– Men det skal ikke være tøseuniverser og søde katte det hele. Da jeg hørte, at DC Vertigo lukkede og slukkede for vores allesammens yndlingsmagiker John Constantines mere end tyve år lange serie Hellblazer, var min første reaktion, at det da var for galt! Og så endda for at reboote lortet og gøre ham til medlem af en eller anden dum Justice League-gruppe! Min næste reaktion var, at det vist egentlig ikke var så meget af serien, jeg EGENTLIG havde læst. Så nu er jeg begyndt forfra. I skrivende stund er jeg ved nummer 30 og nærmer mig slutningen af Jamie Delanos slut-80’er/start-90’er-run. Der er dømt Thatcher-had og 80’er-no future-kynisme for alle pengene, og serien fungerer fint den dag i dag, især som tidsbillede og alternativ til de mere farverige superduperhelte, som stakkels Constantine nu må trækkes med. Tegningerne er en blandet landhandel og ligner alle de andre Vertigo-serier, der fulgte. 30 down … 270 to go. Det skal nok blive sjovt.
Rasmus Svarre Hansen, skribent
– Jeg har lige erhvervet mig den italienske illustrator Lorenzo Mattottis The Crackle of the Frost, som udkom sidste år på Fantagraphics. Jeg er meget taknemmelig for, at Fantagraphics oversætter og udgiver Mattotti, da mit italienske ikke er, hvad det har været, host host … Anyway, historien er desværre en lidt kedelig sag om en mand, hvis kæreste har forladt ham, fordi han ikke ville have et barn med hende, og det har hun så fået med en ny mand. Forfatteren er den for mig ukendte Jorge Zentner, der er forfatter og terapeut – og lidt for meget af det sidste i forbindelse med denne publikation. Men illustrationerne er fantastiske.
– De er et sansebombardement udført med farveblyanter i den stil, som Mattotti også benytter sig af, når han eksempelvis illustrerer filmplakater eller tegner til The New Yorker. “The Crackle of the Frost” er pengene værd alene på grund af tegningerne. Og for at det ikke skal være løgn, så har Fantagraphics netop annonceret, at der senere på året kommer en stor bog med skitser fra Crackle. Den må man jo så bare have fingrene i.
– Ellers går jeg og glæder mig til, at Dave McKean får færdiggjort sin tegneserieversion af Dr. Caligaris kabinet – den klassiske stumfilm fra 1920 af Robert Wiene. McKeans version skulle efter sigende være med den oprindelige slutning, som ikke nåede frem til lærredet. McKean har i øvrigt i flere år kreeret sine versioner af scener fra tidlige stumfilm, og har også haft en udstilling med værkerne …
Matthias Wivel, redaktionsmedlem og skribent
– Læser i øjeblikket en klassiker: Fjerde bind i den samlede Terry and the Pirates af Milton Caniff. Terry hører den dag i dag til de mest medrivende og atmosfæriske fortløbende tegneserier, der er lavet. Caniffs imaginære Kina ligner ikke rigtigt the real thing, men det emmer alligevel af liv. Man bliver ført rundt i hans verden, og der er tænkt over alt: årstider, lys, topografi. Disse striber er fra tiden omkring Pearl Harbor, hvor Caniff begynder at kalde en spade for en spade og de onde ‘invasionsstyrker’ endegyldigt bliver til ‘the Japs’ — xenofobien er ret slående; den er forståelig, men hjælper ikke på læsningen. Et andet problem er, at Caniff som serien skrider frem i stigende grad genbruger skurke i stedet for at finde på nye — selvom han er en uovertruffen plotsnedker, bliver det med en fornemmelse af deja vu.
– Men værre er, at Caniff i nærværende striber bevæger sig mere og mere i patriotisk retning. Det går ud over fortællingen. Det begynder for alvor i striberne fra 1942 og man kommer til at savne de foregående års mindre sammenbidte holdning. En anden ting, der irriterer, er at det går ud over persontegningen: En af Caniffs potentielt mest interessante skurke, Tony Sandhurst (ulykkeligvis gift med den kedelige helt Pat Ryans love interest, Burma), tabes i stigende grad på gulvet i takt med, at Caniff endegyldigt gør ham til en skidt karakter. Man sidder og ærgrer sig over de forspildte muligheder figuren – som siden sidst, vi så ham i striben, er blevet far – kunne have, men i stedet for at nuancere hans forhold til sin kone og datter, skildrer Caniff ham som klar til at skille sig af med dem for at hytte sit eget skind. Det er lidet troværdigt, ligesom det er svært at sluge Burmas retskafne loyalitet overfor ham, blot fordi hun har lovet ham tro og kærlighed ved alteret.
– Ærgerligt, fordi Caniff trods sin eventyrskabelon faktisk var en pionér indenfor den nuancerede, semi-realistiske personskildring i tegneserier — noget, man ser til fulde tidligere her i bindet, i seriens måske mest berømte sekvens, hvor en af de vigtige figurer dør. Skildringen af forholdet mellem hende og en anden af bifigurerne er fintfølende og rørende skildret. Caniff var en mester, der desværre ikke helt magtede sit ambitiøse livtag med samtidens voldsomme geopolitiske begivenheder.
Ulf Reese Næsborg, redaktionsmedlem og webguru
– Jonathan Hickman er en af de mest veloplagte forfattere jeg er stødt på i nyere tid, og jeg læser med stor glæde (stort set) alt, han skriver. I dag vil jeg fremdrage Manhattan Projects, som er en gang kontrafaktisk ramasjang, hvor store videnskabelige tænkere fra det 20. århundrede er del af et hemmeligt projekt, der eksperimenterer med alien-teknologi og andre besynderlige anordninger. Hvis Robert Oppenheimers kannibal-tvilling, cyborg-Von Braun eller onde Einstein fra en alternativ virkelighed lyder som noget for dig, er det bare at springe på. Senest har Hickman overtaget Marvel-flagskibet The Avengers, og de første 6 numre virker meget lovende, synes jeg.
– En anden oplevelse er Brian Woods The Massive, som foregår i en verden efter økosystemets sammenbrud og det deraf følgende kollaps af verdensøkonomien, regeringer og lande. Vi følger økoaktivisterne The Ninth Wave (tænk et mindre, mere radikalt/effektivt Greenpeace), som leder efter deres ene skib, The Massive, der er forsvundet under en aktion og herefter kun bliver spottet som tilfældige “spøgelsesblip” på sonaren. Jagten på The Massive er, i al fald til at starte med, det der driver seriens handling frem. Persongalleriet er kulørt og interessant, og skildringen af verden efter sammenbruddet er gribende og troværdig, især fordi Wood kan sit kram og ikke svælger i konsekvenserne af sammenbruddet. The Massive er en forholdsvis nystartet serie, men den lover godt, synes jeg.
Del på
