“De Fem” er Nummer9’s serie hvor eksperter og entusiaster giver fem tegneserierelaterede anbefalinger.
Tegneren Rikke Villadsen er en stor fortaler for tegneserier der er alt andet end lækre og letfordøjelige, så vi har bedt hende om at give sine bud på fem dejligt grimme tegneserier.
Rikke Villadsen har blandt andet lavet “Ind fra havet”, “Et knald til” og senest de indtil videre to første bind i serien “9 Piger”, i samarbejde med forfatteren Bjørn Rasmussen. Hun er desuden redaktør på forlaget Basilisks tegneserieudgivelser.
Besøg hende virtuelt på www.rikkevilladsen.dk
Og læs så Rikke Villadsens…
De Fem bliver grimme
Jeg er blevet bedt om at komme med 5 anbefalinger af “grimme” tegneserier, og står så her med postkassen, med håret og min symaskine. Jeg ved godt, at der menes “grimt” på denne der fede måde, som vi er nogen, der elsker og henter fra billedkunsten, og som andre ryster lidt på hovedet af (når de nu selv synes, de kan deres håndværk). MEN jeg er ikke i stand til at kaste fem bøger på bordet og overraske jer alle med 5 eksempler på uovertruffen grimhed… i tegneserieform. Derfor er denne “De Fem” lidt anderledes, jeg vil forsøge at præsentere fem FORMER for grimhed, og undersøge hvad det er, der gør dem grimme.
FORSØGET i fransk horror-porn. Zordon nr. 2.
Her er et eksempel på en tegneserie, hvis tegner prøver at få det til at ligne en million, men ikke kan leve op til det. Han formår ikke at tegne den bestemte klassiske stil, han har ikke talentet.
Det grimme viser sig i hans manglende evner overfor hans høje ambitioner. Perspektivet halter flere steder, og grimmest bliver det nok, der hvor forlægget, som jeg er overbevist om er fotografier af 70’er skønheder, ikke rækker til hele billedet, men han selv må lægge lidt til; en skæv skulder eller en blævrende barm.
I eksemplet herunder ses den kvindelige karakter med hhv. pandehår og løvehår og til sidst med sær mellemting. Helt uden slagskygger i ansigtet, de forsvandt bare. Horror-porn er en fantastisk kitschet genre, som jeg håber vil få en opblomstring i ny dansk tegneserie. Kitsch er grimt på en dejlig grim måde. Skål.
ØJENSMERTE i japansk minimalisme. Garden af Yuichi Yokoyama.
Grimhed kan også være noget, der gør ondt. Når billedets streger hele tiden insisterer på at gå imod det behagelige, skærer det sig ind i øjenæblerne. Vi kender det gyldne snit, og hvordan en komposition helt ned til matematisk formel og endda biologisk formel virker indbydende på os.
Yuichi Yokoyama gør det modsatte. Hårdheden i hans æstetik er rendyrket og meget overbevisende. Jeg forsøgte at læse Garden, og kan ikke anbefale det. For mig er der en hjerteskærende migræne i det værk, det er hæsligt grimt i sin minimalisme og gør ondt i mine små blå øjne.
ANARKISME i finsk fuck-up. Borgtron af Jyrki Nissinen.
En anden form for grimhed er fucktegning attituden. Den hylder sprittusch-anarkisme og det, man kan kalde dumhedens æstetik. Stregen er tyk, forvrænget og simpel. Så længe man forstår, det er en hånd og en sauna, behøves der ikke kredses for detaljen.
Jyrki Nissinens tegninger af Borgtron følges hånd i hånd med hjernedøde og virkelig sjove fortællinger (muligvis er der tale om heftig thc-indflydelse i den kreative proces). Det hele er grimt på den dumme og smadret måde. Her er masser af bræk, urin og selvskade. Jaaah. Den anarkistiske grimhed har en vældig etableret scene, og der ses mange eksempler også i Danmark. (Zven Balslev som absolut mester i det felt).
ELEVEN, der med sin uformåen taler direkte fra hjertet. Ida Hartmann, Æg.
Som med nogle børn, der negler et udtryk lysende klart i deres børnetegninger, findes uskolede tegnere, der tegner ligesådan, de bare tegner. Det kommer et sted fra, formodentligt hvor de slap i 9-årsalderen. Og det er selvfølgelig grimt med 7 fingre på en hånd, men kan det fortælle os noget om hvordan det føles, at være grim?
Den anden dag, jeg var gæstelærer på Gladiators tegneserieskole, fandt jeg et fremragende eksempel på en grim og virkelig herlig tegneserie. Grimheden i tegningerne underbygger mandens grimhed, hans kejtethed og hans ensomhed. På den måde bliver den uformående tegning en understregning af stemningen i fortællingen.
TALENTET DER VENDER TILBAGE. Olivier Schrauwen, The Man who grew a beard.
Den grimme tegning af allerypperste kvalitet ses i mit sidste eksempel. Her er der tale om en både skolet og helt vildt dygtig tegner, der med hele sit talent vender tilbage til et “før-dygtigheden”. Han er et fremragende eksempel på den tegner, der udfører det grimme helt bevidst. Han arbejder med en præcis og overlegen akavethed i stregen. På den måde peger han på akavetheden i mennesket. Hans billeder bliver oprindelige og ærlige og ikke noget, der jagter et skønhedsideal, der alligevel bare er en konstruktion. Hans tegninger rummer både det enkle, det præcise og det komplekse grimme og bliver på den måde fuldendte. Han har lavet flere bøger, som jeg varmt vil anbefale alle nummer 9’s læsere.